En svaghed for bands, der har levet kort og efterladt en enkelt plade. Måske en EP. Sådan som American Football gjorde det og senere fik megen anerkendelse. Samme opmærksomhed har ikke omgærdet Brittle Stars, som jeg første gang fik øjne og ører op for i foråret 2012. Tolv år efter deres opløsning. Det var en anbefaling fra min bror. En god anbefaling. Som alt andet, der filtreres gennem hans sjæl.
Sensibiliteten rammer plet post-Sarah Records. Den bevæger sig i en lidt anden retning med The Clientele. De politiske undertoner resulterer i lidt mere larm hos The Radio Dept., og Brittle Stars står tilbage med en demarkation, der skærer sig ind i landskabet, som kun de bedste floder formår: på den ene side det banale, på den anden side det langt mere eftertragtelige, det enkle. Denne distinktion er vigtig.
En LP og en EP med dertilhørende remixes. Meget nåede de jo ikke. Det behøver man heller ikke. Bare man har øjnene med, som Jørgen Leth fik at vide af sin fader. Sanseligheden.
Jeg har på det seneste ikke kunnet få nok af deres cover af Souvenir. Denne fabelagtige sang af Orchestral Manoeuvres in the Dark fra 1981. Den engelske duo var i starten af 80'erne på et vigtigt stadie i udforskningen af menneskets muligheder i en teknologisk-sirligt udviklet tidsalders hænder. Hvor placerer mennesket sig, hvordan indrammer vi os, hvordan manøvrerer vi, er der noget romantisk i kalkulationen?
All I need is coordination / I can't imagine my destination
En hovedlinje i popdiskursen. Den elektroniske musik bliver mere menneskelig. Blade Runner antyder det på anden vis. Den elektroniske musik er beåndet. Human League forstår det få måneder senere. Depeche Mode er ligeledes godt på vej.
Koordination. Sætte det ene ben foran det andet. En destination. Et band besat af transport, processer, motorveje, tog, fly, mekanik, kabler. Er der noget smukkere end en banegård i solskin?
My feelings still remain
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar