Med mit katolske ophav er det en tilbagevendende joke, at jeg kender bedre til skam end de fleste andre i Danmark. Skam fylder meget lidt i mit voksenliv, men jeg kan godt skamme mig lidt over, hvor lidt jeg ved om Indien. Jeg er ellers generelt interesseret i geografi, i omverdenen, folk omkring mig osv.
I dag fandt jeg ud af, at den by, som jeg har kaldt Madras hele mit liv, nu hedder Chennai. Ja, det har den såmænd heddet siden 1996. Nok om skam. Jeg tænkte på det, fordi sangerinden Ganavya er opvokset i Chennai (men født i New York).
Den skønne engelske jazzer Shabaka Hutchings har produceret. Måske det også er ham, der spiller fløjte? På det seneste har han i hvert fald taget en pause fra sin sax for at fyre den nænsomt af på fløjte. Floating Points/Sam Shephard er med på synth på flere sange. Det hele er ret introspektivt, ret eksperimenterende, ret jazzet. Havets brusen i mennesket.
Musikåret 2019 var som så mange år præget af en masse godt og en masse lort. Det var et godt år for elektronisk musik, og det var et år, hvor mange kvindelige sanger-sangskrivere markerede sig med fremragende udgivelser. Det var et år, hvor jeg fik lyttet til meget lidt hiphop, fordi det i forvejen fylder så vanvittigt meget. Jeg tvivler ikke på, at det har sin berettigelse. Poptimismen tog lidt overhånd i 2019, og der var lidt for meget trang til konsensus, der førte til en del overvurderede kunstnere og udgivelser. Jeg hørte for meget musik, og jeg tør ikke tænke på, hvad jeg er gået glip af ved kun at give visse plader få minutter eller en enkelt gennemlytning. Sådan har vi alle vore luksusproblemer.
Tak for i år! Her er mine 25 favoritplader fra 2019. Støt musikken og kunsten, som det er dig muligt. Vær god ved de medier, der tør gå i dybden og afsøge landskaberne langt væk fra algoritmerne. Støt dine lokale spillesteder. Sig fra over for det kalkulerede, som plæderer autenticitet (tak!).
Som altid: Tag denne liste og enhver anden rangeret liste med et gran salt. Lister skal være sjove og til inspiration. Skulle jeg lave listen igen i januar, ville flere alligevel bytte plads, og nye ville komme til. Sådan er lister: Aldrig den hele sandhed. Men forhåbentlig er der noget, du ikke har hørt før, som du ender med at kunne lide.
25. Bedouine – Bird Songs of a Killjoy
Azniv Korkejian dyrker klassisk sangskrivning. Det er folk med bløde trommer og diskrete strygere. Hun har selvfølgelig lyttet til Joni Mitchell, og det kan vi være glade for. Der er også elementer af Marissa Nadler og Jessica Pratt, og luftigheden i stemmen kan minde om Aldous Harding, hvis album Designer befinder sig et sted liiige uden for denne liste. Syriskfødte Azniv står også for en af de mest behagelige koncerter, jeg har set i år (i september på et fyldt Alice).
24. Lana Del Rey – Norman Fucking Rockwell!
Hun har modbevist de fleste af os. Efter nogle fremragende singler i 2011 og en hæderlig debutplade i 2012 løb Lana Del Rey ind i en del modstand: Hun var dårlig live, og der var ikke meget ved de efterfølgende plader. Med NFR! har hun ifølge de fleste lavet sin hidtil bedste plade, og det er svært at være uenig i. Sangene er stemningsfulde, og det største minus er, at albummet er for langt.
23. American Football – American Football (3)
Debutalbummet er allerede 20 år gammelt. Emo før den dårlige emo. College-stemning, som vi danskere kun kan drømme om gennem tv-skærmen. At de skulle komme tilbage og lave en hæderlig plade i 2016 var overraskende. At de skulle lave en tredje plade i 2019, som er endnu bedre end debutalbummet… Det var svært overraskende. Det er selvfølgelig en blasfemisk påstand, når debutalbummet indeholder så mange ikoniske øjeblikke, men den nye plade (som gudskelov også bare hedder American Football) hænger stærkere sammen. Og så lyder den storslået. Produktionen er noget af det bedste, jeg har hørt i år, og gæstevokalisterne fungerer fantastisk.
