Börneblogger 10 år: top 60 over bedste plader fra 80'erne

Börneblogger er blevet 10 år denne måned! Det fejrer jeg med en top 60 over mine yndlingsplader fra 80’erne.

Der kommer mange årslister her i slutningen af året. Denne var lidt sjovere at lave: Den indeholder groft sagt de plader fra 80’erne, jeg holder mest af. Hvad enten de er bedst egnet til gin eller læsning, togrejser eller spadsereture. Der er tænkt over rækkefølgen, men den skal ikke tages for alvorligt. Den ville nok se anderledes ud om en måned eller to alligevel, men det var en sjov udfordring. Lister skal være sjove, spændende, inspirerende. Alvor må det ikke blive. Det kan man finde andetsteds.

Listen indeholder primært variationer over ”studiealbum”, men der er også et enkelt soundtrack, en samling af singler og b-sider mm. Alt sammen under samlebetegnelsen ”fuldlængde”. Ellers er eneste kriterium, at de skal være udgivet i 80’erne (her tæller første udgivelse, så London Calling tæller f.eks. ikke, da den blev udgivet i december 1979 i England). Man må gerne brokke sig over, at soundtracket til Blade Runner først formelt blev udgivet i 1994. Her bøjer jeg reglerne, fordi musikken trods alt var tilgængelig, og fordi det er min liste.

Det står tydeligt frem, at visse stilarter og lande dominerer. Der er f.eks. klart flest plader fra England. Der er til gengæld ikke så meget hiphop, og det er tydeligt, at kvinderne havde trange kår i 80’erne trods mange højdepunkter på både plade- og singlefronten.

Der er en ekstra dimension i at dyrke plader fra en tid, hvor man enten ikke var blevet født eller var for lille til at blive eksponeret for – eller i bedste fald fatte – hvad man hørte. Jeg er født i 1986. Hele idéen om at være nostalgisk for en tid, man ikke selv har oplevet, vil jeg meget gerne dykke mere ned i. Men først kommer listen, senere ordene. Tak fordi I har læst med gennem årene.

Spotify-playliste med én sang fra hver plade (pladerne med Manuel Göttsching og The Units er ikke på Spotify)

1. Talk Talk: "The Colour of Spring" (1986, England)
2. New Order: "Low-Life" (1985, England)
3. Fleetwood Mac: "Tango in the Night" (1987, USA/England)
4. Simple Minds: "New Gold Dream" (1982, Skotland)
5. Orchestral Manoeuvres in the Dark: "Architecture & Morality" (1981, England)
6. The Blue Nile: "Hats" (1989, Skotland)
7. New Order: "Power, Corruption & Lies" (1983, England)
8. Kate Bush: "Hounds of Love" (1985, England)
9. The Blue Nile: "A Walk Across the Rooftops" (1984, Skotland)
10. Talk Talk: "It’s My Life" (1984, England)

11. Vangelis: "Blade Runner OST" (1982/1994, Grækenland)
12. Roxy Music: "Avalon" (1982, England)
13. The Human League: "Dare" (1981, England)
14. Prefab Sprout: "Steve McQueen" (1985, England)
15. Pet Shop Boys: "Actually" (1987, England)
16. New Order: "Brotherhood" (1986, England)
17. The Go-Betweens: "16 Lovers Lane" (1988, Australien)
18. The Smiths: "The Queen Is Dead" (1986, England)
19. Brian Eno: "Apollo" (1983, England)
20. Mariah: "Utakata No Hibi" (1983, Japan)

21. The Units: "Digital Stimulation" (1980, USA)
22. Orchestral Manoeuvres in the Dark: "Dazzle Ships" (1983, England)
23. Depeche Mode: "Black Celebration" (1986, England)
24. New Order: "Technique" (1989, England)
25. Aztec Camera: "High Land, Hard Rain" (1983, Skotland)
26. Waterboys: "This Is the Sea" (1985, Skotland/Irland)
27. The Cars: "Heartbeat City" (1984, USA)
28. The Wake: "Here Comes Everybody" (1985, Skotland)
29. Talk Talk: "Spirit of Eden" (1988, England)
30. Orange Juice: "You Can’t Hide Your Love Forever" (1982, Skotland)

