Car Seat Headrest

Ordene har været skrevet andre steder. Tiden er blot forsvundet med lyset, men sådan kan alt jo lyde dramatisk.

Car Seat Headrest er navnet på en ung, produktiv gut fra Seattle. Han lystrer et andet navn, Will Toledo, og bruger så meget tid på at indspille musik i sit soveværelse, at han næsten ikke kan have haft tid til at føle alt det, han formidler i sine sange.

Men det handler om følelser. Han kan knap rumme dem, og hans tanker bliver ganske naturligt et spindelvæv omkring selvsamme følelser.

Nu er Toledo blevet samlet op af Matador, der netop har udgivet den meget fine og overraskende varierede Teens of Style, som samler genindspilninger af materiale fra de seneste fire år. Stilen er ganske lo-fi, som vi kender den fra vores helte fra 90'erne, der fik os til at forestille os et liv på college dorm rooms med væg-til-væg-tæpper.

Sådan noget kræver melodier, og det har Toledo næsten i overflod. Men også kun næsten. Doseringen er nemlig lige så følsomt eksekveret som teksterne. Han er ude af sync med sine omgivelser, der bliver ældre og efterlader ham med de sange, han stadig laver. En betragtning bliver således til en metavinkel på Times to Die. Alle hans venner bliver gift. Han får ikke rigtigt betalt af på sine lån. Kan du genkende det?

Der er åbenlyse spor af alt fra Guided By Voices til Sparklehorse, fra flere kunstnere på Orchid Tapes og endda en næsten-reference til Beach Boys i slutningen af The Drum (hvad blev der egentlig af The Drums?). Car Seat Headrest har med andre ord indtil nu været en Bandcamp-kunstner par excellence. Ung. DIY. Skrabet. Skrøbelig.

Han er så fanget i førnævnte spind, at han bliver nødt til at forholde sig til sig selv i en grad, han næsten ikke kan holde ud. En menneskelig betingelse. Strangers begynder således med en nagende tvivl:

If I can fit my dreams 
You say the same things over and over 
Into an ABAB rhyme scheme 
You say the same things over and over

Det udvikler sig senere til et anstrengt forhold til visse forventninger:

Society wants me to fuck, well fuck ‘em 
Car Seat is a genetic stop sign 
I sleep lying next to a mirror 
Car Seat is a menace to the public

Og så. Det største forræderi: kunsten går også imod ham. Hvad projicerer han? Er hans følelser overhovedet egne følelser eller tilpassede størrelser? Midtvejs i Strangers opstår en pause, og sangen starter langsomt op igen:

Car Seat's nervous and the lights are bright
When I was a kid I fell in love with Michael Stipe
I took lyrics out of context and thought 
"He must be speaking to me"

Refleksioner og refleksivitet er to vidt forskellige ting. Will Toledo forener dem både veloplagt og forfriskende. Teens of Style taler til os alle.





/Martin

Majical Cloudz snart klar med ny pla'

Han kan ikke styre sine tanker. Han er begejstret og samtidig bange for begejstringen. Devon Welsh står ikke alene.

Montreal-duoen Majical Cloudz er tilbage. Den nye plade Are You Alone? bliver udgivet 16. oktober via Matador, og tredjesinglen Downtown er deres hidtil bedste. Deres nye album bliver efter alt at dømme endnu bedre end Impersonator fra 2013.

Store ord.

Devon Welsh er en mester i at levere de enkle linjer. Gerne små ord:

Is it really this fun when you're on my mind
Is it really this cool to be in your life

Majical Cloudz er blevet beskrevet som minimalistisk. Neddæmpet er det i hvert fald. De giver plads til tomhed, udforsker disse små huller. Der er visse ligheder med Dreamers of the Ghetto og deres enormt undervurderede Enemy/Lover fra 2011, om end Welsh ikke går efter samme åbenlyse potens som Luke Jones.



/Martin

The New Pornographers – født med en lyd

De fleste, der er bekendte med The New Pornographers, vil nok forbinde dem med særligt Neko Case, Dan Bejar (Destroyer) og Carl Newman. Sidstnævnte er en slags leder af supergruppen, og det har altid været hans mest succesfulde projekt, hvor de andre efterhånden kendes bedst fra deres respektive – og ganske forrygende – solokarrierer.

Nu er kollektivet tilbage med pladen Brill Bruisers, der er deres klart stærkeste siden den veloplagte Twin Cinema fra 2005. En plade, der stadig indeholder nogle af de bedste trommer indspillet i senere års popmusik.

De seneste tre titler – Challengers, Together og nu Brill Bruisers – har alle haft mere end en snert af samhørighed og kollektivitet, hvilket også blev fint pointeret i anmeldelsen af pladen på Drowned in Sound. Netop denne samhørighed gør alle tanker om 'sideprojekt' til skamme. Alle tre vidt forskellige sangere lyder bedre sammen end nogensinde før, og vigtigere endnu lyder det virkelig, som om de nyder at være en del af det.