22. Tiny Ruins – Olympic Girls
Bandnavnet er bedårende, og det er Olympic Girls også. De kommer fra New Zealand og er i virkeligheden mest af alt Hollie Fullbrook: Født i Bristol og bosat i New Zealand fra 10-årsalderen. Fullbrook er en lidt gammeldags storyteller, der skaber enkle, men fyldige lydbilleder med sin guitar. Man hører tydeligt, at hun har turneret med Fleet Foxes, og det er okay. 21. Hand Habits – Placeholder
Meg Duffy har spillet med bl.a. Weyes Blood, Kevin Morby, The War on Drugs og William Tyler (hans Goes West er en hyggelig honourable mention fra 2019). Under navnet Hand Habits har hun i år udgivet sin anden plade fyldt med gode melodier og underspillede produktioner. Det hele er lidt opgivende, og det slipper hun virkelig godt fra.
20. Sharon Van Etten – Remind Me Tomorrow
Pladen starter med et nik til forgængeren Are We There fra 2014. Klaveret i I Told You Everything er stort set det samme som i starten af Afraid of Nothing, men melankolien er tungere her. Der er sket meget med Sharon van Etten på de fem år, og hun har meget at sige til sit yngre jeg. Den nyvundne visdom går igen pladen igennem, og det fungerer tydeligst og bedst på Seventeen, én af årets absolut bedste sange.
19. Nivhek – After Its Own Death / Walking in a Spiral Towards the House
Nivhek er et nyt navn for Grouper. Titlen på albummet er selvfølgelig lidt prætentiøs, men det gør ikke noget. Liz Harris har under sit nye navn lavet endnu et dybt deprimerende og virkelig flot plade, som dybest set er en påmindelse om vores egen dødelighed. Man står på verandaen og ser på støvet, hører vindspillet, kigger ned i jorden. Det mest grå album i 2019.
18. Angel Olsen – All Mirrors
Egentlig troede jeg, at jeg for en stund havde fået nok af Angel Olsen. Jeg har ikke turdet lytte til de gamle plader af frygt for, at de sidder fast i en tid. Førstesinglen og titelsangen gjorde ikke det store for mig, da den udkom i sensommeren. Men så kom andensinglen Lark. En sand perle, som også indleder pladen. Og på pladen sætter den en stemning, som løfter titelsangen og resten af pladen. Det hænger flot og mørkt sammen. Hun lider så at sige flottere end tidligere.
17. The Comet Is Coming – Trust in the Lifeforce of the Deep Mystery
Fra start til slut er Trust in the Lifeforce… spillet med en vanvittig nerve. Shabaka Hutchings har længe været en af de vigtigste skikkelser i Londons nye jazzscene, og her trutter han sig veloplagt gennem de ni ret forskellige sange, hvoraf Summon the Fire byder på et af årets mest mindeværdige riffffff.
16. Sasami – Sasami
Sasami Ashworth er amerikaner, men hendes debutalbum lyder umiskendeligt engelsk. Hun ved, hvad hun kan med sin stemme og holder det enkelt. Trommerne er let mekaniske, ofte krautede. Guitarerne er skarpe og klare. Det kunne næsten være en hyldestplade til Broadcast, og det kan man ikke have noget imod, når det er så gennemført.
15. Special Request – Offworld
Jeg kan lide enhver titel, der får mig til at tænke på Blade Runner. Paul Woolford har med Offworld lavet en lidt rodet plade, som dog har tilpas mange højdepunkter. Ofte er det en slags retrotechno. Resident Advisor beskriver det som tidlig Detroit-techno, der møder 80’ernes synth-funk, og det giver måske lidt en idé om de mange retninger, lytteren bliver taget med i.
