Musikåret 2019 var som så mange år præget af en masse godt og en masse lort. Det var et godt år for elektronisk musik, og det var et år, hvor mange kvindelige sanger-sangskrivere markerede sig med fremragende udgivelser. Det var et år, hvor jeg fik lyttet til meget lidt hiphop, fordi det i forvejen fylder så vanvittigt meget. Jeg tvivler ikke på, at det har sin berettigelse. Poptimismen tog lidt overhånd i 2019, og der var lidt for meget trang til konsensus, der førte til en del overvurderede kunstnere og udgivelser. Jeg hørte for meget musik, og jeg tør ikke tænke på, hvad jeg er gået glip af ved kun at give visse plader få minutter eller en enkelt gennemlytning. Sådan har vi alle vore luksusproblemer.
Tak for i år! Her er mine 25 favoritplader fra 2019. Støt musikken og kunsten, som det er dig muligt. Vær god ved de medier, der tør gå i dybden og afsøge landskaberne langt væk fra algoritmerne. Støt dine lokale spillesteder. Sig fra over for det kalkulerede, som plæderer autenticitet (tak!).
Som altid: Tag denne liste og enhver anden rangeret liste med et gran salt. Lister skal være sjove og til inspiration. Skulle jeg lave listen igen i januar, ville flere alligevel bytte plads, og nye ville komme til. Sådan er lister: Aldrig den hele sandhed. Men forhåbentlig er der noget, du ikke har hørt før, som du ender med at kunne lide.
25. Bedouine – Bird Songs of a Killjoy
Azniv Korkejian dyrker klassisk sangskrivning. Det er folk med bløde trommer og diskrete strygere. Hun har selvfølgelig lyttet til Joni Mitchell, og det kan vi være glade for. Der er også elementer af Marissa Nadler og Jessica Pratt, og luftigheden i stemmen kan minde om Aldous Harding, hvis album Designer befinder sig et sted liiige uden for denne liste. Syriskfødte Azniv står også for en af de mest behagelige koncerter, jeg har set i år (i september på et fyldt Alice).
24. Lana Del Rey – Norman Fucking Rockwell!
Hun har modbevist de fleste af os. Efter nogle fremragende singler i 2011 og en hæderlig debutplade i 2012 løb Lana Del Rey ind i en del modstand: Hun var dårlig live, og der var ikke meget ved de efterfølgende plader. Med NFR! har hun ifølge de fleste lavet sin hidtil bedste plade, og det er svært at være uenig i. Sangene er stemningsfulde, og det største minus er, at albummet er for langt.
23. American Football – American Football (3)
Debutalbummet er allerede 20 år gammelt. Emo før den dårlige emo. College-stemning, som vi danskere kun kan drømme om gennem tv-skærmen. At de skulle komme tilbage og lave en hæderlig plade i 2016 var overraskende. At de skulle lave en tredje plade i 2019, som er endnu bedre end debutalbummet… Det var svært overraskende. Det er selvfølgelig en blasfemisk påstand, når debutalbummet indeholder så mange ikoniske øjeblikke, men den nye plade (som gudskelov også bare hedder American Football) hænger stærkere sammen. Og så lyder den storslået. Produktionen er noget af det bedste, jeg har hørt i år, og gæstevokalisterne fungerer fantastisk.
22. Tiny Ruins – Olympic Girls
Bandnavnet er bedårende, og det er Olympic Girls også. De kommer fra New Zealand og er i virkeligheden mest af alt Hollie Fullbrook: Født i Bristol og bosat i New Zealand fra 10-årsalderen. Fullbrook er en lidt gammeldags storyteller, der skaber enkle, men fyldige lydbilleder med sin guitar. Man hører tydeligt, at hun har turneret med Fleet Foxes, og det er okay.
21. Hand Habits – Placeholder
Meg Duffy har spillet med bl.a. Weyes Blood, Kevin Morby, The War on Drugs og William Tyler (hans Goes West er en hyggelig honourable mention fra 2019). Under navnet Hand Habits har hun i år udgivet sin anden plade fyldt med gode melodier og underspillede produktioner. Det hele er lidt opgivende, og det slipper hun virkelig godt fra.
20. Sharon Van Etten – Remind Me Tomorrow
Pladen starter med et nik til forgængeren Are We There fra 2014. Klaveret i I Told You Everything er stort set det samme som i starten af Afraid of Nothing, men melankolien er tungere her. Der er sket meget med Sharon van Etten på de fem år, og hun har meget at sige til sit yngre jeg. Den nyvundne visdom går igen pladen igennem, og det fungerer tydeligst og bedst på Seventeen, én af årets absolut bedste sange.