Det gør ydermere, at det på det nærmeste giver mening at kalde det powerpop. Efter en fornem start på pladen bliver vi forkælet med den herligt betitlede Champions of Red Wine, i hvilken Neko Case giver én af de stærkeste vokalpræstationer, man har hørt fra hende siden, ja, muligvis Star Witness. Om end stilen selvsagt er radikalt anderledes her. De fortsætter ufortrødent herfra, og der er ikke en eneste svag sang på pladen.

Man kunne fremhæve mange øjeblikke på Brill Bruisers, men jeg vil nøjes med ét mere, der hører blandt de mest rørende indtil videre i 2014: På Born with a Sound synger Dan Bejar ærligt "I want you quite often", til hvilket gæstevokalist Amber Webber svarer "I want you all of the time..." med en sådan ømhed, at hun gør sig fortjent til alle de kram, man kunne forestille sig, man ville give, hvis man blev genfødt som labrador.

Såfremt skarpe ører har hørt sig frem til endnu en kvindelig vokal på pladen, hører den fine overraskelse med, at det er Newmans niece Kathryn Calder.





/Martin

Ceremony

Når folk hører "Ceremony" i forbindelse med musik, tænker mange nok på både Joy Division og New Order. Det er titlen på en helt igennem fantastisk sang, der skulle blive én af de sidste, Joy Division skrev før Ian Curtis' død. Det blev samtidig den allerførste single udgivet under navnet New Order i foråret 1981. Den elegante guitar, allerede da definerende for New Order, de hidsige trommer, vokalen midt imellem observation, resignation og indignation. Intet under at kanoniserede kunstnere som Radiohead og Galaxie 500 har følt behov for at indspille sangen.

I Bay Area har en kvintet opkaldt sig efter denne sang, men deres udtryk er imidlertid noget ganske andet. Ceremony har netop udgivet deres fjerde album Zoo på Matador. Gruppen er et ret nyt bekendtskab for mig, og jeg har således ikke hørt gruppens første plader, før jeg først stiftede bekendtskab med Zoo. P4k har i dagens anmeldelse lagt en del vægt på, hvad gruppen plejede at stå for, hvilket går lidt ud over selve bedømmelsen af, hvad pladen egentlig udtrykker. Ceremony står således ikke længere for voldelig hardcore/speedcore etc., hvor sangene sjældent er mere end et minut langt, som det var tilfældet på debuten Violence Violence. I dag står gruppen for mild hardcore punk med mere end et snert af garage rock. Øjensynligt en tand for meget af sidstnævnte ifølge førnævnte anmeldelse, men jeg finder nu pladen ganske fint afbalanceret.

Flere anmeldere har unødvendigt sammenlignet med Fucked Up, hvilket til en vis grad må tilskrives deres status som label buddies. De har dog ikke meget til fælles, og jeg må alligevel også krybe til korset og indrømme, at jeg ikke er den store beundrer af Fucked Ups nyeste opus, David Comes to Life.

Zoo er en yderst habil plade, der måske ikke holder niveau hele vejen, men som byder på adskillige stærke garage- og punkhymner. Pladen er ude nu på Matador.





(Adult er beklageligvis uploadet i et lidt kompromitterende format, der adskiller sig meget fra albumversionen, der har meget mere bund)

/Martin

Perfume Genius og den utidige tristesse

I sommeren 2010 tog jeg hul på et nyt kapitel i tilværelsen, og et par dage før de første ytringer skrev jeg lidt om Perfume Genius. Det var egentlig ikke relateret, men der var noget ved ubalancen, der passede fint.

Perfume Genius er amerikanske Mike Hadreas, der i 2009 udgav singlen Mr Peterson på det yderst habile Turnstile, som efterfølgende udgav debutalbummet Learning. I samarbejde med Matador udgiver de senere på måneden opfølgeren Put Your Back N 2 It. Jeg modtog nyligt mit eksemplar, og det er uden tvivl en tidlig kandidat til årets plade. Vi skal jo starte tidligt, ikke?

Det er - ligesom billedet - nøgent og til tider grænsende til det isnende. Hadreas er en fantastisk sangskriver, der med sine korte popsange opbygger et formidabelt, lille univers af utidig tristesse. Det er direkte i en grad, der er sjældent for disse tider, og det er ofte så trist, at man som lytter forundres over at føle et minimalt håb. Trods alt.

Hele pladen kan streames lidt endnu via The Guardian.



