Car Seat Headrest er navnet på en ung, produktiv gut fra Seattle. Han lystrer et andet navn, Will Toledo, og bruger så meget tid på at indspille musik i sit soveværelse, at han næsten ikke kan have haft tid til at føle alt det, han formidler i sine sange.
Men det handler om følelser. Han kan knap rumme dem, og hans tanker bliver ganske naturligt et spindelvæv omkring selvsamme følelser.
Nu er Toledo blevet samlet op af Matador, der netop har udgivet den meget fine og overraskende varierede Teens of Style, som samler genindspilninger af materiale fra de seneste fire år. Stilen er ganske lo-fi, som vi kender den fra vores helte fra 90'erne, der fik os til at forestille os et liv på college dorm rooms med væg-til-væg-tæpper.
Sådan noget kræver melodier, og det har Toledo næsten i overflod. Men også kun næsten. Doseringen er nemlig lige så følsomt eksekveret som teksterne. Han er ude af sync med sine omgivelser, der bliver ældre og efterlader ham med de sange, han stadig laver. En betragtning bliver således til en metavinkel på Times to Die. Alle hans venner bliver gift. Han får ikke rigtigt betalt af på sine lån. Kan du genkende det?
Der er åbenlyse spor af alt fra Guided By Voices til Sparklehorse, fra flere kunstnere på Orchid Tapes og endda en næsten-reference til Beach Boys i slutningen af The Drum (hvad blev der egentlig af The Drums?). Car Seat Headrest har med andre ord indtil nu været en Bandcamp-kunstner par excellence. Ung. DIY. Skrabet. Skrøbelig.
Han er så fanget i førnævnte spind, at han bliver nødt til at forholde sig til sig selv i en grad, han næsten ikke kan holde ud. En menneskelig betingelse. Strangers begynder således med en nagende tvivl:
If I can fit my dreams
You say the same things over and over
Into an ABAB rhyme scheme
You say the same things over and over
Det udvikler sig senere til et anstrengt forhold til visse forventninger:
Society wants me to fuck, well fuck ‘em
Car Seat is a genetic stop sign
I sleep lying next to a mirror
Car Seat is a menace to the public
Og så. Det største forræderi: kunsten går også imod ham. Hvad projicerer han? Er hans følelser overhovedet egne følelser eller tilpassede størrelser? Midtvejs i Strangers opstår en pause, og sangen starter langsomt op igen:
Car Seat's nervous and the lights are bright
When I was a kid I fell in love with Michael Stipe
I took lyrics out of context and thought
"He must be speaking to me"
Refleksioner og refleksivitet er to vidt forskellige ting. Will Toledo forener dem både veloplagt og forfriskende. Teens of Style taler til os alle.
/Martin
