I det østlige Irland, nord for Dublin, ligger Dundalk. Her har et band med et rigtig dårligt bandnavn, Just Mustard, gang i noget rigtig spændende med deres nye album We Were Just Here. En slags tung og alligevel fnuglet shoegaze, som også har noget let industrielt over sig, ikke helt ulig de tunge spøgelsesagtige elementer på de første Health-plader. Særligt titelsangen er fremragende industriel drømmepop.
Undervejs kommer jeg også til at tænke på A Place to Bury Strangers, hvor fx irernes ‘Endless Deathless’ kan minde lidt om amerikanernes herligt støjende ‘To Fix the Gash in Your Head’ (2007).
For et par år siden inviterede Robert Smith bandet til at varme op for The Cure, og de får minsandten lov til at komme med igen på deres forestående turné. Så kan han måske lokke dem til Roskilde Festival også.
2015 er mange steder blevet beskrevet som et annus horribilis. Men de mange katastrofer og humane skuffelser er lykkeligvis blevet udfordret af megen skønhed og altruisme.
Musikalsk har vi ikke haft meget at klage over. Der har altid været masser af lortemusik, men det er der ingen grund til at dvæle ved, når der er så megen veloplagt popmusik, elektroniske eksperimenter, psykedeliske udfordringer, jazzede rumekspeditioner, afvæbnende katharsis og alt derimellem.
Mange hæfter sig ved, at det urbane vinder frem. At det udelukkende er det, "de unge" lytter til. Fint. Meget af det er rigtig godt og hjælper mange med at udtrykke sig. Som det altid har været med populærmusik.
Ellers har 2015 selvfølgelig fulgt de seneste mange års tendens med at placere de stærkeste numre i starten af albummet, om end enkelte pladeselskaber har luret, at lytterne har luret dem. En marginal fremgang i 2015 har været en forbedret sequencing. Kynikerne vil sige, at det skyldes bedre arbejde med den megen data, vi leverer gennem streamingtjenester. Måske har de ret, men 2015 blev ingenlunde året, der slog albumformatet ihjel. Undertegnede holder også meget af one-hit-wonders, så det er ikke nostalgikeren, der her taler. Sådan er det bare.
God musik åbner døre. Formidabel musik skaber verdener. Nysgerrighed kan kurere det meste.
De seneste dage har jeg byttet om på rækkefølgen af nedenstående for at se, hvad jeg kunne stå inde for. En eftermiddag bød på en dramatisk højdespringer, og en aften bød på en ny introduktion og dermed også afsked. Sagt på en anden måde: rækkefølgen er i sidste ende ikke så vigtig. Nogle synes, den er sjov, og jeg ser det som en fin udfordring. Jeg vil bare gerne anbefale disse plader, ligesom jeg vil anbefale så mange andre. Tak for jeres tålmodighed og nysgerrighed.
25. Panda Bear – Panda Bear Meets the Grim Reaper
At lytte til Panda Bear er ofte lyden af et rumvæsen, der kærligt forsøger at forstå livet på Jorden. Noah Lennox kan synes så verdensfjern, at han kun har sin fascination af lyde og gode melodier at klamre sig til. Med denne fascination er det endnu en gang lykkes ham at skabe en samling sange, der oftere end ikke kredser om døden.
24. Grimes – Art Angels
Man måtte vente længe, og Grimes havde travlt med at tage afstand til sit "gamle" materiale. Også hun siges at leve i sin egen verden, og som hun synger på den forrygende California: "I get carried away." Hun forholder sig flere gange til de mange portrætter, hun har måttet lægge ører og øjne til, og dem undersøger hun fornemt. Flere sange rammer langt ved siden af målet, men de gode er så stærke, at Art Angels utvivlsomt har været ventetiden værd. Ikke mindst Flesh without Blood, der hører blandt årets absolut bedste sange.
23. New Order – Music Complete
New Order hører blandt musikhistoriens bedste og mest underholdende bands. At de i 2015 stadig kan levere noget, der føles relevant, er i sig selv en mindre åbenbaring. Nogle af de mest holdbare singler fra det forgangne år findes her med Restless og Singularity, hvor særligt sidstnævnte virkelig viste sin styrke, da jeg var så heldig at overvære dem i Berlin tilbage i november.
22. Mbongwana Star – From Kinshasa
Storbyen Kinshasa har i mange år haft en spillevende kunstscene, selvom midlerne for de flestes vedkommende har glimret i deres fravær. På trods af mange problemer har From Kinshasa endelig set dagens lys. Ensemblets debut er en uforudsigelig omgang, der sjældent er kedelig og konsekvent nægter at overgive sig til indignation. Den gyngende Nganshé er komponeret og produceret decideret unikt.
