I sidste uge var det den hellige Sankt Katharinas Dag. Ikke umiddelbart en dag, som man kender herhjemme. Den markerer vinterens komme og ligner dermed mortensaften. Men hvor mortensaften traditionelt – og mindre i Danmark – primært er for mænd, har Sankt Katharinas Dag mere en kvindernes dag.
Foruden vinterens komme har dagen således haft fokus på ugifte kvinder, der på denne dag kunne vises frem. Det lyder selvfølgelig ikke så moderne i dag, men det var ment som en hjælp eller mulighed.
I anledning af denne underlige helligdag er det værd at hive vores alle sammens favorit ambient-folk-band, The Blue Nile, frem. Skotterne har lavet to af de absolut bedste plader fra 80'erne, og fra debuten i 1984 findes såmænd en demo ved navn St. Catherine's Day, der ikke klarede cuttet. Ligesom bandet er den ultrasympatisk, og den indeholder det flotteste råd og den smukkeste støtte:
Run till you fall / you'll fall someday / run till you fall / we're with you all the way
Med andre ord: Det kommer til at gøre ondt før eller siden, og når det gør, så er du ikke alene. Hvis det alligevel gør ondt, kan man jo lige så godt gøre det helhjertet og bare springe ud i det. Det er ikke alle, der kan slippe af sted med at synge den slags troværdigt, men Paul Buchanan er ikke hvem som helst.
The Blue Nile lyder ofte udpræget hi-fi, og det gør det ekstra interessant at høre en sang, der ikke har fået samme behandling som de sange, der endte på A Walk Across the Rooftops i 1984 (eller den endnu renere produktion på Hats i 1989).
Der er tilmed mulighed for at høre en demoversion, hvis man vil høre The Blue Nile endnu mere nedbarberet.
Og her er studieversionen fra indspilningerne i 1984, der var med på genudgivelsen fra 2012:
Blandt de absolut mest oversete bands i den alternative pophistorie er The Blue Nile fra Glasgow. En perfektionistisk tilgang, langsomme arbejdsprocesser og et pressesky liv gjorde ikke tingene nemmere, men gruppen har – formentlig af disse grunde – efterladt nogle af de stærkeste plader, Storbritannien har at tilbyde.
Særligt debutalbummet A Walk Across the Rooftops (1984) og opfølgeren Hats (1989) står tilbage som stort set perfekte plader. I disse dage bliver Destroyer / Dan Bejar fremhævet som et moderne bud på vellykket sophisti-pop, og der er bestemt ligheder mellem ham og The Blue Nile. Det er kontemplativ popmusik med inspiration fra både ambient og jazz, til tider i retning af Peter Gabriel, der i øvrigt er stor fan af bandet.
Oversete er de kun i bred forstand; anerkendte er de så sandelig. Få har kunnet fange lyden af at være fremmedgjort i (stor)byen. Øjeblikke hvor alt synes mørkeblåt i uoverstigelig grad. I denne forstand deler skotterne nogle af de kvaliteter, man møder i et kanonisk værk som Blade Runner.
Foruden titlen på debutpladen afspejler også andre titler dette fokus. Se eksempelvis titlerne på Hats:
Over the Hillside The Downtown Lights Let's Go Out Tonight Headlights on the Parade From a Late Night Train Seven am Saturday Night
Her vil enkelte læsere måske indvende, at dette også kunne lyde som en hyldest til forstaden, hvilket også passer fint ind i selve idéen om at være underligt afkoblet. Om det er et mindre miljø, samfundet, den pulserende metropol eller (gisp) selve menneskeheden. Her ville kæden hoppe af for de fleste, men The Blue Nile bliver aldrig patetiske i dramaet.
I stedet er der ofte en følelse af selvransagelse og en næsten analytisk tilgang midt i et emotionelt virvar. Dette virvar opbygges så umådeligt fornemt på en måde, der aftvinger en anden form for lytning, end hvad der oftest kræves af lytteren. Dette er kun en god ting.
I eskapismens stund er vi vant til tordenskrald. Paul Buchanan synger i stedet med en stille desperation. Let's go out tonight...
Meget foregår nemlig rundt om de festlige indslag. Med en sørgmodig distance. På debutpladen finder man Easter Parade. På opfølgeren finder man singlen Headlights on the Parade. En sang, der bobler underligt af sted og bliver ved at bygge op.
Her trækkes en lige linje tilbage til gruppens mest kendte sang: Tinseltown in the Rain fra A Walk Across the Rooftops. Også her synges om en parade, og også her finder vi dette boblende element. Instrumenterne tårner sig op som bygninger, der indrammer verset, imens Buchanan søger en vej ud gennem tanker, følelser, associationer.
Han spørger primært sig selv. Han svarer primært sig selv.
Do I love you? Yes, I love you.
Vokalpræstationen i netop Tinseltown in the Rain hører til blandt mine favoritter i pophistorien. Præcis som The Blue Nile er blandt mine favoritkunstnere i selvsamme historie.