14. Pure Bathing Culture – Night Pass
Pure Bathing Culture er et vidunderligt band. De gør tingene på deres egen måde, skriver flotte sange, fremstår sympatiske. En plade som Pray for Rain (2015) kunne være én af årtiets bedste popbedrifter, hvis de ikke havde overproduceret den. Hører man i stedet sangene i KEXP-versionerne, hører man straks, hvor gode de faktisk er. Sangene matcher de store produktioner bedre på Night Pass, hvor det kunne lyde til, at duoen har været dybt nede i Tango in the Night – det kan man ikke fortænke dem i. Pure Bathing Culture er feriefølelse, og det har vi alle sammen brug for.
Der er få bands, der har overlevet at brage ind på Pitchfork-radaren i midten af nullerne, som det er lykkes for Deerhunter. De udgiver udelukkende gode plader, og med WHEAD har de tilmed lavet deres bedste siden Halcyon Digest i 2010. Titlen antyder både forundring og skuffelse, og det passer glimrende på stemningen pladen igennem. Vi fortjener ikke rigtigt at være på denne planet, men håbet lever, og måske er der en grund til, at vi er her endnu: Vi kan nå at gøre det godt igen.
12. Anna Meredith – FIBS
Den skotske komponists andet studiealbum er vidunderligt desorienterende. Det er et glimt af fremtiden, som det væver sig ind og ud mellem klassisk komposition og pop uden nogensinde at være nogen af delene. FIBS lyder som intet andet i 2019, og det er rørende i al sit hyperdrama. Det er til tider heroisk (som i Limpet, der kan minde en anelse om Fang Island i entusiasmen), og teksterne leveres alvorligt med afvæbnende humor: “You say you’re dancing in the deep end, but to me it looks like drowning.” Av.
11. Barker – Utility
Debutalbummet fra Sam Barker er ofte en slags ambient techno. Det er techno uden stortromme og ret radikalt i sin tilgang. Trommerne er simpelthen godt gemt væk. Det er blødt hakkende og hostende, men hele tiden med en plan. En usædvanligt stilsikker debut.
10. Vegyn – Only Diamonds Cut Diamonds
Joe Thornalley fik sit lille gennembrud i 2017 med sine produktioner for Frank Ocean, og i år udgav han så sit let overrumplende debutalbum fyldt med korte sange, hvoraf 13 af de 16 sange er under tre minutter lange. Noget er instrumental hiphop, noget er ambient, og en sang som Debold minder lidt om gode, gamle Múm. Vegyn er et sjovt bekendtskab.
9. Jenny Hval – The Practice of Love
Jenny er ikke bare fantastisk med ord, hun har også en klarere stemme end de fleste. Og så er hun gladere for ordspil, end hun måske selv vil indrømme. The Practice of Love siger det hele. Det er både en praksis, som hun behandler som et koncept, og det er en øvelse, altså en proces. Hun har det voldsomt svært med ordet kærlighed, og det behandles særligt i titelsangen, som er en slags samplet samtale mellem hende, Laura Jean og Vivian Wang (“I hate ‘love’ in my own language. It contains the entire word "honesty" inside it, which makes it sound religious, protestant, hierarchic, purified”). Jenny Hval er KunstPop med stort K og stort P.
8. Weyes Blood – Titanic Rising
Titlen er selvfølgelig en reference til filmen. Selvom alt hos Natalie Laura Mering er tilbagelænet, er det gammeldags dramatisk. Hun elsker film, og hele pladen er på sin vis filmisk (der er endda en sang ved navn Movies). Titanic Rising indeholder de stærkeste melodier på nogen plade fra 2019, og “true love is making a comeback” er årets herligste one-liner.
7. Julia Kent – Temporal
Tid til at blive deprimeret! Canadiske Julia Kent komponerer underspillet og spiller dramatisk med violinen i fokus. Det lyder som et soundtrack til vindblæste landskaber, en hyldest til de visnede markblomster. Musik til mørket. Det har vi heldigvis masser af.
6. 96 Back – Excitable, Girl
Evan Majumdar-Swift bor ganske vist i Manchester, men han er født i Sheffield, og det er derfor meget passende, at hans debutalbum ofte er lyden af stål. Det er techno og electro med en del afstikkere. Som på Lezi, hvor han lader os trække vejret med både smuk og ildevarslende ambient. Det hele lyder som et komprimeret, fremragende DJ-sæt.