/Martin

Kurt Vile - og indlæg nummer 400

(Jeg burde vel skrive om Radiohead, men jeg har endnu ikke hørt den nye skive - det kræver imidlertid megen fantasi at forestille sig, at jeg ikke vil elske den)

Det var vist kun på tide, at jeg fik skrevet om Kurt Vile. Manden har forud for sin nye plade Smoke Ring For My Halo udgivet tre fuldlængder og to EP'er, men jeg har først rigtigt givet ham en chance i år. Jeg forsøger ikke at fortryde for meget, men jeg er bitter over først nu at have åbnet op for den langhårede mand, der af og til ligner en ung Dave Mustaine. Kun bogstaveligt.

Det kræver egentlig ikke det store at komme ind på Smoke Ring For My Halo. Egentlig har det vel også lyden af en mand, der har været på Woodsist og nu er på Matador. Det er forholdsvis lettilgængeligt med et hint af en trashet kant. Det er hverken udsyret eller mystisk. Det er heller ikke skævt for at være skævt. Det er mestendels den langhårede mand med sin akustiske guitar, der suppleres af dovent spillede trommer, af og til en elektrisk guitar, af og til lidt klaver. Det er muligvis ikke sublimt fra start til slut, men der er nok højdepunkter til at gøre det til et af årets foreløbigt bedste albums.

Rigtig god weekend ønskes herfra.

MP3: Kurt Vile - Jesus Fever
MP3: Kurt Vile - In My Times

/Martin

Condo Fucks = Yo La Tengo

Mægtige Matador Records prøver ganske vist at lege med den magt, der ligger i det mytiske ved at benægte sammenhængen, men det kræver ikke det store at finde ud af, at Condo Fucks blot er Yo La Tengo med et andet navn. Det legendariske band har siden 1984 betaget deres lyttere med deres sange, der ofte har svævet et magisk sted mellem noget meget festligt og alligevel lo-fi. Har man endnu ikke lyttet til bandet, er det nok bedst at starte med det forrygende I Can Hear the Heart Beating as One fra 1997.

Men hvad gør man så, når man som rutineret band har lyst til at spasse lidt ud? Man laver en noise pop plade med inspiration fra 60'erne og 70'erne - under et andet navn. Dertil har de fundet det frygtelige navn Condo Fucks, under hvilket de udgiver albummet Fuckbook til marts. Albummet er underholdende nok, men det er nok ikke alle fans af Yo La Tengo, der vil holde af den. Det er dog et lyt værd, da der er enkelte sange, der holder det høje niveau, de er kendt for under deres normale navn (selvom jeg aldrig faldt helt for I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass).

MP3: Condo Fucks - What'cha Gonna Do About It

/Martin

Forventninger (hostesaft)

Ud af det blå kom jeg forleden i tanke om en samtale, jeg havde med min fader flere år tilbage. Formentlig omkring 7. klasse. Det var en tid, hvor en masse musik blev hørt, men forvirringen inden for dette felt var stor - og begrebsforvirringen næsten fortrængt af en halvignorant holdning til tingenes orden; dengang hed det mere eller mindre en kategorisering i to overordnede felter: "Pop" og "rock". Det meste i radio og tv, hvad enten det så var dance eller hip hop, røg i skraldespandskategorien "pop" - imens det musik, jeg godt kunne lide, blev kastet i den anden gruppe.

En dag fik jeg så fat i nogle sange af skotske Mogwai. Overvældet af begejstring måtte jeg dele dette møde med nogen, og da det var tid til at få mad indenbords, påbegyndte jeg derfor over aftensmaden en beskrivelse af gruppen over for min fader, kunsthistorikeren. Med den begrænsede begrebsverden kom den derfor til at lyde nogenlunde således: "Det er en slags rock, bare uden sang." Svaret kom prompte. Entusiastisk, interesseret og (på mig) ganske horisontudvidende lød det: "Hvad gør det så til 'rock'?"

Den aften fik jeg noget at tænke over. Ganske vist hørte jeg dengang helt udmærket musik (også meget dårligt, naturligvis), men den sort/hvide opdeling kom endelig til en ende, og forståelsen for nuancer blev mere, ja, nuanceret.

Senere fandt jeg så ud af, at skotterne gik under betegnelsen "post-rock". Og meget apropos udgiver den gæve kvintet Mogwai jo til september deres nye album, The Hawk Is Howling (via Matador).
Derfor får I denne (forholdsvis) nye mp3 fra det kommende album med den meget post-rockede titel The Sun Smells Too Loud. Måske ikke den mest ophidsende sag de har lavet, men det er stadig 7 smukke minutter. Og 7 minutter, der har en ret nostalgisk klang over sig. 7. klasse var måske det værste år i folkeskolen, men det lader til, at tallet 7 vil frem i dag, og forvirringen har vist lagt sig for en stund.

MP3: Mogwai - The Sun Smells Too Loud

/Martin

Fokus på label: Crunchy Frog

Vi er nået til tredje del af vores serie og det sidste af de tre "store" respekterede indie-labels i Danmark, Crunchy Frog.

