Viser opslag med etiketten DeVotchKa. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DeVotchKa. Vis alle opslag

torsdag den 23. juli 2009

Koncerter i august

August måned plejer i dansk koncertsammenhæng at være en halvtrist måned. Spillestederne bringer i mindre grad de små og interessante navne til af frygt for det dovne eller ikke-tilstedeværende feriepublikums engagement. I år er der dog masser af interessante oplevelser at hente som enkeltstående arrangementer. Selvom der stadig er eksempelvis Beatday og ganske interessante festivaler i nabolandene, har enkelte spillesteder altså rigtig, rigtig fine arrangementer at byde på.

Musikcaféen i Århus byder d. 12. august (som tidligere nævnt på siden) på Wooden Shjips - og har nu også tilføjet de fantastiske Crystal Stilts til aftenens lineup.
Senere på måneden er der flere fine jazzaftener i vente, ligesom også Chimes & Bells (signet til mægtige Bella Union i England) skulle være værd at checke ud.
Den 20. august byder Train på Moderat, hvilket nok skal blive en interessant aften. Jeg har, indrømmet, aldrig hørt specielt meget Modeselektor men er til gengæld meget glad for Apparat.

Det er dog tydeligvis i København, der er flest smukke koncerter at finde i august måned. Specielt Vega har en masse at byde på: Søndag d. 2. spiller The Pains of Being Pure at Heart op. De negative anmeldelser fra Roskilde Festival skal ikke holde nogen væk: De spillede ganske fint og var yderst sympatiske. Og lyden er trods alt bedre i Vega end i Pavilion-teltet!
Tirsdag d. 11. er Crystal Antlers også (allerede) tilbage i Danmark. Selvom vi var ret så få på VoxHall i efteråret, spillede de en helt igennem forrygende koncert. To dage senere, d. 13., åbnes så dørene for ingen andre end Vampire Weekend, der endelig gæster landet. Forventningerne er ganske, ganske store.
Vega har dog endnu mere i vente i august. Kun tre dage senere, d. 16., spiller selveste Deerhunter med Shout Wellington Air Force som opvarmning (som forhåbentlig spiller en masse nyt), og dagen efter er det DeVotchKas tur til at spille op. Ja, det bør vel også nævnes, at Moderat også spiller på Vega onsdag d. 20.

Har man 40 kr. ekstra til en koncertoplevelse ud over det sædvanlige, kan det kun anbefales at bruge dem på HEALTH onsdag d. 19. på Lygten Station (lige ved siden af Nørrebro Station). Rygter, fornemmelser, førstehåndskilder og en fantastisk førstesingle er alt sammen noget, der bidrager til forhåbningerne om, at deres kommende album bliver endnu bedre end debuten. De flirtede allerede på debutalbummet med det dansable, og det tyder på, at de i endnu højere grad har taget dette element til sig på den nye.

Det var en masse links at give sig i kast med. Det må hellere følges op med en masse mp3'er også. Er der nogle vigtige koncerter, jeg har glemt?

MP3: The Pains of Being Pure at Heart - Stay Alive
MP3: Crystal Stilts - Crippled Croon
MP3: Crystal Antlers - A Thousand Eyes
MP3: Wooden Shjips - We Ask You to Ride
MP3: DeVotchKa - How It Ends
MP3: HEALTH - Die Slow
MP3: Deerhunter - Circulation
MP3: Atlas Sound - Walkabout (feat. Panda Bear) - okay, det er ikke Deerhunter, men det er stadig Bradford Cox. Og det er stadig årets bedste sang

/Martin

torsdag den 16. juli 2009

DeVotchKa

At støde på et bandnavn hundrede gange uden at lytte til bandet er nok noget, de fleste har prøvet. Det er forskelligt, hvad der skal til, før man endelig tager sig sammen. Med DeVotchKa var der tale om en art tilfælde - eller skæbne. Hvad man nu ynder at kalde noget smukt.
Forleden så jeg nemlig Little Miss Sunshine for tredje eller fjerde gang og blev endnu engang imponeret over filmens soundtrack. På forhånd kunne jeg genkende et par Sufjan Stevens-sange, bl.a. den guddommelige Chicago, men da jeg bagefter læste om soundtracket, stod det klart, at DeVotchKa stod bag det meste - ofte sammen med filmkomponisten Mychael Danna.

Det er en udsøgt fornøjelse at beskrive DeVotchKas historie. Den er næsten for god til at være sand. Jeg vil lade William Bowers fortælle:
"Seriously, I can't compete: A professorial classical violinist. A sousaphone player from a Civil War recreation band. A punk-turned-mariachi-enthusiast drummer raised by polka musicians. A Gypsy-descendant singer more multi-instrumentalist than the other three band members that I just reductively identified according to their "main" pieces of equipment. DeVotchKa invented the Diablo Cody arc, as they've gone from accompanying burlesque/fetish shows to getting a Grammy nod, despite being unsigned at the time. Sire reportedly couldn't have them because parent company Warner thought them "unmarketable"-- and yet they just no-thanxed an offer from McDonald's to feature their music in the ubiquitous carcass-merchant's, um, marketing."
De startede altså som backingband til varietéforestillinger og turnerede endda med "modellen" Dita von Teese. Herefter begyndte de at turnere en hel del på egen hånd som følge af deres første udgivelser, og de begyndte så småt at få et lille following. Og med Little Miss Sunshine kom så det kommercielle gennembrud. En voldsom, sær og fantastisk smuk skildring - tilmed yderst inspirerende.

Musikken er vanskelig at beskrive. Der er masser af balkan- og romainspiration at finde. Blandet med alskens over- og undergenrer. I enkelte øjeblikke er musikken virkelig rørende. Som med How It Ends, der også er at finde på soundtracket til førnævnte film.

DeVotchKa spiller på Vega d. 17. august.

MP3: DeVotchKa - How It Ends
MP3: DeVocthKa - Such a Lovely Thing

/Martin