21. Vince Staples – Summertime '06
De fleste steder er Kendrick Lamar løbet med opmærksomheden i hiphoppens 2015, og der er megen grund til at rose hans stærke To Pimp a Butterfly. Vince Staples' Summertime '06 er en anden størrelse, hvis frø er langsommere om at vokse mod tinderne. Det gør han ikke desto mindre, og med disse skildringer af hans første ungdom skriver han sig nu ind i en både skræmmende og stolt amerikansk tradition, hvormed han placerer sig langt fremme i feltet som én af de mest interessante rappere i dag.
20. Destroyer – Poison Season
Det er ikke nemt at måle sig med Kaputt. Destroyers gennembrud har vist sig at være ét af de mest langtidsholdbare albums de seneste år, og man forstår, at Dan Bejar ikke har lyst til at forholde sig for meget til det i dag. Mindre kan også gøre det, men Poison Season følger sin egen sofistikerede logik, så vi ikke behøver bekymre os for meget om sammenligninger. Fedtfattig fløde til kaffen kan her bruges som en kompliment for første og sidste gang.
19. Braids – Deep in the Iris
Det canadiske band har med Deep in the Iris taget et modigt skridt. Hvor det ofte kan synes kompromitterende at nærme sig det poppede, bliver det eksperimenterende derimod hyldet som noget, der automatisk bør efterstræbes. Groft sat op, naturligvis. Braids har begået et pop-statement og en feministisk manifestation, der rummer udflugter og sange.
18. Lower Dens – Escape from Evil
Der er ingen Brains på Lower Dens' seneste. Men hvor der måske ikke er en krautet banger, er der til gengæld en plade, der holder niveau fra start til slut. Escape from Evil er måske nok en anelse lysere. Som at afsløre sig selv i at skære folk over én kam i et indkøbscenter. Smile over denne frakobling og genforenes med medmennesker, før man drager på den samme rejse.
17. Twerps – Range Anxiety
Hooks! Melodier! Stærke vokaler! Variation! Range Anxiety når vidt omkring, og australske Twerps har med Shoulders også lavet én af årets bedste sange. Geografien taget i betragtning giver sammenligninger med giganterne The Go-Betweens en vis mening, og i enkelte øjeblikke må man erklære sig enig i denne kompliment. 16. 2814 – 新しい日の誕生
2814 bliver beskrevet som et samarbejde mellem to personer. Jeg ved forsvindende lidt om dem, og sådan foretrækker jeg det. Albummet lever retrofuturistisk et sted mellem Blade Runner og Lost In Translation. Ambient skønhed og forrygende musik til toget. 15. Prurient – Frozen Niagara Falls
Dobbeltalbummet Frozen Niagara Falls har kun én svaghed: det er så mørkt, at det er svært at finde de rigtige tidspunkter at lytte til det. Prurient formidler gennem støj, og den produktive Dominick Fernow udgiver også gerne også andre navne. Han er dedikeret til undersøgelsen af menneskets skyggesider. Men disse ører har sjældent hørt det så sammenhængende som i dette brutale tilfælde.
14. Viet Cong – s/t
Med implosionen af Women stod vi som vidner til et biluheld. Viet Cong er næsten det umuliges kunst: genopstandelse og reflekteret harme. Med direkte tråde til den vredeste post-punk træder Viet Cong ind på scenen med sjældent effektive flænsende guitarer. Et koldt marmorgulv bliver varmere.
13. Mount Eerie – Sauna
Phil Elverum er for mange lig med noget ganske langsommeligt, selvom også The Microphones havde elementer af mere hårdtslående og hurtigtløbende kompositioner. Sauna er mestendels i den første lejr. Yderst fornemme anmeldelser til trods har dobbeltalbummet levet en lidt stille tilværelse, hvad der synes typisk for Mount Eerie. Kvaliteten er ellers evigtgyldig: regn på ruden.
12. Colleen – Captain of None
Franske Cécile Schott har med Captain of None taget røven på mange af os. Hendes loop-baserede sange har fået et utroligt effektfuldt lag dub, der passer perfekt til hendes blanding af elektronisk og klassisk musik.
11. Blanck Mass – Dumb Flesh
Den ene halvdel af Fuck Buttons lyder ikke overraskende meget som Fuck Buttons. Det er en god ting. Kombinerer man albumtitlen med en sangtitel som Dead Format aner man næsten, at der uddeles et lag kunstneriske tæsk til menneskeheden. Et spejl, der afslører en vis grimhed eller et stilleben med rådnende frugt til minde om vores forgængelighed.
10. Beach House – Thank Your Lucky Stars
To plader inden for få måneder er en god historie. De fleste nåede at erklære sig tilfredse med Depression Cherry, men da først Thank Your Lucky Stars blidt ramte os ud af det blå, var der kun få, der havde brug for at lufte nogen form for skuffelse over sommerudgivelsen: Beach House hører til, hvor vi har brug for et tæppe, og det er vi taknemmelige for. Nu med guitarhøvl.
9. Darkstar – Foam Island
Hvor står den politiske musik i 2015? Aldrig så stærkt som med Foam Island. Duoens tredje album er bl.a. skabt på baggrund af 15 rejser til Huddersfield for at interviewe unge mennesker og tage udgangspunkt i deres historier. Darkstar har skabt et elektronisk og dybt menneskeligt portræt af en nervøs ungdom med dragende højdepunkter som Pin Secure og ikke mindst Stoke the Fire.
8. Holly Herndon – Platform
Brudstykker af mening. Platform er et sandt puslespil. At Holly Herndon forsker og underviser i komposition giver mening på mange niveauer, og Platform er til en vis grad et studium i niveauer. Popmusikken er under overfladen, og vi kan skimte den tilstrækkeligt til at bevare tålmodigheden.
7. HEALTH – Death Magic
Shredder blev kaldt både 'Flænseren' og 'Rivejernet' i gamle tegneserier og tegnefilm. Turtles var det bedste i verden, men man blev ikke synderligt skræmt af en mand ved navn 'Rivejernet'. Nogle gange minder HEALTH mig om Shredder. På de fleste dage tænker jeg bare, at de er blandt mine absolutte yndlingsbands. Live som på plade. De undersøger støj på poppens præmisser og har endog fundet plads til en slags ballade med Life. De mange års ventetid har været det hele værd.
6. Jamie xx – In Colour
De fleste vil nok være enige om, at The xx egner sig bedst til natten. Det gælder sandelig også for Jamie Smiths solodebut, hvorpå flere bandmedlemmer gæster. Trods et minimalistisk udgangspunkt tager han os med i adskillige retninger og tager endog visse risici undervejs. 5. CHVRCHES – Every Open Eye
Den skotske trio er kun blevet større siden udgivelsen af deres anden fuldlængde, og alligevel synes Every Open Eye en undervurderet sag. Det er marginalt mindre kantet end debuten og undersøger i endnu højere grad popmusikkens demokratiserende potentiale. Martin Doherty får lov at synge på den sympatiske High Enough to Carry You Over, der – forudsigeligt – er pladens eneste lavpunkt. Ellers fører Lauren Mayberry os med skrøbelig autoritet gennem 10 fantastisk komponerede popsange. På Down Side of Me introducerer de endog en mere eksistentialistisk vinkel, der skal blive spændende at følge lyrisk på deres næste udspil (hør selvransagelsen i ordene "I never do what I used to"). 4. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell
Som med Panda Bear er også Carrie & Lowell produktet af død. Moderen kom og gik, tog familien tilbage og forlod dem igen. Hun døde i 2012. Stedfaderen, Lowell, måtte finde sig i meget og var så stor en inspiration for Sufjan, at han i dag driver stedsønnens pladeselskab. Carrie & Lowell er – som alle hans plader – dybt personlig, og det er også hans bedste. Mange anmeldere har understreget, hvor nøgen den er. Dette er kun delvist rigtigt: det er ofte underspillet, men der foregår så meget i kulissen, at intet kan tages for givet. På samme måde som man ikke blot kan afskrive en forpint sjæl som moderen Carrie. 3. Majical Cloudz – Are You Alone?
Majical Cloudz er usædvanligt vokalbåret. Devon Welsh kan håndtere det; ikke grundet spændvidde eller exceptionelt talent men pga. kvaliteter som timing og god, gammeldags indlevelse. Matthew Otto fylder lydbilledet ud med begrænsningens kunst, og de to supplerer hinanden stort set perfekt. Sange som Silver Car Crash og særligt Downtown hører blandt årets absolut smukkeste. 2. Floating Points – Elaenia
Årets elektroniske højdepunkt er stærkt inspireret af selveste Talk Talk. Det vil sige: den senere Talk Talk. Men inspirationen fra mestrene udtrykker sig primært i den jazzede tålmodighed, man eksempelvis oplever i den fabelagtige Silhouettes (I, II & III). Der er ligeledes masser af soul og klassisk musik i lydbilledet. Sam Shepherd arbejder ikke med samples, og næsten alt er derfor nyindspillet til den overvældende helhed, debutalbummet Elaenia udgør. Er der nogen plade fra 2015, der har en mere effektfuld finale end Peroration Six? 1. Julia Holter – Have You In My Wilderness
Begrebet kunstpop er forfærdeligt på mange måder. Julia Holter er både pop og kunst. Hun og hendes musik er umådeligt sympatisk, medrivende og på alle måder forbilledligt. Med Have You In My Wilderness har hun begået sin bedste plade til dato, og med Feel You står hun tilmed bag årets bedste single og video.
Blandt de klart vigtigste bands for mig står HEALTH. Med debutsinglen Triceratops i 2007 udfordrede de min sensitive, stille tilværelse. Jeg pendlede mellem Jylland og Fyn, og der var sjældent megen larm. Med debutpladen fra det år rykkede HEALTH mig mere end noget band meget længe.
Efterfølgende arbejdede jeg hårdt på at få dem til Musikcaféen i Aarhus. Det lykkedes, og den mest larmende, medrivende koncert blev en realitet – for 10 publikummer. Kvartetten sov i min lejlighed og var de venligste mennesker, man kan forestille sig. De var imponerede over hastigheden på det trådløse internet, kun én af dem ville have mad, medens en enkelt beskyldte en anden for altid at tage al maden ("you're constantly eating all of my fucking food"). Og så var de lettede over, at jeg ikke havde arrangeret en fest og ikke ville overbevise dem om, at vi skulle tage coke sammen. De fik lov at slappe af. Fortjent.
De vendte som bekendt tilbage med Get Color i 2009. Mere elektronisk, mere neon, mindre tribalt, lige så potent. Jeg følte en endnu klarere forbindelse til denne plade. På det seneste – muligvis efter valget – er jeg imidlertid nået til den erkendelse, at jeg først nu rigtigt forstår debutpladen. Paradoksalt nok efter nogle år med langt større indtag af elektronisk musik.
Måske det slet ikke er så paradoksalt. Det særlige mørke, man finder hos eksempelvis Prurient og Haxan Cloak, er så afgjort i samme boldgade. Sidstnævnte leder os frem til i dag. Efter flere remix-udgivelser, lange turnéer og arbejde på soundtracks er bandet nu klar med deres første studiealbum i seks år. Haxan Cloak producerer.
Den 7. august udgiver de Death Magic på Loma Vista (St. Vincent, Spoon, Cut Copy). De to første singler New Coke og Stonefist lyder umiskendeligt som HEALTH. Langsomt og voldsomt arbejder de sig ind i popmusikken med en støj, der danner ramme om Jake Duzsiks ofte distancerede, nærmest spøgelsesagtige vokal.
Med en overraskende indskydelse gik et lys op for mig, da min broder i ånd og blod i går fortalte, at han hørte en parallel til Pet Shop Boys. Neil Tennant er til stede. Dér var spøgelset måske. Og det er fantastisk.
Nordsvenske Goat skal følge op på deres ofte overrumplende og generelt stærke World Music. Som tidligere skrevet på disse sider, skrev kollektivet sidste år under med Sub Pop, hvilket på mange måder er et smart træk af pladeselskabet, der efterhånden har hvilet på laurbærene i årevis.
Den 23/09 udgiver det forhenværende kvalitetsstempel svenskernes nye plade, der for kollektivet har det logiske navn Commune. Den nye single Words lover da også godt. De lægger sig denne gang tættere op ad HEALTH, end det tidligere har været tilfældet, om end en omgang røvguitar omkring midten af sangen tager over og fjerner sig fra denne noble inspirationskilde.
Guderne må vide, hvor mange gange jeg efterhånden har skrevet om HEALTH. Det kan egentlig undersøges ret nemt, men nu har jeg forsømt bloggen på det seneste, så vi burde nok lægge vort fokus andetsteds.
Vi, musikelskerne, er i den privilegerede situation, at L.A.-bandet i år forkæler os med hele to plader: den ene er soundtracket til Max Payne 3, den anden er, hvad vi med en svag betegnelse kan kalde en regulær plade. Der er dog aldrig noget regulært over kvartetten, der efter den kompromisløse debut HEALTH (2007) i 2009 fulgte op med den væsentligt mere elektroniske Get Color.
Både live og på plade er gruppen gennemgået en rivende udvikling, selvom niveauet allerede fra starten var faretruende højt. Gruppen er - i ordets bedste forstand - blevet mere tilgængelige med tiden, hvilket snarere kan tilskrives intern nysgerrighed end eksterne faktorer, zeitgeist etc.
Jeg har endnu ikke hørt noget fra deres kommende plade, men fra soundtracket kan man bl.a. høre den fremragende TEARS, der lægger sig logisk i forlængelse af Get Color. Den er tung og drævende, og drømmen har karakter af en vis frygt for katastrofal peripeti. Men kun frygt - tilstanden er ikke nået, den er snarere truende. På den måde bliver det næsten klaustrofobisk med en smuk dobbeltrolle, hvor der hele tiden tilbydes en åbning, en vej ud.
Det var ikke alle sange på Pictureplanes gennembrudsalbum Dark Rift, jeg var lige begejstret for. Men indimellem var der perler, der skilte sig ud og viste, hvor kompetent en sampler Travis Egedy er. Heriblandt den fremragende Goth Star, der elegant og skræmmende rev Stevie Nicks' stemme fra hinanden og skabte ét af 2009's mest overraskende stærke øjeblikke i musikkens verden.
På Dark Rift forsøgte Travis Egedy angiveligt at skabe en lyd, der primært skulle lede tankerne hen på starten af 90'erne gennem vidt forskellige samples. Nu er han så tilbage og udgiver albummet Thee Physical 19. juli - endnu en gang på Lovepump United. Én af hans kolleger på pladeselskabet, Jupiter Keyes fra HEALTH, har produceret pladen sammen med Egedy.
En lille sidenote: Jeg har tidligere givet udtryk for, at kunstnernavne er mere eller mindre ligegyldige, og at de i bedste fald kan være et plus. I dette tilfælde er det et yderst interessant navn, når nu samples er så væsentlig en del af Pictureplanes arbejde. Sammenholder man dette med teorier af eksempelvis Leo Steinberg eller Clement Greenberg (primært i forhold til billedfladen og den abstrakte ekspressionisme) og tænker på den oldgamle tanke om repræsentation, der siden Platon har gennemsyret vores idé om autenticitet og originalitet i kunsten, har vi her at gøre med et yderst velvalgt kunstnernavn. Thumbs up.
Der kommer vel en årsliste på et tidspunkt. Jeg har dog mindre lyst til at lave den i år af én eller anden grund. Ikke fordi musikken ikke er det værd. Bestemt ikke. Der bliver lavet lige så god musik som altid. 'Altid' som det ord man ikke kan lade være med at benytte. Hvor meningsløst det end kan være. Måske er det vejret, måske er det årstiden, måske er det mere personlige ting, måske er det Assange, måske er det måske er det måske + hypoteser, der vel er ligegyldige, når alt kommer til alt (igen kan man stille spørgsmålstegn ved ordet 'ligegyldigt'). For at citere HEALTH på Twitter: I think the most cynical thing I do is fill out a top ten list every year...
Det sner voldsomt lige nu, og dovenskab bliver til (mere drama!) noget nær momentan meningsløshed, indtil Cocteau Twins kommer på og vender vejret fra ukontrollerbar vildskab til illusionen af minutiøst forberedt magi. Nu taler jeg for meget. Jeg vil bare gerne dele, hvor fantastisk Cocteau Twins er i december måned. Eller i fuldskab i en seng i en hvilken som helst måned. 1984. Lorelei.
Bag navnet Pictureplane er den unge elektroniske musiker Travis Egedy fra Denver, Colorado. Ud over at være omgivet af høje bjerge kan Colorados største by nu også bryste sig af at have et af tidens spændende navne indenfor elektronisk musik bosiddende. Efter at have modtaget rosende ord for nummeret Goth Star på alverdens musiksites, vil Pictureplane i den kommende tid befinde sig på turne med LA-støjmaskinen HEALTH. Goth Star er komponeret omkring samples fra det gamle Fleetwood Mac nummer Seven Wonders (1987), hvilket høres i den genkendelige grundmelodi og brudstykker af Stevie Nicks stemme. Hvor originalsangen må siges at have fanget datidens lyd, længes Goth Star flimrende tilbage. Foran den gamle grundmelodi og Stevie Nicks karakteristiske stemme findes et hårdt beat, der leder tankerne hen på Crystal Castles. På dette nummer rives Stevie Nicks stemme itu for igen at sættes sammen og danne en ny sammenhæng. Mod slutningen af Goth Star bliver brudstykkerne længere, og stemmen bliver mere nærværende. Pictureplane ser tilbage for at komme frem.
August måned plejer i dansk koncertsammenhæng at være en halvtrist måned. Spillestederne bringer i mindre grad de små og interessante navne til af frygt for det dovne eller ikke-tilstedeværende feriepublikums engagement. I år er der dog masser af interessante oplevelser at hente som enkeltstående arrangementer. Selvom der stadig er eksempelvis Beatday og ganske interessante festivaler i nabolandene, har enkelte spillesteder altså rigtig, rigtig fine arrangementer at byde på.
