Splashh

De habile folk hos Kanine Records har netop skrevet under med kvartetten Splashh, der består af to newzealændere, en australier og en enkelt englænder. En ferie blev til et musikalsk møde blev til en flytning blev til en demo blev til en koncert blev til en ny trommeslager, og nogle demoer senere havnede Splashh i fint selskab.

Det kan til tider lyde som en mere letbenet udgave af Deerhunter. Det er utvivlsomt tættere på solskin, og dybden er bestemt ikke den samme, men det lyder spændende. Bandet har da heller ikke spillet sammen længe, så det må forventes, at de skal spille sig ind på hinanden. Jeg tillader mig at have små forventninger.





/Martin

Nyt fra Deerhunter

Selvom Bradford Cox for mange fremstår som noget af en krukket person, passer musikken ganske enestående til hans person. På én gang mystisk og alligevel ukompliceret. Dækket til og alligevel afklædt. Et godt eksempel herpå er Pitchfork.tv-serien Daytripping With Bradford Cox. Egentlig traver han vel bare rundt i sin egen verden og prøver ikke på at være noget andet, end han er. En født særling. Men en særling, der har noget på hjerte og ikke kan lade være med at kanalisere det ud.

Og gudskelov. Manden laver fantastisk musik i både Deerhunter og som Atlas Sound. Den 28. september er der nyt album ude med Deerhunter, og gruppen har netop sluppet en mp3 derfra sammen med en b-side. Albummet hedder Halcyon Digest, og forklaringen er ifølge Cox denne: "The album's title is a reference to a collection of fond memories and even invented ones, like my friendship with Ricky Wilson or the fact that I live in an abandoned victorian autoharp factory. The way that we write and rewrite and edit our memories to be a digest version of what we want to remember, and how that's kind of sad."

Såfremt manden en dag udgiver en bog med sine erindringer, skal jeg gerne købe den. Nostalgien dyrker manden vist. Utroligt nok er det allerede gruppens fjerde fuldlængde (og femte hvis man tæller Weird Era Cont. som en selvstændig), og det lyder til, at de igen ændrer kurs og stadig lyder fuldstændig som sig selv. Unikt og imponerende.

Darkness, always / It doesn't make no sense

MP3: Deerhunter - Revival (fra det kommende Halcyon Digest)
MP3: Deerhunter - Primitive 3D (b-side fra Revival singlen)

/Martin

Koncerter i august

August måned plejer i dansk koncertsammenhæng at være en halvtrist måned. Spillestederne bringer i mindre grad de små og interessante navne til af frygt for det dovne eller ikke-tilstedeværende feriepublikums engagement. I år er der dog masser af interessante oplevelser at hente som enkeltstående arrangementer. Selvom der stadig er eksempelvis Beatday og ganske interessante festivaler i nabolandene, har enkelte spillesteder altså rigtig, rigtig fine arrangementer at byde på.

Musikcaféen i Århus byder d. 12. august (som tidligere nævnt på siden) på Wooden Shjips - og har nu også tilføjet de fantastiske Crystal Stilts til aftenens lineup.
Senere på måneden er der flere fine jazzaftener i vente, ligesom også Chimes & Bells (signet til mægtige Bella Union i England) skulle være værd at checke ud.
Den 20. august byder Train på Moderat, hvilket nok skal blive en interessant aften. Jeg har, indrømmet, aldrig hørt specielt meget Modeselektor men er til gengæld meget glad for Apparat.

Det er dog tydeligvis i København, der er flest smukke koncerter at finde i august måned. Specielt Vega har en masse at byde på: Søndag d. 2. spiller The Pains of Being Pure at Heart op. De negative anmeldelser fra Roskilde Festival skal ikke holde nogen væk: De spillede ganske fint og var yderst sympatiske. Og lyden er trods alt bedre i Vega end i Pavilion-teltet!
Tirsdag d. 11. er Crystal Antlers også (allerede) tilbage i Danmark. Selvom vi var ret så få på VoxHall i efteråret, spillede de en helt igennem forrygende koncert. To dage senere, d. 13., åbnes så dørene for ingen andre end Vampire Weekend, der endelig gæster landet. Forventningerne er ganske, ganske store.
Vega har dog endnu mere i vente i august. Kun tre dage senere, d. 16., spiller selveste Deerhunter med Shout Wellington Air Force som opvarmning (som forhåbentlig spiller en masse nyt), og dagen efter er det DeVotchKas tur til at spille op. Ja, det bør vel også nævnes, at Moderat også spiller på Vega onsdag d. 20.

