Viser opslag med etiketten Taylor Swift. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Taylor Swift. Vis alle opslag

tirsdag den 9. august 2016

How to Dress Well med ny plade og dansk koncert

How to Dress Well svømmede længe rundt i en sø af lo-fi. Charmerende var det, og overraskelsen var derfor en fornøjelig én af slagsen, da det lykkedes at opdatere produktionen uden tab af sensibilitet. I 2014 stod han bag én af årets bedste plader med What Is This Heart? (måske den bedste), og i september er han klar med opfølgeren Care.

På singlen Lost Youth / Lost You har Jack Antonoff været inde over produktionen, og hvis det ikke ringer en klokke, kan navne som Fun. (ja, med det latterlige punktum) og Taylor Swift smides på bordet. Out of the Woods stod han såmænd bag. Med andre ord er Tom Krell i habile hænder. Mere interessant er det dog, at CFCF fra Montreal også er blandt producerne på albummet.

De skrabede produktioner var en nødvendighed i starten. Herefter voksede Krells ambitioner med nye muligheder, ligesom hans turnéer og rejser gav nye indsigter. Med sin blanding af nordamerikansk hverdagspatos og europæisk forståelse for arkitektur leverer han også på Lost Youth / Lost Youth en mere end solid omgang popmusik.

Næste plade (skal vi gætte på 2018?) bliver en decideret banger. Til den tid vil det koste mere end 100 bobs at se ham i Danmark, hvor han for denne fornemme pris gæster Rust den 18. novemberCare er ude 23. september på Weird World og Domino.

I said I think I know what love is now / I think I kind of figured it out.



/Martin

mandag den 8. december 2014

Nyt fra Purity Ring

Engang accepterede man i højere grad, hvad man ikke vidste.

Engang var der mindre overvågning.

Egentlig er der jo ikke noget galt med at tage den med ro. Så nu da Purity Ring er tilbage med en ny single, er det påfaldende, i hvor høj grad mange medier fokuserer på bandets pause siden udgivelsen af debutalbummet Shrines i 2012.

Der er kun gået to år. Vi er blevet to år ældre. Det er da sandt, at vi ikke har hørt meget til dem i den tid. Men hvorfor skulle vi også det? Fordi vi har bedre mulighed for at overvåge dem? De skylder os ikke noget.

Det menneskelige skinner igennem i duoens univers. De er et helt igennem sympatiske bekendtskab. Det har ikke ændret sig på deres nye single Push Pull, der er en forløber for den plade, der ventes at udkomme i løbet af 2015 på 4AD.

Canadierne har ikke overraskende forfinet deres lyd en smule, og det har resulteret i én af deres til dato stærkeste sange. Enkelte kritikere har nævnt en vis lighed med Taylor Swift, hvilket naturligvis slet ikke er nogen kritik. Sikken omgang forrygende popmusik. Sikken produktion og sikken stemme.



/Martin