31. Joy Division: "Closer" (1980, England)
32. The Field Mice: "Snowball" (1989, England)
33. The Cure: "Disintegration" (1989, England)
34. Kraftwerk: "Computerwelt" (1981, Tyskland)
35. Public Image Ltd: "Flowers of Romance" (1981, England)
36. Altered Images: "Pinky Blue" (1982, Skotland)
37. Cocteau Twins: "Blue Bell Knoll" (1988, Skotland)
38. China Crisis: "Flaunt the Imperfection" (1985, England)
39. Lewis: "L’amour" (1983, Canada)
40. ABC: "Lexicon of Love" (1982, England)

41. Manuel Göttsching: "E2-E4" (1981, Tyskland)
42. Tears for Fears: "Songs From the Big Chair" (1985, England)
43. Madonna: "True Blue" (1986, USA)
44. The Chills: "Kaleidoscope World" (1986, New Zealand)
45. Arthur Russell: "World of Echo" (1986, USA)
46. Gigi Masin: "Wind" (1986, Italien)
47. Japan: "Exorcising Ghosts" (1984, England)
48. Suzanne Vega: s/t (1985, USA)
49. The Associates: "Sulk" (1982, Skotland)
50. Laurie Anderson: "Big Science" (1982, USA)

51. Pixies: "Doolittle" (1989, USA)
52. The Go-Betweens: "Tallulah" (1987, Australien)
53. Talking Heads: "Remain in Light" (1980, USA)
54. David Bowie: "Let’s Dance" (1983, England)
55. Bruce Springsteen: "Nebraska" (1982, USA)
56. Prefab Sprout: "From Langley Park to Memphis" (1988, England)
57. My Bloody Valentine: "Isn’t Anything" (1988, Irland)
58. Sonic Youth: "Daydream Nation" (1988, USA)
59. Book of Love: s/t (1986, USA)
60. Cleaners from Venus: "On Any Normal Monday" (1982, England)

For de statistikinteresserede:

Antal kunstnere fordelt på land

England: 28 (og en halv fra Fleetwood Mac)
USA: 11 (og en halv fra Fleetwood Mac)
Skotland: 9 (og en halv fra Waterboys)
Australien: 2
Tyskland: 2
Irland: 1 (og en halv fra Waterboys)
Canada: 1
Grækenland: 1
Italien: 1
Japan: 1
New Zealand: 1

Antal plader per årstal

1980: 3
1981: 5
1982: 10
1983: 7
1984: 4
1985: 8
1986: 9
1987: 3
1988: 6
1989: 5

Kunstnere med mere end én plade på listen

New Order: 4
Talk Talk: 3
The Blue Nile: 2
The Go-Betweens: 2
OMD: 2
Prefab Sprout: 2

/Martin

Indramningen af en sensibilitet: tilbage til Brittle Stars

Jeg har en svaghed for visse rammer. For eksempel indramningen af en sensibilitet over kort tid. En koncentreret kraftanstrengelse, der tager form af vægtløshed. En slags astralrejse.

En svaghed for bands, der har levet kort og efterladt en enkelt plade. Måske en EP. Sådan som American Football gjorde det og senere fik megen anerkendelse. Samme opmærksomhed har ikke omgærdet Brittle Stars, som jeg første gang fik øjne og ører op for i foråret 2012. Tolv år efter deres opløsning. Det var en anbefaling fra min bror. En god anbefaling. Som alt andet, der filtreres gennem hans sjæl.

Sensibiliteten rammer plet post-Sarah Records. Den bevæger sig i en lidt anden retning med The Clientele. De politiske undertoner resulterer i lidt mere larm hos The Radio Dept., og Brittle Stars står tilbage med en demarkation, der skærer sig ind i landskabet, som kun de bedste floder formår: på den ene side det banale, på den anden side det langt mere eftertragtelige, det enkle. Denne distinktion er vigtig.

En LP og en EP med dertilhørende remixes. Meget nåede de jo ikke. Det behøver man heller ikke. Bare man har øjnene med, som Jørgen Leth fik at vide af sin fader. Sanseligheden.

Jeg har på det seneste ikke kunnet få nok af deres cover af Souvenir. Denne fabelagtige sang af Orchestral Manoeuvres in the Dark fra 1981. Den engelske duo var i starten af 80'erne på et vigtigt stadie i udforskningen af menneskets muligheder i en teknologisk-sirligt udviklet tidsalders hænder. Hvor placerer mennesket sig, hvordan indrammer vi os, hvordan manøvrerer vi, er der noget romantisk i kalkulationen?

All I need is coordination / I can't imagine my destination

En hovedlinje i popdiskursen. Den elektroniske musik bliver mere menneskelig. Blade Runner antyder det på anden vis. Den elektroniske musik er beåndet. Human League forstår det få måneder senere. Depeche Mode er ligeledes godt på vej.

Koordination. Sætte det ene ben foran det andet. En destination. Et band besat af transport, processer, motorveje, tog, fly, mekanik, kabler. Er der noget smukkere end en banegård i solskin?

My feelings still remain



/Martin

Til forsvar for kitsch, vol. III: Den dobbelte negation

Dette er tredje del af en lille serie. Første del med dertilhørende indledning kan findes her (om Soft Cell og deres 'Say Hello, Wave Goodbye'). Anden del kan findes her (om Savage og dennes 'I'm Loosing You' - stavefejl bevidst).

Negationen er os ingenlunde fremmed i det daglige, men det er vor bevidsthed derom til gengæld. Dobbeltnegationen finder også gerne vej. Spørgsmålet er, om man endog kan tale om en emotionel dobbeltnegation i rummet mellem udsagn og udsigelse; den jyske 'ikke værst' er måske en svær banalitet, og mere interessant bliver det utvivlsomt også med forelskelsens betingelser i relation til vor begrebsverden.


Det bringer mig videre til to vidt forskellige sange, der med forskellige narrativer og udgangspunkter har samme ambition og formål. Det kommer vi til. I første omgang må vi forholde os til en romance, der er gået til grunde. Den ene sang er So In Love af velrespekterede OMD (Orchestral Manoeuvres in the Dark) fra 1985. Den anden er Not In Love af canadiske (og skabede) Platinum Blonde.

De to sange kan streames nederst i indlægget, men det anbefales at finde dem i bedre kvalitet.

So In Love

Da OMD bragede igennem med den sublime (og perfekt betitlede) Architecture & Morality i 1981, var det med et væsentligt mørkere udgangspunkt, end man senere skulle vidne. Som de udtalte til det tyske magasin om popkultur Spex i 2010: "Vi var anti-rock. Vi forbød vores trommeslager at bruge bækkener." De bragede imidlertid kun delvist igennem rent kommercielt (og primært hjemme i Europa), og det skulle tage dem yderligere fire år, før de fik hul igennem i USA.

Det transatlantiske gennembrud kom netop med So In Love, der var gruppens første hitsingle på de kanter. Resten af pladen, Crush, er mildest talt en noget ujævn affære, der kun sjældent afspejler gruppens ellers så nysgerrige væsen. Til gengæld viser den ofte et nyt ansigt i form af et popformat, der placerer sig mellem engelsk new wave-romantik og et Hollywood med forvoksede teenagehelte á la det billede, der tegnedes af John Hughes (Breakfast Club, Weird Science, Ferris Bueller's Day Off et al.).

Det var første gang, gruppen samarbejdede med producer Stephen Hague, der i sig selv har en interessant historie. Hans første anerkendte produktion var Malcolm McLarens mærkværdige og højst originale Madam Butterfly (un bel di vedremo) fra 1984, og Crush var sågar hans første forsøg med at mixe en hel plade. Hague skulle senere blive succesfuld som producer for bl.a. New Order, Pet Shop Boys, Erasure og Peter Gabriel. Med ham ombord ramte de altså ind i en tidsånd, der skreg på friske produktioner kombineret med et reflekteret og velartikuleret følelsesliv.