Musikcaféen i Århus byder d. 12. august (som tidligere nævnt på siden) på Wooden Shjips - og har nu også tilføjet de fantastiske Crystal Stilts til aftenens lineup. Senere på måneden er der flere fine jazzaftener i vente, ligesom også Chimes & Bells (signet til mægtige Bella Union i England) skulle være værd at checke ud. Den 20. august byder Train på Moderat, hvilket nok skal blive en interessant aften. Jeg har, indrømmet, aldrig hørt specielt meget Modeselektor men er til gengæld meget glad for Apparat.
Det er dog tydeligvis i København, der er flest smukke koncerter at finde i august måned. Specielt Vega har en masse at byde på: Søndag d. 2. spiller The Pains of Being Pure at Heart op. De negative anmeldelser fra Roskilde Festival skal ikke holde nogen væk: De spillede ganske fint og var yderst sympatiske. Og lyden er trods alt bedre i Vega end i Pavilion-teltet! Tirsdag d. 11. er Crystal Antlers også (allerede) tilbage i Danmark. Selvom vi var ret så få på VoxHall i efteråret, spillede de en helt igennem forrygende koncert. To dage senere, d. 13., åbnes så dørene for ingen andre end Vampire Weekend, der endelig gæster landet. Forventningerne er ganske, ganske store. Vega har dog endnu mere i vente i august. Kun tre dage senere, d. 16., spiller selveste Deerhunter med Shout Wellington Air Force som opvarmning (som forhåbentlig spiller en masse nyt), og dagen efter er det DeVotchKas tur til at spille op. Ja, det bør vel også nævnes, at Moderat også spiller på Vega onsdag d. 20.
Har man 40 kr. ekstra til en koncertoplevelse ud over det sædvanlige, kan det kun anbefales at bruge dem på HEALTH onsdag d. 19. på Lygten Station (lige ved siden af Nørrebro Station). Rygter, fornemmelser, førstehåndskilder og en fantastisk førstesingle er alt sammen noget, der bidrager til forhåbningerne om, at deres kommende album bliver endnu bedre end debuten. De flirtede allerede på debutalbummet med det dansable, og det tyder på, at de i endnu højere grad har taget dette element til sig på den nye.
Det var en masse links at give sig i kast med. Det må hellere følges op med en masse mp3'er også. Er der nogle vigtige koncerter, jeg har glemt?
Så er der endelig nyt fra de eksperimenterende støjrockere i HEALTH. I 2007 imponerede de en hel skare af støjfanatikere og omvendte sikkert også en del, der tidligere havde afskrevet denne type larm med deres selvbetitlede debutalbum.
Til september udgiver de opfølgeren Get Color, der er blevet til efter en del strabadser og udmattende nætter med forsøg på at nå frem til det rette udtryk i mixningen. Førstesinglen Die Slow er en dansabel sag, der er mere tilgængelig end meget af deres tidligere materiale. Man kunne næsten tro, de havde lært lidt af deres nære venner i Crystal Castles. Det lyder dog stadig umiskendeligt som HEALTH, bl.a. kendetegnet gennem den spøgelsesagtige, næsten fjerne vokal.
Albummet udgives endnu engang gennem Lovepump United, i hvert fald i USA, medens rygterne vil vide, at en del engelske, uafhængige pladeselskaber i øjeblikket kæmper om rettighederne i Storbritannien til det længe ventede album. Stream: HEALTH - Get Color (klik i venstre side og vent lidt - et remix af deres label mates i Pictureplane er også at finde)
I går aftes, torsdag d. 22. maj, fik Århus fint besøg. Støjrockerne HEALTH fra L.A., som vi efterhånden har nævnt en del gange, lagde endelig vej forbi Danmark med odenseanske Plök som support. Og hvilken koncert de bød os på Musikcaféen. Energisk, larmende og egentlig bare fantastisk. Grænsende til det geniale. Der var ikke rigtigt nogen pauser i settet, hvilket gjorde koncerten til et decideret sansebombardement.
Plök leverede også en koncert, der bød på interessante øjeblikket. Bandet har et åbenlyst talent, der blot mangler at blive kanaliseret mere effektivt.
HEALTH åd godt nok al min pasta, men med den koncert i baghovedet måtte de egentlig også godt drikke al min kaffe, uden jeg ville hade dem for det. Og så kommer de jo sikkert på Roskilde næste år, så det skader vel ikke at lefle for dem. Billeder fra koncerten kan findes her (af Kasper Troels Nørregård).
For at afrunde denne lange lovprisning af kvartetten følger her et link til billige og smukke ting med dem: HEALTH // FASHION. Nu skal jeg nok slappe af. God weekend!