Har man 40 kr. ekstra til en koncertoplevelse ud over det sædvanlige, kan det kun anbefales at bruge dem på HEALTH onsdag d. 19. på Lygten Station (lige ved siden af Nørrebro Station). Rygter, fornemmelser, førstehåndskilder og en fantastisk førstesingle er alt sammen noget, der bidrager til forhåbningerne om, at deres kommende album bliver endnu bedre end debuten. De flirtede allerede på debutalbummet med det dansable, og det tyder på, at de i endnu højere grad har taget dette element til sig på den nye.

Det var en masse links at give sig i kast med. Det må hellere følges op med en masse mp3'er også. Er der nogle vigtige koncerter, jeg har glemt?

MP3: The Pains of Being Pure at Heart - Stay Alive
MP3: Crystal Stilts - Crippled Croon
MP3: Crystal Antlers - A Thousand Eyes
MP3: Wooden Shjips - We Ask You to Ride
MP3: DeVotchKa - How It Ends
MP3: HEALTH - Die Slow
MP3: Deerhunter - Circulation
MP3: Atlas Sound - Walkabout (feat. Panda Bear) - okay, det er ikke Deerhunter, men det er stadig Bradford Cox. Og det er stadig årets bedste sang

/Martin

E Bird + nyt fra Deerhunter

Det sker en sjælden gang, at jeg bliver revet tilstrækkeligt med af dansk musik til, at jeg vil skrive om det. Jeg havde end ikke hørt om københavnske E Bird, da jeg fik en mail med en anbefaling om at lytte til de fire, men der skulle ikke gå lang tid, før jeg allerede ærgrede mig over ikke at være stødt på dem tidligere.
Bandet lyder til at være ganske inspirerede af den nordamerikanske og canadiske indie rock, og de er ikke bange for at opsøge det grå. Forstået på den måde at musikken bygger på en afklaret dunkelhed, der er næsten opgivende og apatisk - men stadig i det grænseland hvor interessen opretholdes og sympatien bevares. Der er noget dejlig rastløst over det - i ordets bedste forstand.

Gruppen frister en tilværelse som ret så oversete, hvilket de dog næsten også er dømt til med den delvise Jagjaguwar-æstetik (en løs beskrivelse, javist), der lægges for dagen. Men hvor kan man dog håbe, at de bevarer denne charme og alligevel kommer ind under huden på bare nogle enkelte lyttere i dette lille land, der kan være så ubarmhjertigt over for musik med, ja, hjerte.
Sanger Tue Eberts skæve vokal fungerer fint. Han lider, og man tror på det. Indspilningerne er forholdsvis lo-fi, hvilket klæder musikken og holder den i et mørkt favntag. På spørgsmålet hvad han i øjeblikket lytter til, svarede Ebert, at den specielt står på Swan Lake for øjeblikket, og fascinationen af Spencer Krug, Carey Mercer og Dan Bejar (sammen såvel som hver for sig) er da også til både at forstå og høre.

Gruppen er lidt over halvvejs med indspilningerne til det, der skal blive deres første fuldlængdeudgivelse. De står for det hele selv i deres studie i Valby, ligesom det var tilfældet med EP'en, der bærer den underfundige titel Real Tigers Made of Paper. Her må vi formode, at der leges med idéen om det ægte og det uægte, det umiddelbare over for mødet med kendsgerningen, styrken i idéfasen over for den tandløse virkelighed - ud fra den kinesiske tanke om "papirtigeren". Spændende skal det blive at høre, hvordan debutalbummet bliver. Tag endelig forbi deres MySpace og skænk de tre sange et lyt.

