Jeg er åbenbart ikke færdig med War On Drugs

Philadelphia-rock. Når man husker, at de kommer derfra, føles det mere naturligt, at de laver stadionmusik. 

The War On Drugs er på vej med deres femte album, og selvom jeg har været mellem ret glad og meget glad for deres fire foregående, troede jeg, at jeg var færdig med dem.

Med titelsangen I Don't Live Here Anymore er de imidlertid noget nær uimodståelige: Det er 80er-Bruce i al sin pomp, det er Boys of Summer, det er nærmest Håkan'sk, selvom man må betvivle, om frontmand Granduciel og co. har lyttet til kongen af Göteborg.

Jess Wolfe og Holly Laessig fra Lucius synger backingvokal, som om de altid havde været en del af bandet, som om de var født til dette øjeblik, som om de bor inde i sangen.

The War On Drugs kommer nok aldrig til at overgå dette øjeblik, og det er helt fair. Jeg kan kun takke dem for det.

I Don't Live Here Anymore udkommer 29. oktober.

The War On Drugs – I Don't Live Here Anymore (YouTube)

/Martin

The War On Drugs tilbage med røde øjne

The War On Drugs er tilbage. Til marts udgiver de deres nye plade Lost in the Dream på Secretly Canadian, der ligeledes tog sig af den overbevisende forgænger Slave Ambient.

Førstesinglen Red Eyes har allerede fået fin opmærksomhed, og det er værd at bemærke, hvor meget den åbner sig op gennem talrige gennemlytninger. Sangskriver Adam Granduciel har altid skiftet meget ud i besætningen, men man hører naturligvis stadig spor af Kurt Vile i dette første udspil. Det lyder umiddelbart også som om, Jeff Zeigler stadig sidder bag knapperne.

Som med Kurt Vile er det også svært ikke til tider at tænke på en vis folkelighed gennem dyrkelse af klassikere som Dire Straits og Tom Petty. Bemærk også det interessante C-stykke.



/Martin