Det hele starter umådeligt catchy. Der tunes underligt ind i nogle få sekunder, før trommerne sikkert brager løs, og klaveret sætter ind. Bas og synth gør dem hurtigt selskab, og der udvises en fornem sans for selve pophåndværket. Efter godt et halvt minut hører vi så Andy McCluskeys vokal for første gang. Her følger teksten i sin helhed:

Talk to me, don't lie to me
Save your breath
Don't look at me
Don't smile at me
Just close your eyes

I was so impressed by you
I was running blind
I would fall for every trick
Every twist of mind

Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you

Don't say your prayers
Don't build your hopes
Just walk away
Don't phone me up
Don't call around
Don't waste your time

You were so in awe of me
You were so divine
You would do just anything
To still be mine

Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you

All the things you said to me
I was so obsessed
You were always talking talking
God I did my best

Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
I was so in love with you


Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
I was so in love with you


Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
I was so in love
I was so in love
I was so in love
I was so in love with you



Det bliver hurtigt klart, at titlen skal forstås som et overstået kapitel, og bitterheden og smerten er fra starten altomfavnende. Der ønskes på den ene side kommunikation, men der er ingen interesse for dialog. Symbiosen er brudt. Bitterheden skubbes mere direkte over på pigen, og McCluskey repræsenterer her klichéen om kærligheden, der gør blind - kombineret med bebrejdelse.

Efter just close your eyes introduceres en enkel og ensom guitar, der gentages efter I was running blind og every twist of mind. Efter godt et minut når vi omkvædet, hvor McCluskey skifter fra nøgtern betragtning og bitterhed til en kold og mere poetisk falset:

Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you

De første to linjer af omkvædet kan stå alene: Vi har kun den lidenskab og kærlighed, vi selv tilbyder. Men de to linjer kan også snildt adskilles, så vi står tilbage med en kold konstatering, der imidlertid er mere reflekteret, end den først giver sig ud for. Det kan tolkes som en voldsom bebrejdelse og berøvelse af selve sjæleligheden, der er blevet frarøvet vor helt af den brutale kærlighed. Det kan imidlertid også tolkes med en anden selvbevidsthed på spil: "Set fra dén og dén synsvinkel er det svært at forstå..."

I første omgang handler det imidlertid om erkendelsen i mere bogstavelig forstand: McCluskey har svært ved at tro på, at han så noget i denne kvinde. Så simpelt er det selvfølgelig aldrig, men vi må af og til have modet til både at se, forstå, føle og tolke sort/hvidt.

Hernæst skifter fokus i endnu højere grad på den modtager, der har forårsaget så megen smerte. Det er slut, og der skal ikke motiveres til noget forsøg på at genfinde, genopdage, gentage. Der arbejdes nu mere med kynismen i forsøget på at finde styrken: Don't waste your time. Efter at have genvundet en vis styrke tør vor helt nu også at se vende fascinationen fra første vers, så det nu handler om ham selv: You were so in awe of me, hvorefter han nu har givet hende den emotionelle tillid, der igen får ham til at lade barrikaderne falde minimalt: You were so divine.

Netop her bliver det tydeligt, at vi har at gøre med en forhandling. Han blotter den forvirring, han forsøger at undertrykke. Fra denne romantiske indskydelse (so divine) handler det igen om modtagerens svaghed, og hvordan hun ville gøre alt for at kunne genoptage det tabte.

I slutningen af det andet omkvæd introduceres en vaskeægte zeitgeist-saxofon (efter præcist to minutter), der minder os om førnævnte John Hughes. Det leder op til c-stykket, der på få linjer fint opsummerer den førnævnte forhandling med naturligt forstærket refleksion:

All the things you said to me
I was so obsessed
You were always talking talking
God I did my best

Det erkendes, at han tidligere har været besat af denne person, og han erkender dermed også, at det ikke kun handler om indhold men også om perspektiv. Frustrationen i denne erkendelse fører til en næsten infantil bebrejdelse i den bitre gentagelse (talking talking). Ja, og han har såmænd også gjort sit bedste!