Rygterne har længe svirret, og nu har vi endelig fået bekræftet det: HEALTH kommer til Århus og nærmere bestemt Musikcaféen d. 22. maj. Opvarmningen bliver odenseanske Plök, der snart drager i studiet. Dermed får det mørke Jylland en aften med dejlig larm - leveret på to vidt forskellige måder.
Og apropos Musikcaféen tilbyder de (selvom de mangler at offentliggøre det på hjemmesiden) minsandten Uppsala-svenskerne Jeniferever den 28. maj - med på programmet er Mimas, der for tiden mixer på deres debutalbum.
Men hov, var der ikke noget andet d. 28. maj? Bor man i København, har man den 28. ingen undskyldning for ikke at befinde sig på Loppen, når Spencer Krug sætter sig igennem.
Da et uinteressant upcoming band fra London navngav sig Bono Must Die fandt de hurtigt ud af, at dét at opkalde sit band efter en kendis kan have sine fordele. Interessen for bandet med det provokerende navn voksede i hvert fald støt, og det samme gjorde fanbasen... (At de så i sidste ende endte med at blive sagsøgt af selveste hr. U2, og blev tvunget til at ændre navn til det lidt mere anonyme oRPHANS (FKABMD), er selvfølgelig nok ikke ligefrem den lykkelige slutning bandet havde regnet med, men heldigvis stadig fantastisk underholdning for alle os andre.)
Et andet band der har opkaldt sig efter en celeb, er Abe Vigoda. Den ”sande” Abe Vigoda er den nu 86-årige skuespiller, der er mest kendt for sin rolle som Sal Tessio i The Godfather, og for – lidt trist - gentagende gange i 80’erne at blive erklæret død i diverse medier blandt andet i People Magazine, selvom han levede i bedste velgående. Bandet Abe Vigoda fra Los Angeles er i langt større grad mere anbefalelsesværdigt end Bono Must Die. Hovedsagligt fordi de har talent, og det har de andre ikke. De udgav deres debutalbum ”Kid City" i starten af 2007, og ved gennemlytning af den plade, er det er nemt at forstå, hvorfor de i LA deler noise-pop scenen med støjhovederne i for eksempel HEALTH, No Age og Mika Miko. På deres MySpace-side kan man dog nu lytte til to nyere numre. Det er Dead City/Waste Wilderness og Bear Face. Jeg kan vældig godt lide den skramlende lyd der hersker på ”Kid City”, men disse to numre overgår klart alt der er på pladen og viser langt større alsidighed i sangene end hidtil. Hvis deres fremtidige album kan holde denne høje standard hele vejen igennem, så bliver det i sandhed prægtigt.
Abe Vigoda- All Night and Day fra albummet "Kid City":
Find og download Dead City/Waste Wilderness på denne side
It's kind of tough to put a list like this together, because I feel like I haven't really given a good listen to very many records that came out just this year. I guess I would maybe say:
1. Battles - Mirrored 2. Tommy Santee Klaus - Dog is Dead 3. Of Montreal - Hissing Fauna, Are You the Destroyer? 4. Caribou - Andorra 5. No Little Kindness - Rejoice 6. Karl Blau - Dance Positive 7. Chromatics - In the City (I guess this isn't an album)
This is all I can think of right now. I'm probably leaving some really good stuff off of here.
The Deadly Syndrome, Jesse Hoy:
(Også Jesse Hoy fra Deadly Syndrome har valgt at lave en lidt alternativ liste. (Tsk tsk) Her med hans yndlingsfilm fra 2007. red.)
Favorite Movies of 2007: I know this isn't quite what you asked for, but fun just the same! 1. No Country for old Men 2. Hot Fuzz 3. The Assassination of Jesse James by the coward Robert Ford 4. There will be Blood 5. Ratatouille
The westerns were great this year, I haven't seen them all yeat, but the ones I did see were some of the best movies I saw this year. Also murder was dealt with amazingly this year. The top four movies I enjoyed all brought a lot of blood to the silver screen....Wow, I sound really creepy. Anyway these were all well told stories.