Og så kan og vil jeg ikke undlade at nævne, at vi allerede har nyt fra de produktive Deerhunter. Den 18. maj har de en EP ude (digitalt) ved navn Rainwater Cassette Exchange. Den fysiske udgivelse følger i starten af juni. EP'en blev indspillet i februar og kommer til at indeholde fem sange. Én af disse er titelsangen, som allerede er frigivet som mp3. Det lyder utvivlsomt som Deerhunter, men der er en anelse mere Animal Collective over det denne gang. Det er let at sige, men det er svært at lade være.

MP3: Deerhunter - Rainwater Cassette Exchange

/Martin

Årets album 2008 - Camilla

10. The Acorn – Glory Hope Mountain (Paper Bag)

Vi har først fået glæde af The Acorns behagelige folk-pop i Europa her i år, selvom albummet ”Glory Hope Mountain” allerede blev udgivet i USA tilbage i 2007. Anmeldelserne har ikke været voldsomt lovprisende (ej heller hos Pitchfork, FY!), men forsanger Rolf Klauseners skrøbelige stemme og den Akron/Family-inspirerede musik, fortjener uden tvivl et nærmere lyt.
The Acorn på MySpace


Portishead - Third (Island)

10 års ivrig venten er slut. Third er udgivet og har været ventetiden værd. Det trækker lytteren ind i en mørk, melankolsk verden. En verden opbygget af eksperimentelle, trip hop-toner, som vi også kender det fra de tidligere plader, de Bristol-bosatte har sendt på gaden. Dette er et album, der fortjener et utal af gennemlytninger for at få alle detaljer med.
Portishead på MySpace

8. TV on the Radio – Dear Science (4AD/Interscope)

Det er ikke fordi, jeg kan prale af at have lyttet til Dear Science utallige gange. Gennemlyttet er det dog blevet, og det er svært ikke straks at være klar over, at man her har med en af årets mest gennemførte art-rock plader at gøre.
Tv on the Radio på MySpace

7. Atlas Sound – Let The Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel (Kranky)

Atlas Sound er navnet på Deerhunter-forsanger Bradford Cox’ soloprojekt. Jeg anmeldte albummet for Undertoner tilbage i februar, og allerede dér herskede der ingen tvivl om, at det med sit ambiente og skrøbelige univers, ville finde en plads på min årsliste.
Atlas Sound på MySpace

6. Cut Copy – In Ghost Colours (Modular/Interscope)

Cut Copy har med det dansable electropop-album In Ghost Colours bevist, at Australien ikke kun kan prale af operahuse, Kylie Minouge, kænguruer, Ayers Rock, Steve Irwin, Architecture in Helsinki, koalaer... og AC/DC.
Cut Copy på MySpace

5. No Age - Nouns (Sub Pop)

Ligesom Abe Vigoda slog amerikanske No Age deres folder i det punkede undergrundsmiljø i LA. Selvom de nu har vundet mere og mere succes uden for deres hjemby, har de ikke skruet ned for hverken punkreferencerne eller støjniveauet på Nouns. Heldigvis. Pladen lever mindst ligeså meget op til sin forgænger Weirdo Rippers fra 2007.
No Age på MySpace

4. Vampire Weekend – S/T (XL)

Indrømmet - Der har ikke altid hersket hed kærlighed mellem mig og Vampire Weekend, og i starten var jeg stædigt overbevist om, at forsangeren, Ezra Koenig, burde finde sig et dårligt reggae-band at rode med i stedet. Heldigvis er det uretmæssige had blevet til henrykkelse, og Vampire Weekend havner derfor, med deres alternative, glade popsange, på en fjerdeplads. Vampire Weekend på MySpace


3. Jay Reatard – Matador Singles 08 (Matador)

Tidligere på året udgav Jay Reatard Singles 06-07 og her i oktober blev det til Matador Singles 08. Begge plader indeholder et hav af garage-punk og melodisk pop inspirerede sange, og selv et skønt cover af Deerhunter-nummeret ”Fluorescent Grey” kan det blive til på MS 08. Der kan derfor på ingen måde tales om et dalende niveau for hr. Reatard trods sin store produktivitet.
Jay Reatard på MySpace

