Harmoniernes holdeplads: Christine McVies bedste omkvæd

I 1984 blev min yngste storebror født. I 1984 var det også fjorten år, siden Christine McVie sidst havde udgivet et soloalbum. Som del af Fleetwood Mac havde hun haft nogle travle, omskiftelige år, og privat var der formentlig også rigeligt at se til.

For et halvt år hørte jeg gennem min bror første gang Got a Hold on Me, førstesinglen fra Christine McVies andet soloalbum. Albummet fra 1984 bærer hendes navn, og det er en noget ujævn affære. Men på denne single har hun til gengæld et omkvæd, som er fuldt på højde med Fleetwood Mac på deres bedste dage.

Lindsey Buckingham er da også med på guitar. Det samme er Todd Sharp, der har skrevet sangen med McVie. Steve Winwood spiller keyboard – to år efter sit hit Valerie, der netop havde godt med mindeværdige keys.

Sangens start lyder som en jamsession og glider hurtigt over i et vers, der er en smule røvballe. Det lyder professionelt, kompetent, lidt kedeligt. Meget pænt. Men så sker der noget. Christine McVie uuuh'er sig ind i et omkvæd, hvor hun møder et kor, med hvilket hun laver den flotteste harmoni. En harmoni af den type, man ikke laver længere. Det gør også det efterfølgende vers bedre, man begynder at vippe med på det og nyder næsten det kedelige, fordi man samler kræfter til den magtdemonstration, der bygges op til.

Sådan et omkvæd kan man ikke bare prøve sig frem til i studiet. Det er et øjebliks genialitet eller en drøm. Det er kommet til hende i schweiziske alper eller på en uanselig café på Mallorca. Andet kan jeg ikke acceptere, og det behøver vi heller ikke.

Tak, bror. Igen.



/Martin

Pure Bathing Culture er tilbage

Ordet 'æterisk' er muligvis blevet ødelagt af idéen om æteriske olier. Men den æstetiske idé om det lette og luftige er jo herlig, og få bands mestrer dette bedre end amerikanske Pure Bathing Culture.

Sarah Versprille og Daniel Hindman udgav i 2015 den glimrende Pray for Rain. En plade, der af og til lider under at være overproduceret, men som har umådeligt fine sange, som er bedre live.

Siden da har de måttet starte forfra, efter de mistede pladeselskab og team. De er siden blevet signet af Infinite Companion, der udgiver deres nye plade Night Pass den 26. april. Det virker som et klogt træk.

Førstesinglen Devotion er god, og som både Gorilla vs. Bear og Brooklyn Vegan noterer sig, lyder det som noget fra Fleetwood Macs mesterlige Tango in the Night (1987).



/Martin

Börneblogger 10 år: top 60 over bedste plader fra 80'erne

Börneblogger er blevet 10 år denne måned! Det fejrer jeg med en top 60 over mine yndlingsplader fra 80’erne.

Der kommer mange årslister her i slutningen af året. Denne var lidt sjovere at lave: Den indeholder groft sagt de plader fra 80’erne, jeg holder mest af. Hvad enten de er bedst egnet til gin eller læsning, togrejser eller spadsereture. Der er tænkt over rækkefølgen, men den skal ikke tages for alvorligt. Den ville nok se anderledes ud om en måned eller to alligevel, men det var en sjov udfordring. Lister skal være sjove, spændende, inspirerende. Alvor må det ikke blive. Det kan man finde andetsteds.

Listen indeholder primært variationer over ”studiealbum”, men der er også et enkelt soundtrack, en samling af singler og b-sider mm. Alt sammen under samlebetegnelsen ”fuldlængde”. Ellers er eneste kriterium, at de skal være udgivet i 80’erne (her tæller første udgivelse, så London Calling tæller f.eks. ikke, da den blev udgivet i december 1979 i England). Man må gerne brokke sig over, at soundtracket til Blade Runner først formelt blev udgivet i 1994. Her bøjer jeg reglerne, fordi musikken trods alt var tilgængelig, og fordi det er min liste.

Det står tydeligt frem, at visse stilarter og lande dominerer. Der er f.eks. klart flest plader fra England. Der er til gengæld ikke så meget hiphop, og det er tydeligt, at kvinderne havde trange kår i 80’erne trods mange højdepunkter på både plade- og singlefronten.