Efterklang:
1. Panda Bear - Person Pitch 2. Tenniscoats - Tan Tan Therapy 3. Dirty Projectors - Rise Above 4. Collen - Les Ondes Silencieuses 5. Slaraffenland - Private Cinema 6. Akron/Family - Love is Simple 7. Deerhunter - Cryptograms 8. Animal Collective - Strawberry Jam 9. The National - Boxer 10. Kevin Drew - Spirit If... 11. Amiina - Kurr 12. Ólöf Arnald - Vid og Vid 13. Tenniscoats - Totemo Aimasho 14. Kirsten Ketsjer the Rock Band - FFFFOO K TSSCCH 15. Múm - Go Go Smear The Poison Ivy 16. Radiohead - In Rainbows 17. Arcade Fire - Neon Bible 18. Beirut - The Flying Club Cup 19. Deerhoof - Friend Opportunity 20. Blood Music - Don Quite
Figurines:
Jeg tror, vi alle i bandet er rimelige enige om, at disse plader har været blandt de bedste:
1. Band of Horses - Cease to Begin 2. Cold War Kids - Robbers & Cowards 3. I Am Bones - The Greater Good 4. The Cribs - Men's Needs, Women's Needs, Whatever... 5. Of Montreal - Hissing Fauna, Are You The Destroyer?
HEALTH, John Famiglietti:
Here is my list...Hope it doesn't sound too dry...
1. Various Artists - "After Dark" Italians Do It Better dominated our 2006 and 2007, the best thing about this year is that indie music news circles have finally caught on to the best thing going. Every song on here is a jewel....a Johnny Jewel.
2. Chromatics - "Night Drive" A fictional soundtrack to a giallo movie that was never made. The Kate Bush cover is incredible.
3. Videohippos - "Unbeast The Leash" One of our favorite bands right now, Videohippos make very music that manages to sound upbeat, childish, and very sad at the same time. Its really something special.
4. Glass Candy - "B/E/A/T/B/O/X" Mostly overlooked by most review sites, the latest Glass Candy CDR is mostly new recordings of old songs, but everything is FASTER. Beatific, Candy Castle, and the new Life After Sundown are IT.
5. Dirty Projectors - "Rise Above" Interesting and complex rock music inspired by a ton of different musical styles, built around a ridiculous concept. HOWEVER, it is GREAT, and is never bogged down by its lofty-ness, no beard scratching required.
6. Panda Bear - "Person Pitch" A one of a kind album that will be remembered as one of the greatest albums of the '00s.
7. Various Artists- "Kitsune Maison Compilation vol. 4" A lot of great tunes, as well as ones yr gonna hit the skip button on. But its all FUN. The darkest Crystal Castles song ever, and some of the the happiest songs you've ever heard.
8. Dan Deacon - "Spiderman of the Rings" The greatest one man band in history, the Deac must be seen live. However is music is ace too!! The Crystal Cat and Wham City are simply great pieces of music.
9. M.I.A. - "Kala" Despite some guest stars that will make you want to crawl in a box and cringe yrself to death, the rest of this album is AWESOME. Crazy ass beatz.
10. Pre- Epic Fits London crazy ass spazz outfit makes it crazy and stuff. Scenes from a 1963 Los Angeles Love-In is the highlight.
Jeg skrev for nogle uger siden, at L.A. endelig havde markeret sig på den skæve musikscene i år efter nogle års dvale. Bloggen Surfing on Steam har nu lavet nogle årslister, og blandt dem er der såmænd en top 10 over årets udgivelser fra L.A. - hvorfor No Age ikke topper listen (endsige er at finde på listen) er mig dog en gåde. Listen toppes derimod af The Broken West, mens de larmende HEALTH indtager en 10. plads.
Find indlægget på Surfing on Steam her: Clique clique
TheDeadlySyndrome burde flytte til Montreal. De fire talenter kommer fra vidt forskellige steder i det amerikanske og er nu bosat i L.A. Kald mig ignorant, men medmindre man er til hip-hop har L.A. ikke haft meget godt at tilbyde musikverdenen på det seneste. 2008 har til gengæld givet os bands som HEALTH, No Age og nu TheDeadlySyndrome.
Gruppen sammenlignes mange steder med Wolf Parade, hvilket der kun til tider er hold i; således er de ligesom disse canadiere også besat af at synge om spøgelser og har endda en sang om ulve. Når det kommer til selve lyden, er det kun i 2. halvdel af AnimalsWearingClothes, at de lyder som Wolf Parade. Men det er bestemt heller ikke noget dårligt navn at blive sammenlignet med! Gruppen sammenlignes også ofte med TheArcade Fire (men hvem gør ikke det?), hvilket mest kommer til udtryk i vokalen. Falsetten er bedre, men Win Butler er bedre til at lyde ynkelig på en overbevisende måde.
Produktionen er simpel, har sikkert ikke kostet meget og ville måske passe bedre til en plade, der var mere lo-fi. Dog er det ved produktionen, at debutalbummet netop skiller sig ud fra de mange andre Montreal-bands, der som oftest har en ren produktion.
Og hvem kan stå for denne linie fra førnævnte AnimalsWearingClothes:
"Keep it to yourself / Makeyourlife a livinghell / Die a littleeveryday / most people die thatway."