2. Abe Vigoda - Skeleton (Post Present Medium)

De LA-bosatte Abe Vigoda har i år stået model til danske anmeldertæv fra henholdsvis Gaffa og Undertoner. Heldigvis er vi et par stykker, der modsat Undertonerskribenten, ikke tager udgangspunkt i bandets - åbenbart pinlige - pressemeddelelse, men i stedet for rent faktisk lytter til selve musikken. Og den er støjende og prægtig!
Abe Vigoda på MySpace

1. Deerhunter – Microcastle/Weird Era Cont. (Kranky/4AD)

Jeg elskede dem sidste år for Cryptograms. I år er de, om muligt, elsket endnu mere for deres Microcastle. Jeg mangler ord. Minimalisme, ambient og lofi-garage rock er åbenbart en guddommelig kombination.
Deerhunter på MySpace

Må I alle have et rigtig prægtigt nytår!
/Camilla

Årets album 2008 - Martin (1-10)

Så er vi nået til top 10! Se første del af Martins top 25 her.
Om 2008: Inden for hvad mange vil kalde indie-verdenen var 2008 præget af færre udgivelser fra etablerede grupper end sidste år (der bød på udgivelser af grupper som Interpol, Modest Mouse, Clap Your Hands Say Yeah, The Shins, The Arcade Fire, Animal Collective etc.).
2008 har til gengæld givet plads til mange spændende debutanter og en del albums fra bands, der er blevet stemplet som neo-folk, psych-folk og new-primitivism. Hvor 2007 bragte nogle af disse begreber på folks læber, er de først i år blevet hvermandseje. En anden heldig udvikling har også fundet sted i 2008: Et større udbud af grupper, der finder inspiration i verdensmusikken og er i stand til at forbinde den med en vestlig pop- og rocktradition. Endnu et spændende år for musikken! Og nu til resten af listen:

10. Portishead - Third

At vente ti år med at udgive album nr. 3 er ret rock 'n' roll. At skabe så vanvittige forventninger efter kun to plader er endnu vildere. At skabe et så helstøbt og helhjertet album som Third og dermed reaktualisere sig selv så overbevisende - det er en kunst. Portishead lyder ikke en dag forældede, og de sætter endnu engang musikverdenen på plads med deres dystre, elektroniske genialiteter.

9. Fleet Foxes - Fleet Foxes

Efter at have set på mange amerikanske årslister er en 9. plads ret lavt for debutanterne i Fleet Foxes. Jeg vil dog fokusere på, hvor imponerende det er at lyde så meget som sig selv på sin første fuldlængdeudgivelse, som det er tilfældet her. Fleet Foxes rammer bredt og kan ganske enkelt beskrives som både sofistikerede og pisse hyggelige.

8. Cut Copy - In Ghost Colours

Australske Cut Copy har med deres seneste udspil endelig erobret det store publikum, deres skønne pop fortjener. De fleste steder fremhæves gruppens inspiration fra 80'erne, men der er også en hel del fra 90'erne; de tager således elementer af naiviteten i eurodance og gør det, gisp!, interessant. Et forrygende album, der balancerer et mystisk sted mellem det dansevenlige og det melankolske.

7. No Age - Nouns

Punkduoen No Age imponerede sidste år med EP-opsamlingen Weirdo Rippers, der fandt plads på både min og Börneblogger Camillas liste over de bedste udgivelser fra 2007. I år udgav gruppen så deres første 'rigtige' LP - og de skuffer bestemt ikke. Blandingen af punk og ambient er spredt så elegant ud på albummet, at det ene aldrig overtrumfer det andet.

6. Atlas Sound - Let the Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel

Bradford Cox' soloprojekt Atlas Sound var ventet med stor begejstring af mange Deerhunter-fans. Hvordan ville denne særling udfolde sig på egen hånd? Én ting var sikkert: Udfolde sig, det ville han. Manden oser af kreativt overskud, hvilket på denne spirituelle rejse tager lytteren gennem en eventyrlig og skræmmende verden af shoegazer-pop, ambient og lofi-pop.

