Harmoniernes holdeplads: Christine McVies bedste omkvæd

I 1984 blev min yngste storebror født. I 1984 var det også fjorten år, siden Christine McVie sidst havde udgivet et soloalbum. Som del af Fleetwood Mac havde hun haft nogle travle, omskiftelige år, og privat var der formentlig også rigeligt at se til.

For et halvt år hørte jeg gennem min bror første gang Got a Hold on Me, førstesinglen fra Christine McVies andet soloalbum. Albummet fra 1984 bærer hendes navn, og det er en noget ujævn affære. Men på denne single har hun til gengæld et omkvæd, som er fuldt på højde med Fleetwood Mac på deres bedste dage.

Lindsey Buckingham er da også med på guitar. Det samme er Todd Sharp, der har skrevet sangen med McVie. Steve Winwood spiller keyboard – to år efter sit hit Valerie, der netop havde godt med mindeværdige keys.

Sangens start lyder som en jamsession og glider hurtigt over i et vers, der er en smule røvballe. Det lyder professionelt, kompetent, lidt kedeligt. Meget pænt. Men så sker der noget. Christine McVie uuuh'er sig ind i et omkvæd, hvor hun møder et kor, med hvilket hun laver den flotteste harmoni. En harmoni af den type, man ikke laver længere. Det gør også det efterfølgende vers bedre, man begynder at vippe med på det og nyder næsten det kedelige, fordi man samler kræfter til den magtdemonstration, der bygges op til.

Sådan et omkvæd kan man ikke bare prøve sig frem til i studiet. Det er et øjebliks genialitet eller en drøm. Det er kommet til hende i schweiziske alper eller på en uanselig café på Mallorca. Andet kan jeg ikke acceptere, og det behøver vi heller ikke.

Tak, bror. Igen.



/Martin