Årets album 2022

Dette er den 16. årsliste, jeg laver på bloggen. At se tilbage på nogle af de gamle er lidt tåkrummende, men det har i sig selv en værdi, fordi det dengang fremstod så åbenlyst, så klart, at de 25 plader bare var årets bedste. Det føltes rigtigt i 2007, i 2008 osv. Men selv dengang vidste jeg, at selve placeringen er arbitrær. Hvor sikker er man på, at den ene udgivelse skal være nr. 17 og ikke 18 på listen? Mange vil også mene, at årslister i sig selv er fjollede, og det er heller ikke løgn. Men det er ikke det samme som at sige, at de ikke har nogen værdi.

Det skriver jeg lidt om hvert år, og det er også en vigtig disclaimer. Men jeg har en trang til at retfærdiggøre det, altså at lave disse lister, og jeg mener vitterligt, at årslister først og fremmest bare skal være inspirerende og sjove. Give læserne mulighed for at finde god musik.

Tak for i år. Her er 22 plader, jeg særligt har nydt i 2022.

22. Courtney Marie Andrews: Loose Future

Arizona-sangskriverens niende album er tilgængelig americana, der grænser til pop. Chris Bear (Grizzly Bear) er med på trommer, og Josh Kaufman (Bonny Light Horseman mm.) er ligeledes med på alverdens instrumenter. Singlen ‘Satellite’ er noget af det rareste fra 2022.

21. Burial: Streetlands EP + Antidawn EP

Den engelske superproducers to EP’er fra 2022 – med en samlet længde på en time og 17 minutter – er næsten beatløse. Men de bærer hans signaturpræg, den knitrende lyd og tågede fornemmelse. Det er open world-computerspil i regnvejr.

20. Hannah Peel + Paraorchestra: The Unfolding

Store følelser i øjenhøjde. Det er filmmusik, det er nyklassisk, og det taler direkte til sjælen. Nordireren har tidligere komponeret til bl.a. Game of Thrones, men her er det storladent på lidt mere underspillet vis. Paraorchestra er et progressivt orkester fra Bristol, der kombinerer klassiske med elektroniske instrumenter. De arbejder med tilgængelighed i både åndelig og bogstavelig forstand: De bærer navnet Paraorchestra, fordi der også er plads til musikere med handicap.

19. Emeka Ogboh: 6​°​30​’​33​.​372​”​N 3​°​22​’​0​.​66​”​E

Den nigerianske producer har zoomet ind, helt ind, på et busstoppested i Lagos. Samtaler, dyttende biler, tilfældige udvekslinger. Alle disse samples smelter sammen med trommer, bas og lidt synth. Det er ultralokalt og samtidig sit eget sted uden for os. Ambient techno af en art, men mest af alt en menneskelig puls.

18. Sofie Birch: Holotropica

Ambient elektronisk med plads til både veldoseret saxofon, harpe og fløjte. Hun har været et anerkendt navn i både ind- og udland i nogle år, og i år kom så første fuldlængde. Eventyrligt på den stenede måde.

17. Jana Horn: Optimism

Et debutalbum så enkelt og effektfuldt, at man næsten ikke kan tro det. Det kan i øjeblikke minde lidt om Lidt Yo La Tengo i produktionen, særligt trommerne. I andre øjeblikke er nøgenheden så afvæbnende, at man snarere tænker på Mount Eerie.

16. Heather Woods Broderick: Domes

Instrumental cello-tristesse. Heather er multiinstrumentalist og sangskriver fra Portland, som denne gang holder stemmen i ro og lader celloen tale. Det er meditativ drone, der hjælper med at lade tankerne vandre eller snarere flyde.

15. Weyes Blood: And in the Darkness, Hearts Aglow

Natalie Mering hører til en anden tid. Som sangskriver holder hun af langsomme, tålmodige sange. Hun holder også af 70’erne, Carpenters, romantisk og cinematisk folk. Med sit hidtidige hovedværk Titanic Rising (2019) markerede hun sig som én af få værdige hovedpersoner fra 2010’ernes indie-scene. Denne opfølger er lige så sympatisk og nærmer sig i perioder skønheden fra forgængeren.