5. The Acorn - Glory Hope Mountain

Canadiernes seneste udspil har mange steder fået fine anmeldelser - men kun få steder modtaget de rigtig fine af slagsen. Havde jeg kun haft en måned til at gennemlytte pladen, ville den nok også ende med en sådan bedømmelse. Men ligesom åbningsnummeret Hold Your Breath, én af dette års smukkeste sange, folder albummet sig ud og bliver kun stærkere og stærkere. Folder sig ud, lukker lytteren ind, lukker. Åbner op til noget større. Rolf Klausener er en yderst undervurderet sangskriver, der nok skal få den fortjente respekt de kommende år.

(Glory Hope Mountain udkom i USA sidste år, men fik først sin europæiske udgivelse i år)

4. Vampire Weekend - Vampire Weekend

Med så massiv hype op til udgivelsen af dette års bedste debutalbum skulle det blive spændende at se, om amerikanerne kunne levere varen. Det kunne de åbenlyst - ud fra både salgstal og anmelderreaktioner. Der er intet at sige til det: Deres blanding af afrikansk musiktradition og vestlig poptradition er ganske unik. Ikke fordi de har opfundet noget revolutionerende - men fordi de gør det så godt. De smittende og medrivende sange leveres med så meget overskud, at det er svært ikke at lade sig begejstre.

3. The Dodos - Visiter

Amerikanske The Dodos er et underfundigt studie i, hvordan man med simple midler stadig i 2008 kan skabe noget unikt. Om det så hører under psych-folk, neo-folk eller hvad. Meric Long er en fremragende guitarist og sanger, og Logan Kroeber er en fremragende trommeslager. De har den tekniske kunnen, og de har noget at bruge den til: De skriver ganske enkelt bedre sange end de fleste.

2. Deerhunter - Microcastle

Så kom Bradford Cox med to gange i top 6! Sidste år havde både jeg og Börneblogger Camilla svært ved at beskrive Deerhunters Cryptograms. Jeg vil heller ikke vove mig ud i en længere beskrivelse af album nr. 3. Det er simpelthen ufatteligt svært at beskrive, hvad Deerhunter gør, men de gør det rigtigt. Der er tale om en art rejse i nyere rockhistorie, og den kan kun anbefales.

1. TV On The Radio - Dear Science

Hvis Microcastle er en rejse i nyere rockhistorie, så er Dear Science et studie i logisk alsidighed. Intet band har i 2008 vist så meget overskud, som TV On The Radio har med dette udspil. Der er alt, hvad hjertet kan begære, og amerikanerne har nu endelig indfriet det enorme potentiale og manifesteret sig som ét af nyere tids vigtigste orkestre. En gruppe, der giver fanden i, hvordan man bør lyde. En gruppe, der på magisk vis er endnu mere inspirerende, end den er inspireret - og så er vi ude i det transcendentale. Jeg er målløs.

(N.b.: Vi har valgt ikke at inddrage EP'er på vore årslister!)

Deerhunter - ny frygt

Atlanta, Georgias Deerhunter er ikke et specielt hemmeligt band - i hvert fald ikke længere.

Den i overskriften nævnte "frygt" går da heller ikke på, at Deerhunter som band skulle blive overset (som det kan være tilfældet med Women) - den går derimod på det bonusalbum, man kan få sammen med det nye album Microcastle. Dette album har været leaket i over et halvt år, og det er ingen hemmelighed, at jeg finder det eminent. Men først i dag har jeg fået lyttet til bonusalbummet Weird Era Cont., der er meget, meget mere end blot sange, der ikke var gode nok til Microcastle.