19. Nivhek – After Its Own Death / Walking in a Spiral Towards the House
Nivhek er et nyt navn for Grouper. Titlen på albummet er selvfølgelig lidt prætentiøs, men det gør ikke noget. Liz Harris har under sit nye navn lavet endnu et dybt deprimerende og virkelig flot plade, som dybest set er en påmindelse om vores egen dødelighed. Man står på verandaen og ser på støvet, hører vindspillet, kigger ned i jorden. Det mest grå album i 2019.
18. Angel Olsen – All Mirrors
Egentlig troede jeg, at jeg for en stund havde fået nok af Angel Olsen. Jeg har ikke turdet lytte til de gamle plader af frygt for, at de sidder fast i en tid. Førstesinglen og titelsangen gjorde ikke det store for mig, da den udkom i sensommeren. Men så kom andensinglen Lark. En sand perle, som også indleder pladen. Og på pladen sætter den en stemning, som løfter titelsangen og resten af pladen. Det hænger flot og mørkt sammen. Hun lider så at sige flottere end tidligere.
17. The Comet Is Coming – Trust in the Lifeforce of the Deep Mystery
Fra start til slut er Trust in the Lifeforce… spillet med en vanvittig nerve. Shabaka Hutchings har længe været en af de vigtigste skikkelser i Londons nye jazzscene, og her trutter han sig veloplagt gennem de ni ret forskellige sange, hvoraf Summon the Fire byder på et af årets mest mindeværdige riffffff.
16. Sasami – Sasami
Sasami Ashworth er amerikaner, men hendes debutalbum lyder umiskendeligt engelsk. Hun ved, hvad hun kan med sin stemme og holder det enkelt. Trommerne er let mekaniske, ofte krautede. Guitarerne er skarpe og klare. Det kunne næsten være en hyldestplade til Broadcast, og det kan man ikke have noget imod, når det er så gennemført.
15. Special Request – Offworld
Jeg kan lide enhver titel, der får mig til at tænke på Blade Runner. Paul Woolford har med Offworld lavet en lidt rodet plade, som dog har tilpas mange højdepunkter. Ofte er det en slags retrotechno. Resident Advisor beskriver det som tidlig Detroit-techno, der møder 80’ernes synth-funk, og det giver måske lidt en idé om de mange retninger, lytteren bliver taget med i.
14. Pure Bathing Culture – Night Pass
Pure Bathing Culture er et vidunderligt band. De gør tingene på deres egen måde, skriver flotte sange, fremstår sympatiske. En plade som Pray for Rain (2015) kunne være én af årtiets bedste popbedrifter, hvis de ikke havde overproduceret den. Hører man i stedet sangene i KEXP-versionerne, hører man straks, hvor gode de faktisk er. Sangene matcher de store produktioner bedre på Night Pass, hvor det kunne lyde til, at duoen har været dybt nede i Tango in the Night – det kan man ikke fortænke dem i. Pure Bathing Culture er feriefølelse, og det har vi alle sammen brug for.
13. Deerhunter – Why Hasn’t Everything Already Disappeared?
Der er få bands, der har overlevet at brage ind på Pitchfork-radaren i midten af nullerne, som det er lykkes for Deerhunter. De udgiver udelukkende gode plader, og med WHEAD har de tilmed lavet deres bedste siden Halcyon Digest i 2010. Titlen antyder både forundring og skuffelse, og det passer glimrende på stemningen pladen igennem. Vi fortjener ikke rigtigt at være på denne planet, men håbet lever, og måske er der en grund til, at vi er her endnu: Vi kan nå at gøre det godt igen.
12. Anna Meredith – FIBS
Den skotske komponists andet studiealbum er vidunderligt desorienterende. Det er et glimt af fremtiden, som det væver sig ind og ud mellem klassisk komposition og pop uden nogensinde at være nogen af delene. FIBS lyder som intet andet i 2019, og det er rørende i al sit hyperdrama. Det er til tider heroisk (som i Limpet, der kan minde en anelse om Fang Island i entusiasmen), og teksterne leveres alvorligt med afvæbnende humor: “You say you’re dancing in the deep end, but to me it looks like drowning.” Av.
11. Barker – Utility
Debutalbummet fra Sam Barker er ofte en slags ambient techno. Det er techno uden stortromme og ret radikalt i sin tilgang. Trommerne er simpelthen godt gemt væk. Det er blødt hakkende og hostende, men hele tiden med en plan. En usædvanligt stilsikker debut.
Joe Thornalley fik sit lille gennembrud i 2017 med sine produktioner for Frank Ocean, og i år udgav han så sit let overrumplende debutalbum fyldt med korte sange, hvoraf 13 af de 16 sange er under tre minutter lange. Noget er instrumental hiphop, noget er ambient, og en sang som Debold minder lidt om gode, gamle Múm. Vegyn er et sjovt bekendtskab.