5. Floating Points – Crush
Sam Shepherd kategoriseres som elektronisk musik, men det er ofte jazzet, om end i mindre grad end debutalbummet Elaenia fra 2015. Og fandme om ikke det også er inspireret af krautheltene Harmonia! Den gode hyrde balancerer det voldsomme og det rolige bedre end de fleste, og selvom han i korte øjeblikke giver så meget lods, at han næsten lyder som en tandlæge, kammer det aldrig helt over. LesAlpx er måske det enkeltstående elektroniske højdepunkt i år.
4. Triad God – Triad
Vinh Ngan har base i London og er af vietnamesisk og kinesisk afstamning. Meget mere vides ikke om ham. Triad er en slags opfølger til hans mixtape fra 2012, NXB, som også er lavet i samarbejde med producer Palmistry, og musikken er lige så indhyllet i mystik som hans begrænsede biografi. Han taler sig igennem det meste, ofte på kantonesisk, og de engelske sætninger gentages nærmest messende. Det lyder af en nær fremtid og ensomhed. Det er sært dragende, og jeg forstår ingenting.
3. Caroline Polachek – Pang
Chairlift var et ofte godt og lidt ujævnt popband med nogle gevaldige højdepunkter og en enkelt ret solid plade (Something fra 2012). Under eget navn når Caroline Polachek nye højder og udforsker virkelig sin formidable stemme, der mestrer alt fra det umiddelbare til det outrerede, der et par gange nærmest minder om fremtidscountry. Albummet er isnende klart produceret men med masser af varme. Fra hittet So Hot You’re Hurting My Feelings til sjæleren Look At Me Now er det en moderne popplade, der stort set har det hele.
2. Nkisi – 7 Directions
Syv eksperimenterende technokompositioner med titler skrevet med romertal. Det er slet ikke så prætentiøst, som det lyder. Nkisi er født i Congo, opvokset i Belgien og nu bosat i London. Hendes debutplade er inspireret af afrikansk kosmologi og congolesiske rytmer, der både lægger sig under synthesizeren og til tider banker løs over den. Det hele bør høres som en helhed, men skulle jeg under bizar tortur tvinges til at fremhæve en komposition, er nr. 4, undskyld IV, særligt vellykket.
1. These New Puritans – Inside the Rose
These New Puritans kunne i 2008 rubriceres som et marginalt mere ambitiøst band end Klaxons og andre bands i MySpace-æraen, og jeg var en af dem, der afskrev dem i flere år. Men englænderne voksede og voksede, indtil de pludselig leverede en dyster artpop-perle med Field of Reeds i 2013. Seks år senere vendte de endelig tilbage med den endnu tungere og endnu mere naturorienterede Inside the Rose. Det er lyden af dommedag med en lillebitte smule håb, og det er både underspillet og storladent. Særligt trommerne er ofte voldsomme i ellers stille øjeblikke, og det hele føles som en forhandling mellem såvel mennesker og maskiner som mennesker og natur og maskiner og natur. Som hvis Matrix 3 havde været en god film.
2015 er mange steder blevet beskrevet som et annus horribilis. Men de mange katastrofer og humane skuffelser er lykkeligvis blevet udfordret af megen skønhed og altruisme.
Musikalsk har vi ikke haft meget at klage over. Der har altid været masser af lortemusik, men det er der ingen grund til at dvæle ved, når der er så megen veloplagt popmusik, elektroniske eksperimenter, psykedeliske udfordringer, jazzede rumekspeditioner, afvæbnende katharsis og alt derimellem.
Mange hæfter sig ved, at det urbane vinder frem. At det udelukkende er det, "de unge" lytter til. Fint. Meget af det er rigtig godt og hjælper mange med at udtrykke sig. Som det altid har været med populærmusik.
Ellers har 2015 selvfølgelig fulgt de seneste mange års tendens med at placere de stærkeste numre i starten af albummet, om end enkelte pladeselskaber har luret, at lytterne har luret dem. En marginal fremgang i 2015 har været en forbedret sequencing. Kynikerne vil sige, at det skyldes bedre arbejde med den megen data, vi leverer gennem streamingtjenester. Måske har de ret, men 2015 blev ingenlunde året, der slog albumformatet ihjel. Undertegnede holder også meget af one-hit-wonders, så det er ikke nostalgikeren, der her taler. Sådan er det bare.