14. Anaïs Mitchell: Anaïs Mitchell

Hun er bl.a. kendt fra charmerende Bonny Light Horseman (som også har udgivet et fint album i år). Josh Kaufman fra samme band har produceret, og han skaber også her ren vellyd, så Anaïs’ herlige stemme kan folde sig ud. Det er ikke helt en whiskystemme, i så fald ikke røget, men den har marineret lidt. Der er erfaring og livsklogskab bag.

13. Molly Nilsson: Extreme

DIY-synthpop fra Berlin med den svenskfødte kunstners velkendte sans for både humor og indignation. På sit 10. album er hun mindre minimalistisk, end hun plejer, og en anelse mere rocket.

12. Caroline: Caroline

8 m/k stort orkester, der laver folkemusik og post-rock. Det er traurigt og leveret alvorligt og fantasifuldt, ofte grænsende til det mismodige. Der er sørgekor, lange passager med opbygning og stille nedrivning. Gå en tur i gråvejret med denne sympatiske satan.

11. Hagop Tchaparian: Bolts

Debutalbum af britisk-armensk producer. Techno med et bankende hjerte baseret på field recordings samlet i Armenien og rundt omkring Middelhavet de seneste 15 år. Han kommer egentlig fra en punkbaggrund, men endte dybere og dybere i Londons klubscene, hvor han lærte Four Tet og Hot Chip at kende. Der er gang i trommerne, godt med percussion og gnist.

10. Christine and the Queens: Redcar les adorables étoiles

Franskmandens hidtil bedste album. Der er færre åbenlyse hits, mere jam, måske mere teater eller musical, men ikke skabagtigt. Der er skruet lidt op for 80’er-produktionen, og det er en rigtig god beslutning.

9. Dawn Richard + Spencer Zahn: Pigments

Klassisk musik møder R&B. Ud fra den beskrivelse kunne man måske undervejs undre sig over, hvad man egentlig lytter til, men det glider så let sammen. Verdener væver sig ligesom ind i hinanden. Som DNA-strenge, der flyver væk mod nogle bjerge.

8. Horsegirl: Versions of Modern Performance

Teenagetrio fra Chicago, der mirakuløst levede op til hypen med dette debutalbum fyldt med både angst og selvironi. De har succes med både stram post-punk og slacker-rock, selvom det aldrig kammer helt over i sidstnævnte. Stærke hooks.

7. Cate Le Bon: Pompeii

Art-pop med overskud. Man ser vindblæste landskaber for sig. Det er lyden af et menneske, der har følt sig fremmedgjort og nu rækker ud igen. Måske waliserens hidtil bedste album.

6. Let’s Eat Grandma: Two Ribbons

Alternativ pop med en snert af electropop. I nogle øjeblikke er det endog vidunderlig pop! De to engelske venner har holdt en lille pause og er vendt tilbage med stor inspiration.

5. Andrew Tuttle: Fleeting Adventure

Kosmisk country. Et ambient eventyr med pedal steel, violin, saxofon, banjo og meget mere. Australske Andrew Tuttle skaber landskaber, som også William Tyler og Chuck Johnson gør det. Sidstnævnte har da også mixet albummet og leveret pedal steel på én af sangene. Steve Gunn er også blandt de mange bidragydere.

4. Mabe Fratti: Se Ve Desde Aquí

Cellist og komponist fra Guatemala, der placerer sig et sted mellem ambient og avantgarde. Det er hverdagsmagi, hvor hun – i forhold til sidste års mere romantiske Será Que Ahora Podremos Entendernos – har skruet op for både jazz og støj. Det er stadig en overvejende stille omgang med forståelse for stilheden. Arthur Russell og Mark Hollis høres, men mest af alt bare en virkelig spændende cellist, komponist og sangerinde fra Guatemala.

3. Maya Shenfeld: In Free Fall

Lydkunstner fra Jerusalem, der bor i Berlin og her har læst komposition på Universität der Künste. Der er højt til loftet i musikken, der kombinerer analog synth med dyb, stemningsmættet brug af blæsere. Det er minimalistisk, men stort. Ikke ulig anden halvdel af Bowies Low i stemning, som The Guardian fint har sammenlignet det.

2. Barrie: Barbara

Stærke popsange med effektiv sommer-teen-sensibilitet. Barrie Lindsay skriver sangene selv, men det lyder som et band helt i starten af mp3-æraen. Lejlighedsvis med virkelig flotte harmonier. Enormt veloplagt.

1. Naima Bock: Giant Palm

Den engelske sangskriver er tidligere medlem af Goat Girl, har læst arkæologi og arbejdet som gartner. Det er ikke helt uvæsentligt, for hun skriver alternative folk-pop-sange med både forståelse for og interesse i historie, arkitektur og natur. Der er en respekt for musikhistorien og langsomheden. Hun lyder som én, der har god tid og gerne vil have, at vi andre skal have det. Stemmen kan minde om Bedouine, og der er en luftighed, som afspejles i Joel Burtons produktion. Der er mange bidrag fra interessante London-musikere, bl.a. et par stykker fra Caroline (som er med længere oppe på listen). Naima Bock har i øvrigt en brasiliansk baggrund, hvilket både høres i tropicália-inspiration og meget konkret på albummets sidste sang, hvor hun folder sig ud på portugisisk. En ubesværet debut.

/Martin

Årets album 2018

Musikken er igen en kampzone. Popmusikken er på én og samme tid blevet meget mere interessant og meget mere kedelig. Vi fylder verden op med data, og vi får smidt det i hovedet, som vi allerede kan lide. Det er heldigvis kun én side af sagen: Der er nemlig rigeligt med interessant musik og gode rollemodeller derude.

Der er vigtige diskussioner på spil om musik og køn, selvom mange af dem forbliver sort/hvide. Potentialet er der, men egentligt frugtbare diskussioner bliver det sjældent. Her kan musikken heldigvis tale, når kommentatorerne går i stå eller (som oftest) gentager sig selv.

Støt musikken, som du kan. Vær god ved de medier, der tør gå i dybden og afsøge landskaberne langt væk fra algoritmerne.

Tak for et fint 2018. Her er mine 25 favoritplader. Listen ville nok se anderledes ud i går og i morgen.

25. The Field – Infinite Moment

Da svenske Axel Willner debuterede under navnet The Field i 2007, var elektronisk musik mig relativt fremmed. Jeg lyttede og lyttede, og jeg kunne lide det, men det blev ikke hos mig som så meget andet. Titlen blev imidlertid hos mig: From Here We Go Sublime. I dag forstår jeg det bedre, hvis det da handler om at forstå. På Infinite Moment vejer melankolien tungere, og de seks sange får god plads til at lette og lande.

24. Spiritualized – And Nothing Hurt

Det er vanskeligt ikke at holde af Jason Pierce, selvom tidligere bandmedlemmer måske ikke føler samme ukomplicerede kærlighed, som man ofte får serveret i hans sange. And Nothing Hurt er klassisk Spiritualized, og det er det bedste fra dem/ham i 21 år. Veloplagt og veldoseret. Eller: stort, større, Spiritualized.

23. Yo La Tengo – There's a Riot Going On

Gode, gamle Yo La Tengo. Et godt bud på verdens mest behagelige band sammen med The Clientele og Belle & Sebastian. På deres 15. studiealbum er de lige så charmerende ujævne, som de også er på deres bedste plader. De kan tillade sig det, fordi deres gode øjeblikke er så gode, og fordi de selv i mere fjollede øjeblikke gør det på en måde, hvor der er en visdom på spil i enkeltheden, som kan spille lytteren et puds: mener de det? Med For You Too har de tilmed lavet én af årets bedste sange.

22. Janelle Monáe – Dirty Computer

Hun gør popmusik sjov, og hun slører grænserne mellem det menneskelige og maskinelle. Dermed sætter hun autenticitetsopfattelsen på en prøve, og det er noget af det absolut vigtigste, en kunstner kan gøre. Hun er blevet kaldt en androide, har kaldt sig selv en androide og har som androide lavet en dejlig popplade med masser af hjerte.

21. Khruangbin – Con Todo El Mundo

De har narret de fleste til at tro, at de var fra et eksotisk sted, som man blev ved at glemme navnet på. I virkeligheden er de bare fra Houston, og de elsker både Thailand og bas. Det er som oftest instrumentalt, det er som oftest en lille smule psykedelisk, og det er som oftest reddy fint.

20. Blawan – Wet Will Always Dry

Engelske Jamie Roberts lever sikkert lige så meget i sit eget hoved som alle os andre. Han er bare bedre til techno, end vi andre er. Da jeg var barn, troede jeg, at techno var det samme som trance, som man kendte det fra The Voice. Blawan er én af de bedste, jeg kender til inden for sit felt, og selvom det ofte har en nærmest barsk lyd, er der også bangers på Wet Will Always Dry.

19. Tracey Thorn – Record

Tracey Thorn er en formidabel sangskriver. Som mange andre har jeg heller aldrig været voldsomt begejstret for Everything But The Girl, men Tracey solo er en anden sag. En anden sang. I et år med så megen kønsaktivisme i musikverdenen har Tracey Thorn gjort det stærkere end nogen anden. Teksterne er enkle, og det er ganske enkelt svært at finde andre, der er lige så gode til at få både melodi og tekst til at sidde fast efter så få gennemlytninger. En gylden pen.

18. The Goon Sax – We're Not Talking

Den australske trio har fundet fodfæstet. Slægtskabet med Robert Forster er både kødeligt og symbolsk, og det er kun en god ting. Charmen ligger bl.a. i den naturlighed, der skinner igennem i sangskrivningen. Idéerne synes ufiltrerede, og de er næsten altid gode.

17. Sons of Kemet – Your Queen Is a Reptile

Din dronning er en reptil, men min dronning... Udgangspunktet for pladen er en hyldest til sorte kvinder, og som hyldest er det både originalt og inspirerende. Saxofonist Shabaka Hutchings har spillet med Mulatu Astatke, Sun Ra, Floating Points og mange andre, og han står også i spidsen for Sons of Kemet (og de fremragende The Comet Is Coming). Det er jazz, det er punk, det er futuristisk, og det er alt, hvad jeg behøver af god engelsk jazz i dag.

16. Mitski – Be the Cowboy

Mitskis femte plade er hendes suverænt bedste. Det store gennembrud kom med singlen Your Best American Girl i 2016, som resten af pladen havde svært ved at leve op til. Be the Cowboy er 14 sange på en god halv time, hvor japansk-amerikanske Mitski Miyawaki holder et bemærkelsesværdigt højt niveau hele vejen igennem.

15. Let's Eat Grandma – I'm All Ears

De to Norwich-piger har et af de dårligste bandnavne, og jeg er vild med det. I'm All Ears er til gengæld én af de bedste albumtitler, som både skaber billeder af et elskværdigt monster og giver en idé om, hvad der er i vente: inspiration fra nær og fjern, der er blevet opfattet, følt, processeret og videreformidlet i ny form. Det er en skøn rodebutik, der ofte river godt og grundigt op i gængse sangstrukturer. Falling Into Me er storslået og højdepunktet på en nærmest eventyrlig plade.

14. Robyn – Honey

Honey er Robyns bedste plade til dato. Hvor flere af hendes tidligere udspil har været en blandet omgang med nogle gevaldige højdepunkter, er Honey en stor oplevelse fra start til slut (med undtagelse af Between the Lines). Variationen er imponerende, og med Beach2k20 rammer hun endda noget, som Holly Herndon og The Orchids kunne have lavet. En triumf.

13. Gia Margaret – There's Always Glimmer

"It's safe to say it's been a hard year." Med disse ord starter Gia Margaret sin debutplade, og så er stilen lagt. Det bliver dog aldrig for meget, selvom det ikke er afvæbnende humor eller lignende greb, som chicagoenseren (eller hvad de hedder) benytter sig af. Hun bruger klassisk sangskrivning, som så mange andre også har haft held med det i 2018, men hun gør det med en flottere og mere stemningsfuld produktion. Coveret er hammershøisk, titlen er strålende, og sangene er smittende med førstesinglen Birthday som et flot højdepunkt: "Wouldn’t it be so strange not to be with you / On your birthday / Could it ever feel okay not to be with you / On your birthday."

12. Amen Dunes – Freedom

Damon McMahon har lavet gode ting før. Han har lavet kedelige ting. Habile ting. Med Freedom har han lavet sin første helstøbte plade. Chris Coady fra Beach House står bag produktionen og har muligvis hjulpet McMahon til at fokusere, og på flere sange bliver man mindet om sangskrivere som A.A. Bondy og Cass McCombs – oftest dog i et lidt højere tempo. Man får følelsen af at få vist bagsiden af medaljen, at stå på den anden side af scenetæppet.

11. Rae Morris – Someone Out There

Rae Morris er fra Blackpool, og hun skaber ultrasympatisk popmusik. På Someone Out There har hun også lavet nogle af årets allerbedste popsange. Stemmen er en anelse hæs og meget venskabelig, og jeg ville ønske, jeg var en pige på 12 år, når jeg hører singlen Do It. Pladen er, indrømmet, ikke lige god hele vejen, men den opvejes voldsomt af de gode øjeblikke. Det hele slutter med Dancing With Character, der er tæt på at være årets bedste og mest rørende. Bare dét at skrive om den giver tårer i øjnene.

10. Low – Double Negative

Før jeg havde hørt Double Negative, havde pladen været ude i nogle dage. Måske uger. Jeg har altid beundret Low uden at være fan, og der var så meget andet at lytte til. Jeg fik det råd at lytte til den i et tog med gode høretelefoner på. "Den her plade er anderledes," fik jeg også at vide. Det er en underdrivelse. Low har kastet sig ud i noget markant anderledes, hvad angår både egen lyd og indspilningsteknikker generelt. Det er ambitiøst på den gode måde. Sangene bliver klippet op, sat sammen på ny, stilhed får lov at herske, brudstykker får ny mening. På midterstykket Always Trying to Work It Out finder man en slags nøgle til det hele. Både i titlen og i belønningen ved en mere velkendt struktur. De taler til os som kulturforbrugere, der forsøger at finde hoved og hale i pladen, branchen, kunsten, samfundet.

9. Christine and the Queens – Chris

Årets bedste pop-popalbum er fransk. Christine har ganske vist også lavet det på engelsk, men det svinger selvfølgelig bedst på modersmålet. Jeg føler mig en generation eller to ældre, når jeg kan konstatere, at det svinger. Christine – eller Chris – er blevet et forbillede for mange unge mennesker, og det forstår man. Hun eller hen er der for alle dem, der ikke føler sig hjemme, om det så er i egen krop eller i det omgivende samfund. En bundsolid plade hele vejen igennem.

8. Julia Holter – Aviary

89 minutter og 48 sekunder varer Julia Holters seneste opus. Og et værk er der sandelig tale om. 10 af de 15 sange overstiger seks minutter. Det er vanskeligt at få meget ud af som baggrundsmusik. Hun kræver noget af sin lytter. Måske kræver hun endda meget, ikke mindst med en sang som Everyday Is an Emergency med sin insisterende sækkepibe. Efter godt 35 minutter indtræffer singlen I Shall Love 2, hvor 'single' her er en skæg indikation af, hvad der har været det mest umiddelbart indbydende at vælge imellem. Men indbydende er den, og den vokser og vokser. Både mens den står på og bagefter. Titlen er en leg med modalverbernes styrke (hvor shall både er bør og skal og vil som futurumindikator) og sprogets tvetydigheder. En påmindelse om styrke og styrke som påmindelse.

7. Eartheater – Irisiri

Alexandra Drewchins nye album er creepy og lidt som at tvinge sig selv til at gå en tur i mørket. Hun vender gerne tingene på hovedet, og allerede pladens anden sang Inclined bygger på et sample fra Disneys Skønheden og udyret. Det er fra én af filmens mere triste passager, og alligevel klamrer man sig til det som et trygt element, fordi Drewchin får os på usikker grund. Hele vejen igennem eksperimenterer hun med samples, elektroniske kompositioner og måder at bruge stemmen på. Det er ofte langt ude, men ikke mere end verden selv. Albummets måske stærkeste sang gemmes næsten til sidst: C.L.I.T. står for "curiosity liberates infinite truth", og smukkere kan det næsten ikke siges.

6. Skee Mask – Compro

Tyske Bryan Müller kan alt fra ambient til jungle og mere traditionel techno. Det er ofte tålmodigt bygget op, så man føler, man er en satellit i kredsløb, der føler en slags kulde, man ikke forstår. Det er ikke alle, der kan slippe af sted med en humoristisk titel som 50 Euro to Break Boost og samtidig ramme så tungsindig en tone.

5. Yves Tumor – Safe in the Hands of Love

Yves Tumor bor i Torino. Det er i sig selv en flot forestilling. Den flot betitlede Safe in the Hands of Love rammer et sted mellem elektroniske eksperimenter, hip-hop, pop og ambient. Pladen byder på nogle af de bedste beats i 2018, og den gæstes endda af to af Danmarks mest interessante kunstnere, Croatian Amor og Puce Mary.

4. Tirzah – Devotion

Engelske Tirzah har længe været på radaren, men hun har været tålmodig, når det kommer til indspilningen af debutalbummet Devotion (det ene af tre debutplader på denne liste, de andre er Gia Margaret og Leon Vynehall). Det er noget af en bastard, eller som The Fader skrev: a mutant pop. Pladen er ret stenet det meste af tiden med Holding On som én af de få sange i lidt højere tempo.

3. Gazelle Twin – Pastoral

Når noget er pastoralt på engelsk, er det relateret til spirituel eller åndelig vejledning og/eller livsførelse. Dét eller et stykke land til får eller kvæg. For Gazelle Twin er det utvivlsomt meningen, at det skal kunne forstås på begge måder. For Pastoral er måske delvist brutal og metallisk, men den er også brygget med en vis sarkasme. Det er et soundtrack til Brexit, det er en grotesk maske, der er endnu mere grotesk bagved.

2. Leon Vynehall – Nothing Is Still

På sit debutalbum har engelske Leon Vynehall forestillet sig sine bedsteforældres rejse fra England til New York i 1960'erne. Både rejsen, ankomsten og livet i begyndelsen. Det er både ambient og moderne klassisk, og det er af og til med en snert af noget mere mekanisk. Som en jazzklub for robotter. Nothing Is Still kræver tid, men belønningen er stor. Et spøgelse går gennem lokalet igen og igen.

1. DJ Koze – Knock Knock

Egentlig er begyndelsen på pladen misvisende. I hvert fald de første 53 sekunder. Det lyder mørkt og mistænksomt. Så skærer en delvist skinger lyd igennem, og lyset bliver lukket ind. Stefan Kozalla er fra Flensborg, og kunstnernavnet kan både udtales som cozy og kotze (bræk). Det sure med det søde. Der er gået fem år siden Amygdala, som kun er blevet bedre siden dengang. På Knock Knock er idéerne blevet endnu bedre, og gæstevokalerne er omtrent lige så gode. Med andre ord: fortræffelige. Ingen anden udgivelse fra 2018 er så sprængfyldt med fremragende idéer og melodier.

/Martin