Indramningen af en sensibilitet: tilbage til Brittle Stars

Jeg har en svaghed for visse rammer. For eksempel indramningen af en sensibilitet over kort tid. En koncentreret kraftanstrengelse, der tager form af vægtløshed. En slags astralrejse.

En svaghed for bands, der har levet kort og efterladt en enkelt plade. Måske en EP. Sådan som American Football gjorde det og senere fik megen anerkendelse. Samme opmærksomhed har ikke omgærdet Brittle Stars, som jeg første gang fik øjne og ører op for i foråret 2012. Tolv år efter deres opløsning. Det var en anbefaling fra min bror. En god anbefaling. Som alt andet, der filtreres gennem hans sjæl.

Sensibiliteten rammer plet post-Sarah Records. Den bevæger sig i en lidt anden retning med The Clientele. De politiske undertoner resulterer i lidt mere larm hos The Radio Dept., og Brittle Stars står tilbage med en demarkation, der skærer sig ind i landskabet, som kun de bedste floder formår: på den ene side det banale, på den anden side det langt mere eftertragtelige, det enkle. Denne distinktion er vigtig.

En LP og en EP med dertilhørende remixes. Meget nåede de jo ikke. Det behøver man heller ikke. Bare man har øjnene med, som Jørgen Leth fik at vide af sin fader. Sanseligheden.

Jeg har på det seneste ikke kunnet få nok af deres cover af Souvenir. Denne fabelagtige sang af Orchestral Manoeuvres in the Dark fra 1981. Den engelske duo var i starten af 80'erne på et vigtigt stadie i udforskningen af menneskets muligheder i en teknologisk-sirligt udviklet tidsalders hænder. Hvor placerer mennesket sig, hvordan indrammer vi os, hvordan manøvrerer vi, er der noget romantisk i kalkulationen?

All I need is coordination / I can't imagine my destination

En hovedlinje i popdiskursen. Den elektroniske musik bliver mere menneskelig. Blade Runner antyder det på anden vis. Den elektroniske musik er beåndet. Human League forstår det få måneder senere. Depeche Mode er ligeledes godt på vej.

Koordination. Sætte det ene ben foran det andet. En destination. Et band besat af transport, processer, motorveje, tog, fly, mekanik, kabler. Er der noget smukkere end en banegård i solskin?

My feelings still remain



/Martin

Nyt fra Purity Ring

Engang accepterede man i højere grad, hvad man ikke vidste.

Engang var der mindre overvågning.

Egentlig er der jo ikke noget galt med at tage den med ro. Så nu da Purity Ring er tilbage med en ny single, er det påfaldende, i hvor høj grad mange medier fokuserer på bandets pause siden udgivelsen af debutalbummet Shrines i 2012.

Der er kun gået to år. Vi er blevet to år ældre. Det er da sandt, at vi ikke har hørt meget til dem i den tid. Men hvorfor skulle vi også det? Fordi vi har bedre mulighed for at overvåge dem? De skylder os ikke noget.

Det menneskelige skinner igennem i duoens univers. De er et helt igennem sympatiske bekendtskab. Det har ikke ændret sig på deres nye single Push Pull, der er en forløber for den plade, der ventes at udkomme i løbet af 2015 på 4AD.

Canadierne har ikke overraskende forfinet deres lyd en smule, og det har resulteret i én af deres til dato stærkeste sange. Enkelte kritikere har nævnt en vis lighed med Taylor Swift, hvilket naturligvis slet ikke er nogen kritik. Sikken omgang forrygende popmusik. Sikken produktion og sikken stemme.



/Martin