Nu består Deerhunter af mere end blot sanger og sangskriver Bradford Cox, men det vil altid være ham, der løber med opmærksomheden. Ganske uundgåeligt og ikke som et resultat af et stort ego. Han er yderst produktiv i både Deerhunter og med soloprojektet Atlas Sound, og han har klare holdninger, som han ikke holder tilbage blot for at holde dem tilbage (som i dette lange interview med ham og Liars på Drowned in Sound).
Og det specielle ved Weird Era Cont. er da også netop, at man får yderligere indsigt i dette fascinerende menneskes sind. Gamle Smashing Pumpkins-fans vil måske huske den glæde det var at lytte til de tiloversblevne sager, der udgjorde gratisalbummet MACHINA II / Friends and Enemies of Modern Music - netop fordi det gav følelsen af som lytter at blive inviteret ind i studiet og hjernen hos en stor sangskriver. Også på Deerhunters bonusalbum er produktionen blevet underprioriteret, men det gør absolut ingenting. Man får fornemmelsen af, hvor stærke mange af sangene kunne have været, og når den proces opleves som noget positivt frem for frustrerende, er det simpelthen fordi, bandet er så inspirerende i sig selv. Ganske imponerende.

Ingen mp3'er i denne omgang! I så fald bliver de lagt op en anden god gang.

/Martin

AU! ..... (???)

Det er ikke Australien eller et smerteligt udbrud der her refereres til, men derimod et band, jeg først i går ved et tilfælde fik lyttet til. De hedder noget så minimalistisk som AU (udtales Ay You) og residerer i det smukke Portland, Oregon, hvor de fifler med exceptionelt behagelig musik.

Bedst kan de vel beskrives som en blanding mellem Efterklang, Animal Collective, Deerhunter og Le Loup, og da dette er fire helt vidunderlige bands, kommer det nok heller ikke bag på nogen, at de med deres selvbetitlede debutalbum fra 2007 fik gode anmeldelser over hele linien, samt blev inviteret til at tournere med blandt andet Grizzly Bear, Beach House, Blitzen Traper, Phosphorescent og Fleet Foxes.

I juni i år udgiver de så allerede deres andet album "Verbs", hvor nummeret RR vs. D er på. Dette nummer kan nu - sammen med udvalgte "gamle" numre - høres på deres myspace, og hvis man finder ud af, at dette appellerer til ens milde sind, kan det downloades her:

Mp3: AU - RR vs. D

/Camilla

High Places

Man kommer langt som musiker, hvis man har en kendis som fan; således var der nok ikke mange, der kendte til eksistensen af High Places, før Bradford Cox (Deerhunter, Atlas Sound) over for Pitchfork kaldte deres CD-R demo fra 2007 for et af det forgangne års bedste udgivelser (det var i øvrigt også grundet hr. Cox, at mange fik øjnene op for L.A.-duoen No Age). High Places står stadig uden selskab, og de har endnu ikke andet end demoer på CV'et - men 2008 bliver et stort år for Brooklyn-duoen.

De har en vis lighed med Beach House (som i øvrigt snart udgiver opfølgeren til deres fantastiske, selvbetitlede debut fra 2006), men hvor førnævnte spiller på det helt igennem triste, er High Places en tand mere upbeat. De formår elegant at underspille det eftertænksomme, men det står stærkt tilbage i hukommelsen efter hver eneste sang. Bradford Cox beskrev musikken som "haunting", og det er uhyre præcist.

For en anden mærkværdigt løssluppen og alligevel præcis beskrivelse, kan der henvises til forsøget på last.fm:

"High Places channels the spirit of school bus sing-a-longs, back country camping trips, and first prize science fair projects, while conjuring dreams of faraway places through the use of field recordings, contact mics on houshold items, wind instruments and electronic thingamabobs."

Så kan man tænke over den.
Bandet er i øvrigt inviteret til at spille til Midi Fest i Frankrig i slutningen af juli, hvilket formentlig bliver grundlaget for en europæisk tour. Derudover har Deerhunter for nylig tilbudt dem at tage med på tour, så der skulle være nok muligheder for de danske spillesteder til at få dem lokket til.

MP3: High Places - Cosmonaut
MP3: High Places - Head Spins
MP3: High Places - New Grace
MP3: High Places - Shared Islands

/Martin