Musikken hos Crunchy Frog er måske ikke helt så god eller udfordrende som hos nogle af de bands, man finder på eksempelvis Morningside og Rumraket. Men som selskab har Crunchy Frog, til deres store ros, formået at vælge nogle bands, der har kunne begå sig i udlandet: Junior Senior og Raveonettes. To meget forskellige bands, der begge har opnået mindre succes i udlandet. Det ene som et dansabelt og udadvendt orkester, det andet som selvhøjtideligt og gennemprofessionelt håndværk. Ingen af de to hører til bands, der for alvor begejstrer mig, men Crunchy Frog har set potentialet, og grupperne har haft viljen - det kan man kun have respekt for.

Desværre har selskabet også haft, musikalsk set, uheldige bands som Superheroes og Sterling, men det opvejes af bands som epo-555, svenske First Floor Power og den nyeste signing: 18th Dye. De gamle støjrockveteraner, der tilbage i 90'erne var på det fantastiske Matador.
Derudover skal det blive spændende at høre, om Beta Satan med deres kommende debutalbum kan indfange deres liveenergi på plade. Og så er der jo bloggerkollegaen Ivan fra In a Cyclone of Stones, der med sit Oliver North Boy Choir også er at finde på selskabet.

/Martin

Pop Revo

Årets Pop Revo kommer til at finde sted d. 2. og 3. maj. Det bliver desværre på pAKHUSET (verdens grimmeste hjemmeside?), hvilket betyder, at lyden ikke bliver specielt god. Til gengæld er der billig alkohol og fin stemning.
Programmet ser indtil videre ganske fornuftigt ud. De næsten legendariske Xiu Xiu kommer til Danmark for første gang - med deres nyeste album Women As Lovers i bagagen (Börneblogger Camilla kommer snart med en anmeldelse af dette på Undertoner). Med sig har de bl.a. The Brunettes fra Auckland, New Zealand. Ignorér bandnavnet og følg straks linket til deres MySpace. Det er næsten umuligt ikke at falde for Her Hairagami Set, der med Heather Mansfields vokal, ledsaget af fin, fin guitar, tager lytteren med på en solid indie pop-rejse. Jonathan Bree lyder til gengæld ret wasted, men det har også sin charme.
Danske Speaker Bite Me og næsten danske 18th Dye har også fundet vej til plakaten, hvilket må siges heller ikke at være helt dårligt. Sidstnævnte har i øvrigt tidligere været på Matador, hvilket altid er en god ting at kunne skrive på CV'et som musiker.
Undertegnede befinder sig formentlig i England på det tidspunkt, så Camilla kan få æren af at dække begivenhederne.
Og så kommer skotske Momus forresten også...

MP3: Xiu Xiu - Boy Soprano

/Martin

Times New Viking + Grand Archives

Rent musikalsk ligger Times New Viking og Grand Archives utrolig langt fra hinanden. De har næsten kun det til fælles, at de begge er dejlige, og at de begge er signet til hver deres gigant inden for indie labels: Hhv. Matador og Sub Pop.

Times New Viking er en Ohio-trio, der er larmende og ægte lo-fi. DIY er nøgleordet, og det er heldigvis charmerende frem for irriterende (om end den anden Börneblogger, Camilla, er uenig med undertegnede) med deres fine melodier, dreng/pige vokal og Jared Phillips' finurlige guitar. De kom frem med deres Dig Yourself-album, der var den første udgivelse i flere år fra det gamle Siltbreeze label (Sebadoh, Guided By Voices m.fl.). I 2008 har de så givet os Rip It Off, der sammen med debutalbummet fra Vampire Weekend har gjort januar til og februar til nogle smukke måneder.

Grand Archives er en helt anden sag. I spidsen har de Mat Brooke, der har været med til at stifte både Carissa's Wierd (stavemåden bevidst!) og ikke mindst Band of Horses. Sidstnævnte forlod han efter debuten Everything All The Time, hvilket var en skam, da hans bidrag til sangskrivningen var savnet på opfølgeren fra 2007.
De startede fire mand med at kalde sig Archives, hvorefter de kort inde i 2007 valgte at ændre det til Grand Archives. Sub Pop viste hurtigt interesse, og med Sleepdriving havde gruppen allerede et halvt hit på nettet. En drømmende sag med simpel guitar og underspillet rytmesektion - og bedst af alt: Fantastiske korarrangementer. Alle fem medlemmer bidrager med sang, og de synger gudskelov alle behageligt.
Den 19. februar udkommer debutalbummet. Det bliver måske (og formentlig) en smule kedeligt, men med garanti en behagelig oplevelse i det små.

MP3: Times New Viking - (My Head) / R.I.P. Allegory
MP3: Grand Archives - Torn Blue Foam Couch (kommer til at åbne albummet)

/Martin