I 1984 blev min yngste storebror født. I 1984 var det også fjorten år, siden Christine McVie sidst havde udgivet et soloalbum. Som del af Fleetwood Mac havde hun haft nogle travle, omskiftelige år, og privat var der formentlig også rigeligt at se til.
For et halvt år hørte jeg gennem min bror første gang Got a Hold on Me, førstesinglen fra Christine McVies andet soloalbum. Albummet fra 1984 bærer hendes navn, og det er en noget ujævn affære. Men på denne single har hun til gengæld et omkvæd, som er fuldt på højde med Fleetwood Mac på deres bedste dage.
Lindsey Buckingham er da også med på guitar. Det samme er Todd Sharp, der har skrevet sangen med McVie. Steve Winwood spiller keyboard – to år efter sit hit Valerie, der netop havde godt med mindeværdige keys.
Sangens start lyder som en jamsession og glider hurtigt over i et vers, der er en smule røvballe. Det lyder professionelt, kompetent, lidt kedeligt. Meget pænt. Men så sker der noget. Christine McVie uuuh'er sig ind i et omkvæd, hvor hun møder et kor, med hvilket hun laver den flotteste harmoni. En harmoni af den type, man ikke laver længere. Det gør også det efterfølgende vers bedre, man begynder at vippe med på det og nyder næsten det kedelige, fordi man samler kræfter til den magtdemonstration, der bygges op til.
Sådan et omkvæd kan man ikke bare prøve sig frem til i studiet. Det er et øjebliks genialitet eller en drøm. Det er kommet til hende i schweiziske alper eller på en uanselig café på Mallorca. Andet kan jeg ikke acceptere, og det behøver vi heller ikke.
Tak, bror. Igen.
/Martin
Viser opslag med etiketten Lindsey Buckingham. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lindsey Buckingham. Vis alle opslag
mandag den 22. juli 2019
fredag den 13. april 2012
What makes you think you're the one?
Men når man taler om gruppen, taler man til en vis grad om flere grupper. Interessant nok er det rytmesektionen, der som de eneste har været med hele vejen. Mick Fleetwood på trommer og John McVie på bas. Så vidt jeg har kunnet tælle mig frem til, har ikke mindre end 16 medlemmer på et tidspunkt udgjort en del af Fleetwood Mac.
I 1979 udgav gruppen Tusk, der fulgte op på den kreative og kommercielle kæmpesucces Rumours fra 1977. Det var bandets 12. album og blev eksperimenterne til trods også en salgssucces. Til gengæld kostede det også op mod en million dollars at indspille og blev dermed den dyreste indspilning af et rockalbum nogensinde (tak til Wiki for sidstnævnte). Én af mine personlige favoritter fra pladen er den reflekteret vrede What Makes You Think You're the One, der følger fanfavoritten Sara på pladen. De indledende og insisterende trommer er i sig selv en fremragende formidler af vreden og frustrationen, som Lindsey Buckingham følger fortrinligt op på med sin stærke vokal.
What makes you think you're the one
Who can laugh without crying?
What makes you think you're the one
Who can live without dying?
Every little bit
Is there
To see
Every little bit
Of you
And me
What makes you think I'm the one
Who'll be there when you're calling?
What makes you think I'm the one
Who will catch you when you're falling?
Every little bit
Is there
To see
Every little bit
Of you
And me
What makes you think I'm the one
Who will love you forever?
Everything you do has been done
And this won't last forever
Every little bit
Is there
To see
Every little bit
Of you
And me
Som nævnt er vreden imidlertid reflekteret, og det er mere end blot indignation og infantil fornærmelse. Det bliver en så ren udløsning af energi og frustration, at det får status af en art feel good katharsis, der bliver skubbet lidt på vej af de førnævnte, viljefaste trommer. Buckinghams stemme varierer også, og der anes en ærgrelse i every little bit..., hvor han selv svarer igen med en vibrato, der tager en nærmest ironisk afstand til den momentane svaghed. Hertil kommer den overordnede komposition, der også understreger den reflekterede vrede: Tre vers, der sammenlagt varer to minutter, før en outro på halvandet minut gennemlever samme proces: Plads til at slippe kontrollen og herefter indikation af at have fundet en vej mod harmoni.
/Martin
Etiketter:
Fleetwood Mac,
John McVie,
Lindsey Buckingham,
Mick Fleetwood
Abonner på:
Opslag (Atom)