Da vi for tredje gang får omkvædet, lader bandet det ringe ud, og det gentages, at han var forelsket, at han var forelsket, at han var forelsket. Følelsen kommer her til at gå forud for det romantiske og erotiske objekt, og det bliver mere en refleksion over tilstanden end en stillingtagen til den person, der tillod disse følelser at komme til live. Dermed bliver det også i mindre grad dén afstandtagen, der ellers ligger manifest i bitterheden.

Not In Love

Jeg vil holde det lidt kortere med Platinum Blonde og deres Not In Love, da den i sig selv er mindre interessant både kompositorisk og lyrisk. Men dermed ikke sagt at den ikke er interessant - særligt i relation til OMD og So In Love. Først den enkle tekst:

I found your picture
Hanging on the back of my door
Won't give you my heart
No one lives there anymore

You said we're lovers
We could never be friends
Fascination ends
Here we go again
Oh, oh
'Cause it's hot inside
When you comin' home (?)
'Cause it's hot inside
Isn't that enough?

I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love

Could it be that time has taken its toll?
Won't take you so far
I am in control

You said we're lovers
We could never be friends
Fascination ends

Here we go again
Oh, oh
'Cause it's hot inside
When you comin' home (?)
'Cause it's hot inside
Isn't that enough?


I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love

I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love

You said we're lovers
You said we're lovers
It's hot inside
It's hot inside

No, no, no, no, no, no
No, no, no, no, no, no
It's hot inside
It's hot inside


I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love


I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love

We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love

Love
Love
Love
Love

Av! Hvad angår både tekst og vokal, har vi nærmest at gøre med en discount-version af The Cure. Det hele starter ganske lige på med bas og trommer tilsat en simpel guitar. Vi har et ganske enkelt udgangspunkt og en såret afsender, der ganske direkte mindes om det tabte. Mark Holmes' vokal er meget skabet men oprigtig og uden en snert af ironi. Han er angiveligt tom indeni men har (naturligvis) et behov for alligevel at udtrykke sig. Det er på det nærmeste en jammerlig manifestation af Schlegels idé om insisteren som det modsatte af eksistens (frem for ikke-eksistens): Det, der ikke eksisterer, vil blive ved at insistere på at komme frem. I bedste/værste fald er der her tale om erkendelsen af noget tabt kombineret med behovet for at gøre alverden opmærksom herpå.

Men herefter kommer en lidt overraskende drejning: Here we go again. Der er tilsyneladende intet nyt under solen, og der er en mekanisme, der spiller ind, som kan være nok så universel men her får lov at forblive inden for det partikulære.

Desperationen finder vej, og ynkeligheden spidser til (when you comin' home... og isn't that enough?). Så kommer titlen på spil med gentagelsen af det åbenlyse selvbedrag: I'm not in love.

Andet vers er næsten legendarisk kort. Har romancen simpelthen udspillet sin rolle? Næ, og afsenderen er såmænd i kontrol med situationen! Endnu en åbenlys løgn. Behovet for styrke bliver klarere og ynkeligere end hidtil set.

Vi kommer tilbage til omkvædet, der nu byder på otte gentagelser af titlen. Han er altså virkelig ('ikke') forelsket. Herefter bliver det tåget, og dele af teksten blandes sammen for at understrege den komplette og nu endnu mere blottede forvirring: You said we're lovers... It's hot inside efterfulgt af en dramatisk benægtelse (hele 12 gange intensiveres et no!).

De otte gentagelser af løgnen (I'm not in love) forekommer igen, før han endelig finder sig til rette med anerkendelsen af et vi, der er større end selvet:

We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love

Slutteligt formår han ligefrem at fuldende bevægelsen fra det partikulære til det universelle og lade essensen stå alene. Men det forbliver med et ynkeligt tonefald:

Love
Love
Love
Love


På mange måder opnår Platinum Blonde utrolig lidt på fire minutter. Men det er netop det ynkelige, der får lov at være ynkværdigt. Der reflekteres kun kortvarigt (could it be that...), men det er ikke refleksionen, der er i fokus: Det er kampen om at anerkende en tilstand. Forhandlingen.