9. Jenny Hval – The Practice of Love
Jenny er ikke bare fantastisk med ord, hun har også en klarere stemme end de fleste. Og så er hun gladere for ordspil, end hun måske selv vil indrømme. The Practice of Love siger det hele. Det er både en praksis, som hun behandler som et koncept, og det er en øvelse, altså en proces. Hun har det voldsomt svært med ordet kærlighed, og det behandles særligt i titelsangen, som er en slags samplet samtale mellem hende, Laura Jean og Vivian Wang (“I hate ‘love’ in my own language. It contains the entire word "honesty" inside it, which makes it sound religious, protestant, hierarchic, purified”). Jenny Hval er KunstPop med stort K og stort P.
8. Weyes Blood – Titanic Rising
Titlen er selvfølgelig en reference til filmen. Selvom alt hos Natalie Laura Mering er tilbagelænet, er det gammeldags dramatisk. Hun elsker film, og hele pladen er på sin vis filmisk (der er endda en sang ved navn Movies). Titanic Rising indeholder de stærkeste melodier på nogen plade fra 2019, og “true love is making a comeback” er årets herligste one-liner.
7. Julia Kent – Temporal
Tid til at blive deprimeret! Canadiske Julia Kent komponerer underspillet og spiller dramatisk med violinen i fokus. Det lyder som et soundtrack til vindblæste landskaber, en hyldest til de visnede markblomster. Musik til mørket. Det har vi heldigvis masser af.
6. 96 Back – Excitable, Girl
Evan Majumdar-Swift bor ganske vist i Manchester, men han er født i Sheffield, og det er derfor meget passende, at hans debutalbum ofte er lyden af stål. Det er techno og electro med en del afstikkere. Som på Lezi, hvor han lader os trække vejret med både smuk og ildevarslende ambient. Det hele lyder som et komprimeret, fremragende DJ-sæt.
5. Floating Points – Crush
Sam Shepherd kategoriseres som elektronisk musik, men det er ofte jazzet, om end i mindre grad end debutalbummet Elaenia fra 2015. Og fandme om ikke det også er inspireret af krautheltene Harmonia! Den gode hyrde balancerer det voldsomme og det rolige bedre end de fleste, og selvom han i korte øjeblikke giver så meget lods, at han næsten lyder som en tandlæge, kammer det aldrig helt over. LesAlpx er måske det enkeltstående elektroniske højdepunkt i år.
4. Triad God – Triad
Vinh Ngan har base i London og er af vietnamesisk og kinesisk afstamning. Meget mere vides ikke om ham. Triad er en slags opfølger til hans mixtape fra 2012, NXB, som også er lavet i samarbejde med producer Palmistry, og musikken er lige så indhyllet i mystik som hans begrænsede biografi. Han taler sig igennem det meste, ofte på kantonesisk, og de engelske sætninger gentages nærmest messende. Det lyder af en nær fremtid og ensomhed. Det er sært dragende, og jeg forstår ingenting.
3. Caroline Polachek – Pang
Chairlift var et ofte godt og lidt ujævnt popband med nogle gevaldige højdepunkter og en enkelt ret solid plade (Something fra 2012). Under eget navn når Caroline Polachek nye højder og udforsker virkelig sin formidable stemme, der mestrer alt fra det umiddelbare til det outrerede, der et par gange nærmest minder om fremtidscountry. Albummet er isnende klart produceret men med masser af varme. Fra hittet So Hot You’re Hurting My Feelings til sjæleren Look At Me Now er det en moderne popplade, der stort set har det hele.
2. Nkisi – 7 Directions
Syv eksperimenterende technokompositioner med titler skrevet med romertal. Det er slet ikke så prætentiøst, som det lyder. Nkisi er født i Congo, opvokset i Belgien og nu bosat i London. Hendes debutplade er inspireret af afrikansk kosmologi og congolesiske rytmer, der både lægger sig under synthesizeren og til tider banker løs over den. Det hele bør høres som en helhed, men skulle jeg under bizar tortur tvinges til at fremhæve en komposition, er nr. 4, undskyld IV, særligt vellykket.
1. These New Puritans – Inside the Rose
These New Puritans kunne i 2008 rubriceres som et marginalt mere ambitiøst band end Klaxons og andre bands i MySpace-æraen, og jeg var en af dem, der afskrev dem i flere år. Men englænderne voksede og voksede, indtil de pludselig leverede en dyster artpop-perle med Field of Reeds i 2013. Seks år senere vendte de endelig tilbage med den endnu tungere og endnu mere naturorienterede Inside the Rose. Det er lyden af dommedag med en lillebitte smule håb, og det er både underspillet og storladent. Særligt trommerne er ofte voldsomme i ellers stille øjeblikke, og det hele føles som en forhandling mellem såvel mennesker og maskiner som mennesker og natur og maskiner og natur. Som hvis Matrix 3 havde været en god film.
/Martin
