Nyt fra Perfume Genius

Mike Hadreas begik et lille mesterværk, da han under kunstnernavnet Perfume Genius udgav Put Your Back N 2 It tilbage i 2012. En rørende og ofte overvældende plade.

Til september er han tilbage med opfølgeren Too Bright, der udkommer via Turnstile, hvorfra singlen Queen nu kan høres. Det fremgår hurtigt, at lydbilledet langt fra er så nøgent som på forgængeren, men tempoet er stadig relativt lavt. Produktionen er en anelse mere omfattende end tidligere, selvom tilgangen stadig er nogenlunde enkel.

Forrygende er det, og mindre havde man vel heller ikke forventet fra Seattle-sangskriveren.



/Martin

Los Campesinos! og den romantiske tautologi

Til oktober udgiver engelske (men Wales-baserede) Los Campesinos! deres nye plade No Blues, der på trods af den korte ordlyd er en klassisk LC!-titel med sin tørre, konstaterende tone.

Førstesinglen har fået den mundrette titel What Death Leaves Behind og er naturligvis ganske glimrende. Bandet har aldrig fået synderligt stor opbakning i Danmark, hvor det måske har været svært at forene gruppens udpræget engelske æstetik og hjerteskærende ironi med dét, der er blevet kraftigt promoveret herhjemme. Dette ændrer sig måske heller ikke med den nye plade, men det starter da ganske lovende.

Gareth David er én af vor tids bedste tekstforfattere, hvilket han igen beviser på What Death Leaves Behind, der ganske oplagt starter med begravelsesmetaforer, kirkelige artefakter og klassiske stemningsbilleder ("well summer sighed and summoned up hail"). Det hele leder op til et omkvæd, der ganske logisk fortsætter den power, vi bliver introduceret for i verset:

They say you and me are tautology
What grows from the seeds
Can you quite believe?
Through cracks come the weeds
Long time listener, first time caller
No need to remind me
What death leaves behind me

Omkvædet synges ganske effektivt som klassisk powerpop. De første fem linjer gentages af resten af bandet, hvorefter de synger de sidste to linjer sammen med Gareth David for at give dem ekstra pondus. Særligt skønt er det at tænke om tautologi som et romantisk anliggende, hvorfor idéen om sandhed får lov på klassisk vis at genindtræde i - så at sige - poetens sfære. Hertil kommer, at jeg altid har holdt af konceptet om en protagonist, der synger til sin udkårne men tematiserer de andre og deres udsagn. Som man eksempelvis også hører det i indledningen til Håkan Hellströms formidable Uppsnärjd i det blå:

"Dom måste lära sig gå"
Det är vad folk säger, när det är vi två
Vi måste härifrån
Den här stan drar ner oss til botten av ån

Gareth David har altid holdt af at spille på afsenderens bastante udmeldinger, der understreger den grundlæggende usikkerhed, og her får usikkerheden så en større plads. Idéen om at overbevise sig selv er et yderst sympatisk træk for den rationelle romantiker. Det forhold udforsker Bob Dylan jo også fornemt i Don't Think Twice, It's All Right og endnu mere konsekvent i den senere Most of the Time (i øvrigt én af de mest interessante Dylan-produktioner).

Nå ja, og så har vi jo allerede årets bedste linje her: I proof-read the Book of Job for the Lord: edit one, League Cup 2004.

No Blues udgives via Heart Swells, Turnstile og Wichita i oktober.



/Martin

Perfume Genius og den utidige tristesse

I sommeren 2010 tog jeg hul på et nyt kapitel i tilværelsen, og et par dage før de første ytringer skrev jeg lidt om Perfume Genius. Det var egentlig ikke relateret, men der var noget ved ubalancen, der passede fint.

Perfume Genius er amerikanske Mike Hadreas, der i 2009 udgav singlen Mr Peterson på det yderst habile Turnstile, som efterfølgende udgav debutalbummet Learning. I samarbejde med Matador udgiver de senere på måneden opfølgeren Put Your Back N 2 It. Jeg modtog nyligt mit eksemplar, og det er uden tvivl en tidlig kandidat til årets plade. Vi skal jo starte tidligt, ikke?

Det er - ligesom billedet - nøgent og til tider grænsende til det isnende. Hadreas er en fantastisk sangskriver, der med sine korte popsange opbygger et formidabelt, lille univers af utidig tristesse. Det er direkte i en grad, der er sjældent for disse tider, og det er ofte så trist, at man som lytter forundres over at føle et minimalt håb. Trods alt.

Hele pladen kan streames lidt endnu via The Guardian.



/Martin