Momentum

I begge sange opleves en ophedet forhandling og et forunderligt selvbedrag. Det kan på det nærmeste anskues som et forsøg på at opnå momentum. Et overtag, der ekspliciteres for selvet. Afsenderen er jo i høj grad modtageren - og den anden vej rundt. Det er en cirkulær bevægelse, der tager til i kraft, indtil man med rette kan tale om refleksion. De tænker ikke blot højt; de forsøger at overbevise sig selv om, hvor de befinder sig emotionelt, og hvad de har tabt og opnået. Forsøget på styrke fører til en befriende svaghed, der i sidste ende - med status som erkendelse - er det eneste, der kan sætte dem fri. De benytter sig af den samme emotionelle dobbeltnegation i forskellige stadier og spatiotemporale rum.





/Martin

Brittle Stars

Min mest fantastiske opdagelse i lang tid er de forlængst opløste Brittle Stars fra Gainsville, Florida. Min broder introducerede dem for mig ganske nyligt, hvorefter jeg stort set ikke har lyttet til andet. Gruppen blev dannet af resterne af Crush 22, som i sig selv blev dannet af det første forsøg på at spille som Brittle Stars. Kvartetten eksisterede fra 1998-2000 og nåede kun at udgive en enkelt LP og en EP, før de drog hver til sit. En smuk og enkel historie fra et ganske ærligt band - i såvel biografisk som æstetisk forstand.

Til forskel fra de fleste sådanne historier er Brittle Stars' diskografi imidlertid stort set perfekt. Det er twee med masser af anerkendende nik til Sarah Records. I 1999 udgav gruppen debutalbummet Brittle Stars på det stærke Shelflife Records, der har udgivet små perler siden 1995. Siden fulgte så EP'en Garage Sale, der med sin smukke titel afslører, at vi her fik de absolut sidste sange, gruppen havde klar. Planen var ellers at indspille en ny fuldlængde efter EP'en - ligeledes til udgivelse på Shelflife. Men da gruppens sangerinde og tekstforfatter Estelle besluttede at flytte til Texas, besluttede gruppen at gå i opløsning.

Splendid Magazine har i øvrigt et ganske interessant interview med bandet få uger før deres beslutning om at gå hver til sit. Det angiveligt første og eneste interview med hele bandet samlet. Her får man fornemmelsen af et usædvanligt ærligt band, der mere end indikerer, hvilke problemer de står over for og åbent anerkender forskellige prioriteter og roller. Samtidig får vi et indblik i visse mekanismer omkring internettets fremgang omkring årtusindskiftet og et spørgsmål fra intervieweren omkring MP3.com og dets potentiale.

De fire nåede også at indspille et cover af Orchestral Manoeuvres in the Darks fremragende Souvenir fra deres formidable hovedværk Architecture & Morality fra 1981. Det skete i anledning af pladeselskabets tribute til OMD, men selve kompositionen passer fint til Brittle Stars. Som de selv formulerer det: "Its simplicity reminds us of what our music is about."

På TweeNet havde man i 1999 en afstemning blandt deres læsere, hvor Brittle Stars tog prisen som det mest lovende nye band - lige foran The Clientele. En tilfældig, lille ting men ikke uvæsentlig. Sådan er der mange små detaljer, man støder på omkring bandet. De nåede ikke meget i deres karriere, men de har på én LP og EP flere stærke sange end de fleste bands nogensinde kan frembringe og fremføre. Dertil kommer elementet af det uforløste. "Hvad kunne de ikke have bedrevet det til, hvis blot..." (den samme følelse har jeg med American Football, der ligeledes nåede en enkelt LP og EP i næsten præcist samme periode).

Det ene af medlemmerne var (og er muligvis stadig) i øvrigt en del af Clairecords, der de senere år bl.a. har udgivet Averkiou. Det synes i dag svært at ignorere en vis lighed med visse svenske popbands i dag, hvoraf særligt The Radio Dept. og The Embassy springer i øjnene som bands, der formentlig har ladet sig kraftigt inspirere af Florida-bandet. I 2008 mødtes de igen til en sidste koncert nogensinde, og i dag har de travlt med andre bands, karrierer, ægteskaber. Sådan er der jo så meget.





/Martin