Der er en ekstra dimension i at dyrke plader fra en tid, hvor man enten ikke var blevet født eller var for lille til at blive eksponeret for – eller i bedste fald fatte – hvad man hørte. Jeg er født i 1986. Hele idéen om at være nostalgisk for en tid, man ikke selv har oplevet, vil jeg meget gerne dykke mere ned i. Men først kommer listen, senere ordene. Tak fordi I har læst med gennem årene.

Spotify-playliste med én sang fra hver plade (pladerne med Manuel Göttsching og The Units er ikke på Spotify)

1. Talk Talk: "The Colour of Spring" (1986, England)
2. New Order: "Low-Life" (1985, England)
3. Fleetwood Mac: "Tango in the Night" (1987, USA/England)
4. Simple Minds: "New Gold Dream" (1982, Skotland)
5. Orchestral Manoeuvres in the Dark: "Architecture & Morality" (1981, England)
6. The Blue Nile: "Hats" (1989, Skotland)
7. New Order: "Power, Corruption & Lies" (1983, England)
8. Kate Bush: "Hounds of Love" (1985, England)
9. The Blue Nile: "A Walk Across the Rooftops" (1984, Skotland)
10. Talk Talk: "It’s My Life" (1984, England)

11. Vangelis: "Blade Runner OST" (1982/1994, Grækenland)
12. Roxy Music: "Avalon" (1982, England)
13. The Human League: "Dare" (1981, England)
14. Prefab Sprout: "Steve McQueen" (1985, England)
15. Pet Shop Boys: "Actually" (1987, England)
16. New Order: "Brotherhood" (1986, England)
17. The Go-Betweens: "16 Lovers Lane" (1988, Australien)
18. The Smiths: "The Queen Is Dead" (1986, England)
19. Brian Eno: "Apollo" (1983, England)
20. Mariah: "Utakata No Hibi" (1983, Japan)

21. The Units: "Digital Stimulation" (1980, USA)
22. Orchestral Manoeuvres in the Dark: "Dazzle Ships" (1983, England)
23. Depeche Mode: "Black Celebration" (1986, England)
24. New Order: "Technique" (1989, England)
25. Aztec Camera: "High Land, Hard Rain" (1983, Skotland)
26. Waterboys: "This Is the Sea" (1985, Skotland/Irland)
27. The Cars: "Heartbeat City" (1984, USA)
28. The Wake: "Here Comes Everybody" (1985, Skotland)
29. Talk Talk: "Spirit of Eden" (1988, England)
30. Orange Juice: "You Can’t Hide Your Love Forever" (1982, Skotland)

31. Joy Division: "Closer" (1980, England)
32. The Field Mice: "Snowball" (1989, England)
33. The Cure: "Disintegration" (1989, England)
34. Kraftwerk: "Computerwelt" (1981, Tyskland)
35. Public Image Ltd: "Flowers of Romance" (1981, England)
36. Altered Images: "Pinky Blue" (1982, Skotland)
37. Cocteau Twins: "Blue Bell Knoll" (1988, Skotland)
38. China Crisis: "Flaunt the Imperfection" (1985, England)
39. Lewis: "L’amour" (1983, Canada)
40. ABC: "Lexicon of Love" (1982, England)

41. Manuel Göttsching: "E2-E4" (1981, Tyskland)
42. Tears for Fears: "Songs From the Big Chair" (1985, England)
43. Madonna: "True Blue" (1986, USA)
44. The Chills: "Kaleidoscope World" (1986, New Zealand)
45. Arthur Russell: "World of Echo" (1986, USA)
46. Gigi Masin: "Wind" (1986, Italien)
47. Japan: "Exorcising Ghosts" (1984, England)
48. Suzanne Vega: s/t (1985, USA)
49. The Associates: "Sulk" (1982, Skotland)
50. Laurie Anderson: "Big Science" (1982, USA)

51. Pixies: "Doolittle" (1989, USA)
52. The Go-Betweens: "Tallulah" (1987, Australien)
53. Talking Heads: "Remain in Light" (1980, USA)
54. David Bowie: "Let’s Dance" (1983, England)
55. Bruce Springsteen: "Nebraska" (1982, USA)
56. Prefab Sprout: "From Langley Park to Memphis" (1988, England)
57. My Bloody Valentine: "Isn’t Anything" (1988, Irland)
58. Sonic Youth: "Daydream Nation" (1988, USA)
59. Book of Love: s/t (1986, USA)
60. Cleaners from Venus: "On Any Normal Monday" (1982, England)

For de statistikinteresserede:

Antal kunstnere fordelt på land

England: 28 (og en halv fra Fleetwood Mac)
USA: 11 (og en halv fra Fleetwood Mac)
Skotland: 9 (og en halv fra Waterboys)
Australien: 2
Tyskland: 2
Irland: 1 (og en halv fra Waterboys)
Canada: 1
Grækenland: 1
Italien: 1
Japan: 1
New Zealand: 1

Antal plader per årstal

1980: 3
1981: 5
1982: 10
1983: 7
1984: 4
1985: 8
1986: 9
1987: 3
1988: 6
1989: 5

Kunstnere med mere end én plade på listen

New Order: 4
Talk Talk: 3
The Blue Nile: 2
The Go-Betweens: 2
OMD: 2
Prefab Sprout: 2

/Martin

Mere lovende nyt fra Haim

Sidste år leverede Haim-søstrene én af årets absolut stærkeste singler med den umådeligt catchy Don't Save Me. Med blot ganske lidt materiale bag sig har de skaffet sig megen opmærksomhed og et hæderligt ry som liveband, om end enkelte opmærksomme kritikere bemærkede, at deres meget omtalte improv lod var den samme ved flere koncerter. Nuvel, det ændrer ikke på kvaliteten af det indspillede materiale, der ikke blot er lovende men allerede temmelig høj.

Haim bliver konstant sammenlignet med Fleetwood Mac (altså fra Buckingham tog tøjlerne i 70'erne), hvilket både er fair og herligt. Der findes trods alt få bedre bands at lade sig inspirere af. Den seneste single, Falling, er tættere på the Mac, end trioen tidligere har været, og kompositionen kunne snildt have været et outtake fra den formidable Tango in the Night. Lad os se hvor længe vi må vente på første langspiller.



/Martin

What makes you think you're the one?

Over de seneste år er der opstået en smuk konsensus i forhold til den ofte overvældende kvalitet i legendariske Fleetwood Mac. Fra delvist kitsch til rendyrket kærlighed. Gruppens status som voldsom inspirationskilde kan og bør ikke underkendes, men det må samtidig anerkendes, hvor meget gruppen ændrede sig såvel stilmæssigt som besætningsmæssigt fra dannelsen i 1967 til deres - efter min mening - kreative peak i 1987. For god ordens skyld og utroligt nok: Gruppen eksisterer skam stadig.

Men når man taler om gruppen, taler man til en vis grad om flere grupper. Interessant nok er det rytmesektionen, der som de eneste har været med hele vejen. Mick Fleetwood på trommer og John McVie på bas. Så vidt jeg har kunnet tælle mig frem til, har ikke mindre end 16 medlemmer på et tidspunkt udgjort en del af Fleetwood Mac.

I 1979 udgav gruppen Tusk, der fulgte op på den kreative og kommercielle kæmpesucces Rumours fra 1977. Det var bandets 12. album og blev eksperimenterne til trods også en salgssucces. Til gengæld kostede det også op mod en million dollars at indspille og blev dermed den dyreste indspilning af et rockalbum nogensinde (tak til Wiki for sidstnævnte). Én af mine personlige favoritter fra pladen er den reflekteret vrede What Makes You Think You're the One, der følger fanfavoritten Sara på pladen. De indledende og insisterende trommer er i sig selv en fremragende formidler af vreden og frustrationen, som Lindsey Buckingham følger fortrinligt op på med sin stærke vokal.

What makes you think you're the one
Who can laugh without crying?
What makes you think you're the one
Who can live without dying?
Every little bit
Is there
To see
Every little bit
Of you
And me

What makes you think I'm the one
Who'll be there when you're calling?
What makes you think I'm the one
Who will catch you when you're falling?
Every little bit
Is there
To see
Every little bit
Of you
And me

What makes you think I'm the one
Who will love you forever?
Everything you do has been done
And this won't last forever
Every little bit
Is there
To see
Every little bit
Of you
And me

Som nævnt er vreden imidlertid reflekteret, og det er mere end blot indignation og infantil fornærmelse. Det bliver en så ren udløsning af energi og frustration, at det får status af en art feel good katharsis, der bliver skubbet lidt på vej af de førnævnte, viljefaste trommer. Buckinghams stemme varierer også, og der anes en ærgrelse i every little bit..., hvor han selv svarer igen med en vibrato, der tager en nærmest ironisk afstand til den momentane svaghed. Hertil kommer den overordnede komposition, der også understreger den reflekterede vrede: Tre vers, der sammenlagt varer to minutter, før en outro på halvandet minut gennemlever samme proces: Plads til at slippe kontrollen og herefter indikation af at have fundet en vej mod harmoni.