God musik åbner døre. Formidabel musik skaber verdener. Nysgerrighed kan kurere det meste.
De seneste dage har jeg byttet om på rækkefølgen af nedenstående for at se, hvad jeg kunne stå inde for. En eftermiddag bød på en dramatisk højdespringer, og en aften bød på en ny introduktion og dermed også afsked. Sagt på en anden måde: rækkefølgen er i sidste ende ikke så vigtig. Nogle synes, den er sjov, og jeg ser det som en fin udfordring. Jeg vil bare gerne anbefale disse plader, ligesom jeg vil anbefale så mange andre. Tak for jeres tålmodighed og nysgerrighed.
25. Panda Bear – Panda Bear Meets the Grim Reaper
At lytte til Panda Bear er ofte lyden af et rumvæsen, der kærligt forsøger at forstå livet på Jorden. Noah Lennox kan synes så verdensfjern, at han kun har sin fascination af lyde og gode melodier at klamre sig til. Med denne fascination er det endnu en gang lykkes ham at skabe en samling sange, der oftere end ikke kredser om døden.
24. Grimes – Art Angels
Man måtte vente længe, og Grimes havde travlt med at tage afstand til sit "gamle" materiale. Også hun siges at leve i sin egen verden, og som hun synger på den forrygende California: "I get carried away." Hun forholder sig flere gange til de mange portrætter, hun har måttet lægge ører og øjne til, og dem undersøger hun fornemt. Flere sange rammer langt ved siden af målet, men de gode er så stærke, at Art Angels utvivlsomt har været ventetiden værd. Ikke mindst Flesh without Blood, der hører blandt årets absolut bedste sange.
23. New Order – Music Complete
New Order hører blandt musikhistoriens bedste og mest underholdende bands. At de i 2015 stadig kan levere noget, der føles relevant, er i sig selv en mindre åbenbaring. Nogle af de mest holdbare singler fra det forgangne år findes her med Restless og Singularity, hvor særligt sidstnævnte virkelig viste sin styrke, da jeg var så heldig at overvære dem i Berlin tilbage i november.
22. Mbongwana Star – From Kinshasa
Storbyen Kinshasa har i mange år haft en spillevende kunstscene, selvom midlerne for de flestes vedkommende har glimret i deres fravær. På trods af mange problemer har From Kinshasa endelig set dagens lys. Ensemblets debut er en uforudsigelig omgang, der sjældent er kedelig og konsekvent nægter at overgive sig til indignation. Den gyngende Nganshé er komponeret og produceret decideret unikt.
21. Vince Staples – Summertime '06
De fleste steder er Kendrick Lamar løbet med opmærksomheden i hiphoppens 2015, og der er megen grund til at rose hans stærke To Pimp a Butterfly. Vince Staples' Summertime '06 er en anden størrelse, hvis frø er langsommere om at vokse mod tinderne. Det gør han ikke desto mindre, og med disse skildringer af hans første ungdom skriver han sig nu ind i en både skræmmende og stolt amerikansk tradition, hvormed han placerer sig langt fremme i feltet som én af de mest interessante rappere i dag.
20. Destroyer – Poison Season
Det er ikke nemt at måle sig med Kaputt. Destroyers gennembrud har vist sig at være ét af de mest langtidsholdbare albums de seneste år, og man forstår, at Dan Bejar ikke har lyst til at forholde sig for meget til det i dag. Mindre kan også gøre det, men Poison Season følger sin egen sofistikerede logik, så vi ikke behøver bekymre os for meget om sammenligninger. Fedtfattig fløde til kaffen kan her bruges som en kompliment for første og sidste gang.
19. Braids – Deep in the Iris
Det canadiske band har med Deep in the Iris taget et modigt skridt. Hvor det ofte kan synes kompromitterende at nærme sig det poppede, bliver det eksperimenterende derimod hyldet som noget, der automatisk bør efterstræbes. Groft sat op, naturligvis. Braids har begået et pop-statement og en feministisk manifestation, der rummer udflugter og sange.
