Philadelphia-rock. Når man husker, at de kommer derfra, føles det mere naturligt, at de laver stadionmusik.
The War On Drugs er på vej med deres femte album, og selvom jeg har været mellem ret glad og meget glad for deres fire foregående, troede jeg, at jeg var færdig med dem.
Med titelsangen I Don't Live Here Anymore er de imidlertid noget nær uimodståelige: Det er 80er-Bruce i al sin pomp, det er Boys of Summer, det er nærmest Håkan'sk, selvom man må betvivle, om frontmand Granduciel og co. har lyttet til kongen af Göteborg.
Jess Wolfe og Holly Laessig fra Lucius synger backingvokal, som om de altid havde været en del af bandet, som om de var født til dette øjeblik, som om de bor inde i sangen.
The War On Drugs kommer nok aldrig til at overgå dette øjeblik, og det er helt fair. Jeg kan kun takke dem for det.
I Don't Live Here Anymore udkommer 29. oktober.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar