Troth

Straight outta Hobart. Hobart? Hobart, Australien. Nogle kommer måske til at tænke på Saint Etienne og deres nærmest nænsomme popballade 'Hobart Paving'.

Troth byder med albummet An Unfinished Rose på eksperimenterende ambient pop.

Dele af albummet smager af Mabe Frattis cello-kompositionspop (særligt ‘Tides Reflected in her Eyes’), mens eksempelvis titelnummeret nærmest kombinerer William Basinski med Jenny Hval.

I mere direkte øjeblikke er det mere minimalistisk DIY-pop, som selvfølgelig er et stykke fra egentlig pop.

/Martin

Mabe Fratti giver ved dørene

Jeg kender for lidt til Guatemala, og det samme kan jeg vel sige om alle lande. Mere kan man altid vide. Men mere kan jeg også føle, for jeg har haft mindre tid og overskud til at føle en forbindelse til ny musik i år. Det er måske musikkens skyld, men jeg tvivler.

De seneste par år har jeg imidlertid i den grad været påvirket af guatamelanske Mabe Fratti. Cellist, komponist og sanger med base i Mexico City.

Med Será Que Ahora Podremos Entendernos i 2021 lavede hun ambient og avantgarde som en art hverdagsmagi, der mindede mig om en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God). 

Med Se Ve Desde Aquí (2022) skruede hun lidt ned for det romantiske og op for både jazz og støj. Men det var stadig en overvejende stille omgang med forståelse for stilhed. Arthur Russell og Mark Hollis høres, men mest af alt viste hun igen egen styrke.

Hun fortsætter med at være gavmild: Under navnet Titanic har hun netop udgivet albummet Vidrio med Hector Tosta, som er kendt som i la Católica og ligeledes er en del af den eksperimenterende scene i Mexico City. Her har hun igen skruet op for jazzen, og det bliver både progget og poppet undervejs.

Og fordi hun er en knag, har hun mere dejlig musik på vej om blot et par uger i form af et nyt samarbejde ved navn Amor Muere. Det betyder "kærlighed dør", og så er scenen ligesom sat.

Start med 2021-pladen og fortsæt derfra.

/Martin

Årets album 2022

Dette er den 16. årsliste, jeg laver på bloggen. At se tilbage på nogle af de gamle er lidt tåkrummende, men det har i sig selv en værdi, fordi det dengang fremstod så åbenlyst, så klart, at de 25 plader bare var årets bedste. Det føltes rigtigt i 2007, i 2008 osv. Men selv dengang vidste jeg, at selve placeringen er arbitrær. Hvor sikker er man på, at den ene udgivelse skal være nr. 17 og ikke 18 på listen? Mange vil også mene, at årslister i sig selv er fjollede, og det er heller ikke løgn. Men det er ikke det samme som at sige, at de ikke har nogen værdi.

Det skriver jeg lidt om hvert år, og det er også en vigtig disclaimer. Men jeg har en trang til at retfærdiggøre det, altså at lave disse lister, og jeg mener vitterligt, at årslister først og fremmest bare skal være inspirerende og sjove. Give læserne mulighed for at finde god musik.

Tak for i år. Her er 22 plader, jeg særligt har nydt i 2022.

22. Courtney Marie Andrews: Loose Future

Arizona-sangskriverens niende album er tilgængelig americana, der grænser til pop. Chris Bear (Grizzly Bear) er med på trommer, og Josh Kaufman (Bonny Light Horseman mm.) er ligeledes med på alverdens instrumenter. Singlen ‘Satellite’ er noget af det rareste fra 2022.

21. Burial: Streetlands EP + Antidawn EP

Den engelske superproducers to EP’er fra 2022 – med en samlet længde på en time og 17 minutter – er næsten beatløse. Men de bærer hans signaturpræg, den knitrende lyd og tågede fornemmelse. Det er open world-computerspil i regnvejr.

20. Hannah Peel + Paraorchestra: The Unfolding

Store følelser i øjenhøjde. Det er filmmusik, det er nyklassisk, og det taler direkte til sjælen. Nordireren har tidligere komponeret til bl.a. Game of Thrones, men her er det storladent på lidt mere underspillet vis. Paraorchestra er et progressivt orkester fra Bristol, der kombinerer klassiske med elektroniske instrumenter. De arbejder med tilgængelighed i både åndelig og bogstavelig forstand: De bærer navnet Paraorchestra, fordi der også er plads til musikere med handicap.

19. Emeka Ogboh: 6​°​30​’​33​.​372​”​N 3​°​22​’​0​.​66​”​E

Den nigerianske producer har zoomet ind, helt ind, på et busstoppested i Lagos. Samtaler, dyttende biler, tilfældige udvekslinger. Alle disse samples smelter sammen med trommer, bas og lidt synth. Det er ultralokalt og samtidig sit eget sted uden for os. Ambient techno af en art, men mest af alt en menneskelig puls.

18. Sofie Birch: Holotropica

Ambient elektronisk med plads til både veldoseret saxofon, harpe og fløjte. Hun har været et anerkendt navn i både ind- og udland i nogle år, og i år kom så første fuldlængde. Eventyrligt på den stenede måde.

17. Jana Horn: Optimism

Et debutalbum så enkelt og effektfuldt, at man næsten ikke kan tro det. Det kan i øjeblikke minde lidt om Lidt Yo La Tengo i produktionen, særligt trommerne. I andre øjeblikke er nøgenheden så afvæbnende, at man snarere tænker på Mount Eerie.

16. Heather Woods Broderick: Domes

Instrumental cello-tristesse. Heather er multiinstrumentalist og sangskriver fra Portland, som denne gang holder stemmen i ro og lader celloen tale. Det er meditativ drone, der hjælper med at lade tankerne vandre eller snarere flyde.

15. Weyes Blood: And in the Darkness, Hearts Aglow

Natalie Mering hører til en anden tid. Som sangskriver holder hun af langsomme, tålmodige sange. Hun holder også af 70’erne, Carpenters, romantisk og cinematisk folk. Med sit hidtidige hovedværk Titanic Rising (2019) markerede hun sig som én af få værdige hovedpersoner fra 2010’ernes indie-scene. Denne opfølger er lige så sympatisk og nærmer sig i perioder skønheden fra forgængeren.

14. Anaïs Mitchell: Anaïs Mitchell

Hun er bl.a. kendt fra charmerende Bonny Light Horseman (som også har udgivet et fint album i år). Josh Kaufman fra samme band har produceret, og han skaber også her ren vellyd, så Anaïs’ herlige stemme kan folde sig ud. Det er ikke helt en whiskystemme, i så fald ikke røget, men den har marineret lidt. Der er erfaring og livsklogskab bag.

13. Molly Nilsson: Extreme

DIY-synthpop fra Berlin med den svenskfødte kunstners velkendte sans for både humor og indignation. På sit 10. album er hun mindre minimalistisk, end hun plejer, og en anelse mere rocket.

12. Caroline: Caroline

8 m/k stort orkester, der laver folkemusik og post-rock. Det er traurigt og leveret alvorligt og fantasifuldt, ofte grænsende til det mismodige. Der er sørgekor, lange passager med opbygning og stille nedrivning. Gå en tur i gråvejret med denne sympatiske satan.

11. Hagop Tchaparian: Bolts

Debutalbum af britisk-armensk producer. Techno med et bankende hjerte baseret på field recordings samlet i Armenien og rundt omkring Middelhavet de seneste 15 år. Han kommer egentlig fra en punkbaggrund, men endte dybere og dybere i Londons klubscene, hvor han lærte Four Tet og Hot Chip at kende. Der er gang i trommerne, godt med percussion og gnist.

10. Christine and the Queens: Redcar les adorables étoiles

Franskmandens hidtil bedste album. Der er færre åbenlyse hits, mere jam, måske mere teater eller musical, men ikke skabagtigt. Der er skruet lidt op for 80’er-produktionen, og det er en rigtig god beslutning.

9. Dawn Richard + Spencer Zahn: Pigments

Klassisk musik møder R&B. Ud fra den beskrivelse kunne man måske undervejs undre sig over, hvad man egentlig lytter til, men det glider så let sammen. Verdener væver sig ligesom ind i hinanden. Som DNA-strenge, der flyver væk mod nogle bjerge.

8. Horsegirl: Versions of Modern Performance

Teenagetrio fra Chicago, der mirakuløst levede op til hypen med dette debutalbum fyldt med både angst og selvironi. De har succes med både stram post-punk og slacker-rock, selvom det aldrig kammer helt over i sidstnævnte. Stærke hooks.

7. Cate Le Bon: Pompeii

Art-pop med overskud. Man ser vindblæste landskaber for sig. Det er lyden af et menneske, der har følt sig fremmedgjort og nu rækker ud igen. Måske waliserens hidtil bedste album.

6. Let’s Eat Grandma: Two Ribbons

Alternativ pop med en snert af electropop. I nogle øjeblikke er det endog vidunderlig pop! De to engelske venner har holdt en lille pause og er vendt tilbage med stor inspiration.

5. Andrew Tuttle: Fleeting Adventure

Kosmisk country. Et ambient eventyr med pedal steel, violin, saxofon, banjo og meget mere. Australske Andrew Tuttle skaber landskaber, som også William Tyler og Chuck Johnson gør det. Sidstnævnte har da også mixet albummet og leveret pedal steel på én af sangene. Steve Gunn er også blandt de mange bidragydere.

4. Mabe Fratti: Se Ve Desde Aquí

Cellist og komponist fra Guatemala, der placerer sig et sted mellem ambient og avantgarde. Det er hverdagsmagi, hvor hun – i forhold til sidste års mere romantiske Será Que Ahora Podremos Entendernos – har skruet op for både jazz og støj. Det er stadig en overvejende stille omgang med forståelse for stilheden. Arthur Russell og Mark Hollis høres, men mest af alt bare en virkelig spændende cellist, komponist og sangerinde fra Guatemala.

3. Maya Shenfeld: In Free Fall

Lydkunstner fra Jerusalem, der bor i Berlin og her har læst komposition på Universität der Künste. Der er højt til loftet i musikken, der kombinerer analog synth med dyb, stemningsmættet brug af blæsere. Det er minimalistisk, men stort. Ikke ulig anden halvdel af Bowies Low i stemning, som The Guardian fint har sammenlignet det.

2. Barrie: Barbara

Stærke popsange med effektiv sommer-teen-sensibilitet. Barrie Lindsay skriver sangene selv, men det lyder som et band helt i starten af mp3-æraen. Lejlighedsvis med virkelig flotte harmonier. Enormt veloplagt.

1. Naima Bock: Giant Palm

Den engelske sangskriver er tidligere medlem af Goat Girl, har læst arkæologi og arbejdet som gartner. Det er ikke helt uvæsentligt, for hun skriver alternative folk-pop-sange med både forståelse for og interesse i historie, arkitektur og natur. Der er en respekt for musikhistorien og langsomheden. Hun lyder som én, der har god tid og gerne vil have, at vi andre skal have det. Stemmen kan minde om Bedouine, og der er en luftighed, som afspejles i Joel Burtons produktion. Der er mange bidrag fra interessante London-musikere, bl.a. et par stykker fra Caroline (som er med længere oppe på listen). Naima Bock har i øvrigt en brasiliansk baggrund, hvilket både høres i tropicália-inspiration og meget konkret på albummets sidste sang, hvor hun folder sig ud på portugisisk. En ubesværet debut.

/Martin

Årets album 2021

Årslister er åndssvage. Men de er sjove. De fleste medier ender med nogle underlige konsensuslister, der viser, at de har fulgt med, men de mangler som oftest personlighed. Selvfølgelig kan det være interessant at se, om der er en kunstner, som går igen rundt omkring, men hvor meget får vi egentlig ud af at konstatere, at en kunstner har været populær et givent år?

Nej, sådanne lister skal primært inspirere. Så har de en funktion. Hvis man kan finde noget, man ender med at holde af og måske bliver udfordret af, så har de en mening. De kedelige algoritmer gør, hvad de kan for at holde os fast i de samme forbrugsmønstre, så vi har brug for måder, hvorpå vi kan bryde ud.

Men et udtryk for nogen sandhed, det er sådanne lister sgu ikke. De skal ikke tages alvorligt, de skal underholde og inspirere, ikke andet (og selvfølgelig generere klik, hvis man har et medie, der også skal tjene penge).

Hvad kan vi sige om 2021 som musikår? Det har været helt udmærket i den forstand, at der som altid har været gode singler, EP'er og LP'er med såvel nye som etablerede kunstnere i alle mulige genrer fra alle mulige lande.

Alligevel har det føltes lidt undervældende inden for visse genrer, herunder techno og særligt hiphop, hvor trap og drill efterhånden har sejret sig selv ihjel. London og Chicago har igen i år budt på spændende jazz, selvom der har manglet nogle højdespringere.

Der har, trods alt, været meget godt, og jeg er heldigvis stadig interesseret i at høre nye ting. Det betyder ikke, at det nye er godt, fordi det er nyt (for mig), men det har en værdi i den forstand, at jeg måske kan udfordre mig selv. Uanset om jeg så bliver skuffet eller begejstret.

Tak for i år. Her er 25 plader, som jeg har været glad for i 2021.

25. Karima Walker – Waking the Dreaming Body

Det er ikke alle, der kan blande ambient og drone med klassisk sangskrivning. Selvom hun løber lidt tør for idéer mod slutningen, er det en flot plade om stadiet mellem søvn og vågen tilstand.

24. Aeon Station – Observatory

Kevin Whelan fra The Wrens solodebuterer med 10 sange, der er skrevet over en periode på 14 år. En stor del af sangene var tænkt som Wrens-sange og ligger på en måde naturligt i forlængelse af bandets storroste The Meadowlands fra 2003. Der er stadig resignation at spore, men han er kommet videre i livet og er heldigvis stadig en meget kompetent sangskriver.

23. Kedr Livanskiy – Liminal Soul

Russerens tredje album byder på veloplagt, drømmende techno-pop.

22. The War on Drugs – I Don't Live Here Anymore

Bandet er gået full on stadionrock, og det klæder dem, da de var begyndt at køre i tomgang. Titelsangen er deres hidtil bedste.

21. Green-House – Music for Living Spaces

Olive Ardizoni laver ambient, der beroliger sjælen. Hendes første fuldlængde følger flot op på den endnu skønnere EP Six Songs for Invisible Gardens.

20. Scotch Rolex – Tewari

Den japanske producer Shigeru Ishihara (også kendt som Scotch Egg) har haft et residency hos Nyege Nyege-kollektivet i Uganda, og det er der kommet en ret vild omgang elektronisk smadder ud af. Der er også blevet plads til lidt metal (med growl af kenyanske Lord Spikeheart fra metalduoen Duma). Don Zilla og MC Yallah fra Nyege Nyege er også med.

19. Jon Hopkins – Music for Psychedelic Therapy

En rejse til Ecuador og særligt ind i ecuadorianske huler har inspireret den engelske producers flotte omgang beatløse terapi.

18. Cold Beat – War Garden

Synthpop og post-punk med flotte melodier. De er fra Californien, men lyder mere kontinentaleuropæiske.

17. Nahawa Doumbia – Kanawa

63-årig malisk legende. Hun synger vidunderligt. Hendes band spiller bl.a. på de traditionelt maliske strengeinstrumenter ngoni og kamalé ngoni.

16. Mogwai – As the Love Continues

Apropos legender: Hvordan bliver skotterne ved med at spytte så gode (primært) instrumentale værker ud?

15. Chuck Johnson – The Cinder Grove

Pedal steel guitar og synth! Albummet er en opfølger til det langsomme og flotte album Balsams fra 2017. Musik, som du kan stirre ud i luften til.

14. Dry Cleaning – New Long Leg

Der har været flere hæderlige London-bands de seneste år, der taler hen over en post-punket baggrund, og Dry Cleaning er muligvis de mest interessante. Det kræver, at man har stemmen, timingen og intonationen, og Florence Shaw har det hele. Ekstra point for at have en sang, der hedder John Wick.

13. Nation of Language – A Way Forward

Brooklyn-trio, der stjal loyalt fra starten af 80'erne på deres mere poppede debutalbum og denne gang stjæler lidt mere fra 70'ernes kraut. Det er stadig synthpop, og de lytter stadig til OMD og New Order, men der er mere Kraftwerk denne gang.

12. Arooj Aftab – Vulture Prince

Pakistansk newyorker med drømmelandskaber, harpe og en smuk stemme. Selvom sangen Last Night er decideret elendig, indeholder albummet også sangen Mohabbat, som er blandt de allerflotteste, jeg har hørt i år.

11. Vanishing Twin – Ookii Gekkou

På det skønne debutalbum Choose Your Own Adventure fra 2016 var London-gruppen tæt beslægtet med sfærisk-romantiske grupper som Broadcast og Stereolab (bandmedlem Phil M.F.U. var også medlem af Broadcast), selvom de nåede vidt omkring rent sonisk. De er blevet en anelse mere avantgarde siden da og inkorporerer nu bl.a. afrofunk. Det er stadig spændende, hvis man er fan af Broadcast eller småjazzet kraut. Trommeslager Valentina Magaletti er en oplevelse i sig selv. Titlen er i øvrigt japansk for "stort månelys".

10. Field Works – Cedars

Ambient americana med mellemøstlig indflydelse. Og et helt album om cedertræ. Producer Stuart Hyatt er hovedarkitekten, men det er et projekt med mange medvirkende. Første halvdel fortælles og synges på arabisk, og aldrig har jeg haft så meget lyst til at forstå det som i sangen Ḥalaqah Azaliyyah. Anden halvdel fortælles og synges på engelsk. Kan til tider minde om William Tyler (som også medvirker), andre gange som gammel KLF-ambient.

9. Saint Etienne – I've Been Trying to Tell You

Den (musik)historisk bevidste trio holder stadig et højt niveau. Deres nye album er primært baseret på samples, og den tilgang har de ikke brugt siden So Tough fra 1993. Denne gang er deres samples udelukkende fra perioden 1997-2001 og af bl.a. Honeyz, Lightning Seeds og Natalie Imbruglia. Det er melankolsk og kun lidt vemodigt.

8. Hollie Kenniff – The Quiet Drift

Himmelstræbende ambient. Filmmusik til en flot hverdag med alt, hvad den indebærer af små skuffelser og diskrete opture.

7. The Weather Station – Ignorance

Tamara Lindeman har efterhånden lavet en del dejlige plader, og nu hvor Weather Station mere er blevet et band end et soloprojekt, er lyden også blevet større. Den milde stemme, de flotte arrangementer og ret tydelig inspiration fra Talk Talk er en herlig kombination.

6. Arushi Jain – Under the Lilac Sky

Den indisk-amerikanske komponist og sanger blander modular synth med klassisk musik fra Indien.

5. Japanese Breakfast – Jubilee

Mit yndlingsalbum i den poppede ende af skalaen fra 2021. Højt bundniveau og med en alvorlig højdespringer i singlen Be Sweet.

4. Rắn Cạp Đuôi Collective – Ngủ Ngày Ngay Ngày Tận Thế

Eksperimenterende vietnamesisk kollektiv med en decideret overrumplende plade, der rager til sig fra elektronisk musik, jazz, hiphop og popkultur og blender det sammen til en følelse af at spadsere gennem en fremmed by og opfange samtaler hist og her. Det er aldrig mørkt, men der er mørke at spore hos menneskene, som der altid er. Mest af alt er der dog håb, både for musikken og menneskene.

3. Mabe Fratti – Será Que Ahora Podremos Entendernos

Komponist og cellist fra Guatemala med base i Mexico. Avantgarde og ambient. Hun leverer en slags hverdagsmagi, ikke ulig følelsen af at se en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God).

2. Little Simz – Sometimes I Might Be Introvert

Et karrierehøjdepunkt for den britiske rapper. Det er jazzet og tilbagelænet, humoristisk, flyvende. Der er meget på spil, og det leveres knivskarpt.

1. Cassandra Jenkins – An Overview on Phenomenal Nature

Som at se solskin ramme støv gennem vinduet. En hyldest til naturen og troen på sine medmennesker. Sophisti-pop og drømme-folk af en sympatisk sangskriver. Mesterligt produceret af Josh Kaufman (Bonny Light Horseman mm.). Cassandra Jenkins synger meget diskret, helt tæt på mikrofonen. Albummet er sorgbearbejdende og umådeligt smukt, og spoken word-værket Hard Drive er mit yndlingsøjeblik fra musikåret 2021.

/Martin