18. Lower Dens – Escape from Evil
Der er ingen Brains på Lower Dens' seneste. Men hvor der måske ikke er en krautet banger, er der til gengæld en plade, der holder niveau fra start til slut. Escape from Evil er måske nok en anelse lysere. Som at afsløre sig selv i at skære folk over én kam i et indkøbscenter. Smile over denne frakobling og genforenes med medmennesker, før man drager på den samme rejse.
17. Twerps – Range Anxiety
Hooks! Melodier! Stærke vokaler! Variation! Range Anxiety når vidt omkring, og australske Twerps har med Shoulders også lavet én af årets bedste sange. Geografien taget i betragtning giver sammenligninger med giganterne The Go-Betweens en vis mening, og i enkelte øjeblikke må man erklære sig enig i denne kompliment. 16. 2814 – 新しい日の誕生
2814 bliver beskrevet som et samarbejde mellem to personer. Jeg ved forsvindende lidt om dem, og sådan foretrækker jeg det. Albummet lever retrofuturistisk et sted mellem Blade Runner og Lost In Translation. Ambient skønhed og forrygende musik til toget. 15. Prurient – Frozen Niagara Falls
Dobbeltalbummet Frozen Niagara Falls har kun én svaghed: det er så mørkt, at det er svært at finde de rigtige tidspunkter at lytte til det. Prurient formidler gennem støj, og den produktive Dominick Fernow udgiver også gerne også andre navne. Han er dedikeret til undersøgelsen af menneskets skyggesider. Men disse ører har sjældent hørt det så sammenhængende som i dette brutale tilfælde.
14. Viet Cong – s/t
Med implosionen af Women stod vi som vidner til et biluheld. Viet Cong er næsten det umuliges kunst: genopstandelse og reflekteret harme. Med direkte tråde til den vredeste post-punk træder Viet Cong ind på scenen med sjældent effektive flænsende guitarer. Et koldt marmorgulv bliver varmere.
13. Mount Eerie – Sauna
Phil Elverum er for mange lig med noget ganske langsommeligt, selvom også The Microphones havde elementer af mere hårdtslående og hurtigtløbende kompositioner. Sauna er mestendels i den første lejr. Yderst fornemme anmeldelser til trods har dobbeltalbummet levet en lidt stille tilværelse, hvad der synes typisk for Mount Eerie. Kvaliteten er ellers evigtgyldig: regn på ruden.
12. Colleen – Captain of None
Franske Cécile Schott har med Captain of None taget røven på mange af os. Hendes loop-baserede sange har fået et utroligt effektfuldt lag dub, der passer perfekt til hendes blanding af elektronisk og klassisk musik.
11. Blanck Mass – Dumb Flesh
Den ene halvdel af Fuck Buttons lyder ikke overraskende meget som Fuck Buttons. Det er en god ting. Kombinerer man albumtitlen med en sangtitel som Dead Format aner man næsten, at der uddeles et lag kunstneriske tæsk til menneskeheden. Et spejl, der afslører en vis grimhed eller et stilleben med rådnende frugt til minde om vores forgængelighed.
10. Beach House – Thank Your Lucky Stars
To plader inden for få måneder er en god historie. De fleste nåede at erklære sig tilfredse med Depression Cherry, men da først Thank Your Lucky Stars blidt ramte os ud af det blå, var der kun få, der havde brug for at lufte nogen form for skuffelse over sommerudgivelsen: Beach House hører til, hvor vi har brug for et tæppe, og det er vi taknemmelige for. Nu med guitarhøvl.
9. Darkstar – Foam Island
Hvor står den politiske musik i 2015? Aldrig så stærkt som med Foam Island. Duoens tredje album er bl.a. skabt på baggrund af 15 rejser til Huddersfield for at interviewe unge mennesker og tage udgangspunkt i deres historier. Darkstar har skabt et elektronisk og dybt menneskeligt portræt af en nervøs ungdom med dragende højdepunkter som Pin Secure og ikke mindst Stoke the Fire.