/Martin

Nyt fra Pictureplane

Det var ikke alle sange på Pictureplanes gennembrudsalbum Dark Rift, jeg var lige begejstret for. Men indimellem var der perler, der skilte sig ud og viste, hvor kompetent en sampler Travis Egedy er. Heriblandt den fremragende Goth Star, der elegant og skræmmende rev Stevie Nicks' stemme fra hinanden og skabte ét af 2009's mest overraskende stærke øjeblikke i musikkens verden.

På Dark Rift forsøgte Travis Egedy angiveligt at skabe en lyd, der primært skulle lede tankerne hen på starten af 90'erne gennem vidt forskellige samples. Nu er han så tilbage og udgiver albummet Thee Physical 19. juli - endnu en gang på Lovepump United. Én af hans kolleger på pladeselskabet, Jupiter Keyes fra HEALTH, har produceret pladen sammen med Egedy.

En lille sidenote: Jeg har tidligere givet udtryk for, at kunstnernavne er mere eller mindre ligegyldige, og at de i bedste fald kan være et plus. I dette tilfælde er det et yderst interessant navn, når nu samples er så væsentlig en del af Pictureplanes arbejde. Sammenholder man dette med teorier af eksempelvis Leo Steinberg eller Clement Greenberg (primært i forhold til billedfladen og den abstrakte ekspressionisme) og tænker på den oldgamle tanke om repræsentation, der siden Platon har gennemsyret vores idé om autenticitet og originalitet i kunsten, har vi her at gøre med et yderst velvalgt kunstnernavn. Thumbs up.

MP3: Pictureplane - Real Is a Feeling (fra Thee Physical)
MP3: Pictureplane - Goth Star

/Martin

Sehnsucht

Der er altid en masse at nå. Beundringsværdig nysgerrighed eller arrogant senmodernitet.
Vi håber på det første.
Ikke alle frygter det sidste.
Jeg nærmer mig - desværre - muligvis det prætentiøse.

Min yndlingssang med Fleetwood Mac er uden tvivl Seven Wonders.
1987.
Sikkert et skønt år.

Lyt. Og lyt.

So long ago, certain place, certain time
You touched my hand, all the way, all the way down to Emmiline
But if our paths never cross, well you I'm sorry but...
If I live to see the seven wonders
I'll make a path to the rainbow's end
I'll never live to match the beauty again
The rainbow's end

So it's hard to find someone with that kind, that kind of intensity
You touched my hand, I played it cool and you reached out your hand for me
But if our paths never cross, well you know I'm sorry but...
If I live to see the seven wonders
I'll make a path to the rainbow's end
I'll never live to match the beauty again
The rainbow's end

Never
Never
So long ago
It's a certain time
It's a certain place
You touched my hand and you smiled, all the way back you held out your hand
If I hope and if I pray, oh it might work out someday
If I live to see the seven wonders
I'll make a path to the rainbow's end
I'll never live to match the beauty again

Og igen og igen.

MP3: Pictureplane - Goth Star (lavet smukt ud fra sample af Seven Wonders)

/Martin

Pictureplane

Bag navnet Pictureplane er den unge elektroniske musiker Travis Egedy fra Denver, Colorado. Ud over at være omgivet af høje bjerge kan Colorados største by nu også bryste sig af at have et af tidens spændende navne indenfor elektronisk musik bosiddende. Efter at have modtaget rosende ord for nummeret Goth Star på alverdens musiksites, vil Pictureplane i den kommende tid befinde sig på turne med LA-støjmaskinen HEALTH. Goth Star er komponeret omkring samples fra det gamle Fleetwood Mac nummer Seven Wonders (1987), hvilket høres i den genkendelige grundmelodi og brudstykker af Stevie Nicks stemme. Hvor originalsangen må siges at have fanget datidens lyd, længes Goth Star flimrende tilbage. Foran den gamle grundmelodi og Stevie Nicks karakteristiske stemme findes et hårdt beat, der leder tankerne hen på Crystal Castles. På dette nummer rives Stevie Nicks stemme itu for igen at sættes sammen og danne en ny sammenhæng. Mod slutningen af Goth Star bliver brudstykkerne længere, og stemmen bliver mere nærværende. Pictureplane ser tilbage for at komme frem.

MP3: Pictureplane - Goth Star

Fleetwood Mac - Seven Wonders

/Abdujaparov