8. Holly Herndon – Platform
Brudstykker af mening. Platform er et sandt puslespil. At Holly Herndon forsker og underviser i komposition giver mening på mange niveauer, og Platform er til en vis grad et studium i niveauer. Popmusikken er under overfladen, og vi kan skimte den tilstrækkeligt til at bevare tålmodigheden.
7. HEALTH – Death Magic
Shredder blev kaldt både 'Flænseren' og 'Rivejernet' i gamle tegneserier og tegnefilm. Turtles var det bedste i verden, men man blev ikke synderligt skræmt af en mand ved navn 'Rivejernet'. Nogle gange minder HEALTH mig om Shredder. På de fleste dage tænker jeg bare, at de er blandt mine absolutte yndlingsbands. Live som på plade. De undersøger støj på poppens præmisser og har endog fundet plads til en slags ballade med Life. De mange års ventetid har været det hele værd.
6. Jamie xx – In Colour
De fleste vil nok være enige om, at The xx egner sig bedst til natten. Det gælder sandelig også for Jamie Smiths solodebut, hvorpå flere bandmedlemmer gæster. Trods et minimalistisk udgangspunkt tager han os med i adskillige retninger og tager endog visse risici undervejs. 5. CHVRCHES – Every Open Eye
Den skotske trio er kun blevet større siden udgivelsen af deres anden fuldlængde, og alligevel synes Every Open Eye en undervurderet sag. Det er marginalt mindre kantet end debuten og undersøger i endnu højere grad popmusikkens demokratiserende potentiale. Martin Doherty får lov at synge på den sympatiske High Enough to Carry You Over, der – forudsigeligt – er pladens eneste lavpunkt. Ellers fører Lauren Mayberry os med skrøbelig autoritet gennem 10 fantastisk komponerede popsange. På Down Side of Me introducerer de endog en mere eksistentialistisk vinkel, der skal blive spændende at følge lyrisk på deres næste udspil (hør selvransagelsen i ordene "I never do what I used to"). 4. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell
Som med Panda Bear er også Carrie & Lowell produktet af død. Moderen kom og gik, tog familien tilbage og forlod dem igen. Hun døde i 2012. Stedfaderen, Lowell, måtte finde sig i meget og var så stor en inspiration for Sufjan, at han i dag driver stedsønnens pladeselskab. Carrie & Lowell er – som alle hans plader – dybt personlig, og det er også hans bedste. Mange anmeldere har understreget, hvor nøgen den er. Dette er kun delvist rigtigt: det er ofte underspillet, men der foregår så meget i kulissen, at intet kan tages for givet. På samme måde som man ikke blot kan afskrive en forpint sjæl som moderen Carrie. 3. Majical Cloudz – Are You Alone?
Majical Cloudz er usædvanligt vokalbåret. Devon Welsh kan håndtere det; ikke grundet spændvidde eller exceptionelt talent men pga. kvaliteter som timing og god, gammeldags indlevelse. Matthew Otto fylder lydbilledet ud med begrænsningens kunst, og de to supplerer hinanden stort set perfekt. Sange som Silver Car Crash og særligt Downtown hører blandt årets absolut smukkeste. 2. Floating Points – Elaenia
Årets elektroniske højdepunkt er stærkt inspireret af selveste Talk Talk. Det vil sige: den senere Talk Talk. Men inspirationen fra mestrene udtrykker sig primært i den jazzede tålmodighed, man eksempelvis oplever i den fabelagtige Silhouettes (I, II & III). Der er ligeledes masser af soul og klassisk musik i lydbilledet. Sam Shepherd arbejder ikke med samples, og næsten alt er derfor nyindspillet til den overvældende helhed, debutalbummet Elaenia udgør. Er der nogen plade fra 2015, der har en mere effektfuld finale end Peroration Six? 1. Julia Holter – Have You In My Wilderness
Begrebet kunstpop er forfærdeligt på mange måder. Julia Holter er både pop og kunst. Hun og hendes musik er umådeligt sympatisk, medrivende og på alle måder forbilledligt. Med Have You In My Wilderness har hun begået sin bedste plade til dato, og med Feel You står hun tilmed bag årets bedste single og video.
