Katharina af Alexandria og vinterens komme: The Blue Nile

I sidste uge var det den hellige Sankt Katharinas Dag. Ikke umiddelbart en dag, som man kender herhjemme. Den markerer vinterens komme og ligner dermed mortensaften. Men hvor mortensaften traditionelt – og mindre i Danmark – primært er for mænd, har Sankt Katharinas Dag mere en kvindernes dag.

Foruden vinterens komme har dagen således haft fokus på ugifte kvinder, der på denne dag kunne vises frem. Det lyder selvfølgelig ikke så moderne i dag, men det var ment som en hjælp eller mulighed.

I anledning af denne underlige helligdag er det værd at hive vores alle sammens favorit ambient-folk-band, The Blue Nile, frem. Skotterne har lavet to af de absolut bedste plader fra 80'erne, og fra debuten i 1984 findes såmænd en demo ved navn St. Catherine's Day, der ikke klarede cuttet. Ligesom bandet er den ultrasympatisk, og den indeholder det flotteste råd og den smukkeste støtte:

Run till you fall / you'll fall someday / run till you fall / we're with you all the way

Med andre ord: Det kommer til at gøre ondt før eller siden, og når det gør, så er du ikke alene. Hvis det alligevel gør ondt, kan man jo lige så godt gøre det helhjertet og bare springe ud i det. Det er ikke alle, der kan slippe af sted med at synge den slags troværdigt, men Paul Buchanan er ikke hvem som helst.

The Blue Nile lyder ofte udpræget hi-fi, og det gør det ekstra interessant at høre en sang, der ikke har fået samme behandling som de sange, der endte på A Walk Across the Rooftops i 1984 (eller den endnu renere produktion på Hats i 1989).

Der er tilmed mulighed for at høre en demoversion, hvis man vil høre The Blue Nile endnu mere nedbarberet.



Og her er studieversionen fra indspilningerne i 1984, der var med på genudgivelsen fra 2012:



/Martin

Börneblogger 10 år: top 60 over bedste plader fra 80'erne

Börneblogger er blevet 10 år denne måned! Det fejrer jeg med en top 60 over mine yndlingsplader fra 80’erne.

Der kommer mange årslister her i slutningen af året. Denne var lidt sjovere at lave: Den indeholder groft sagt de plader fra 80’erne, jeg holder mest af. Hvad enten de er bedst egnet til gin eller læsning, togrejser eller spadsereture. Der er tænkt over rækkefølgen, men den skal ikke tages for alvorligt. Den ville nok se anderledes ud om en måned eller to alligevel, men det var en sjov udfordring. Lister skal være sjove, spændende, inspirerende. Alvor må det ikke blive. Det kan man finde andetsteds.

Listen indeholder primært variationer over ”studiealbum”, men der er også et enkelt soundtrack, en samling af singler og b-sider mm. Alt sammen under samlebetegnelsen ”fuldlængde”. Ellers er eneste kriterium, at de skal være udgivet i 80’erne (her tæller første udgivelse, så London Calling tæller f.eks. ikke, da den blev udgivet i december 1979 i England). Man må gerne brokke sig over, at soundtracket til Blade Runner først formelt blev udgivet i 1994. Her bøjer jeg reglerne, fordi musikken trods alt var tilgængelig, og fordi det er min liste.

Det står tydeligt frem, at visse stilarter og lande dominerer. Der er f.eks. klart flest plader fra England. Der er til gengæld ikke så meget hiphop, og det er tydeligt, at kvinderne havde trange kår i 80’erne trods mange højdepunkter på både plade- og singlefronten.

Der er en ekstra dimension i at dyrke plader fra en tid, hvor man enten ikke var blevet født eller var for lille til at blive eksponeret for – eller i bedste fald fatte – hvad man hørte. Jeg er født i 1986. Hele idéen om at være nostalgisk for en tid, man ikke selv har oplevet, vil jeg meget gerne dykke mere ned i. Men først kommer listen, senere ordene. Tak fordi I har læst med gennem årene.

Spotify-playliste med én sang fra hver plade (pladerne med Manuel Göttsching og The Units er ikke på Spotify)

1. Talk Talk: "The Colour of Spring" (1986, England)
2. New Order: "Low-Life" (1985, England)
3. Fleetwood Mac: "Tango in the Night" (1987, USA/England)
4. Simple Minds: "New Gold Dream" (1982, Skotland)
5. Orchestral Manoeuvres in the Dark: "Architecture & Morality" (1981, England)
6. The Blue Nile: "Hats" (1989, Skotland)
7. New Order: "Power, Corruption & Lies" (1983, England)
8. Kate Bush: "Hounds of Love" (1985, England)
9. The Blue Nile: "A Walk Across the Rooftops" (1984, Skotland)
10. Talk Talk: "It’s My Life" (1984, England)

11. Vangelis: "Blade Runner OST" (1982/1994, Grækenland)
12. Roxy Music: "Avalon" (1982, England)
13. The Human League: "Dare" (1981, England)
14. Prefab Sprout: "Steve McQueen" (1985, England)
15. Pet Shop Boys: "Actually" (1987, England)
16. New Order: "Brotherhood" (1986, England)
17. The Go-Betweens: "16 Lovers Lane" (1988, Australien)
18. The Smiths: "The Queen Is Dead" (1986, England)
19. Brian Eno: "Apollo" (1983, England)
20. Mariah: "Utakata No Hibi" (1983, Japan)

21. The Units: "Digital Stimulation" (1980, USA)
22. Orchestral Manoeuvres in the Dark: "Dazzle Ships" (1983, England)
23. Depeche Mode: "Black Celebration" (1986, England)
24. New Order: "Technique" (1989, England)
25. Aztec Camera: "High Land, Hard Rain" (1983, Skotland)
26. Waterboys: "This Is the Sea" (1985, Skotland/Irland)
27. The Cars: "Heartbeat City" (1984, USA)
28. The Wake: "Here Comes Everybody" (1985, Skotland)
29. Talk Talk: "Spirit of Eden" (1988, England)
30. Orange Juice: "You Can’t Hide Your Love Forever" (1982, Skotland)

31. Joy Division: "Closer" (1980, England)
32. The Field Mice: "Snowball" (1989, England)
33. The Cure: "Disintegration" (1989, England)
34. Kraftwerk: "Computerwelt" (1981, Tyskland)
35. Public Image Ltd: "Flowers of Romance" (1981, England)
36. Altered Images: "Pinky Blue" (1982, Skotland)
37. Cocteau Twins: "Blue Bell Knoll" (1988, Skotland)
38. China Crisis: "Flaunt the Imperfection" (1985, England)
39. Lewis: "L’amour" (1983, Canada)
40. ABC: "Lexicon of Love" (1982, England)

41. Manuel Göttsching: "E2-E4" (1981, Tyskland)
42. Tears for Fears: "Songs From the Big Chair" (1985, England)
43. Madonna: "True Blue" (1986, USA)
44. The Chills: "Kaleidoscope World" (1986, New Zealand)
45. Arthur Russell: "World of Echo" (1986, USA)
46. Gigi Masin: "Wind" (1986, Italien)
47. Japan: "Exorcising Ghosts" (1984, England)
48. Suzanne Vega: s/t (1985, USA)
49. The Associates: "Sulk" (1982, Skotland)
50. Laurie Anderson: "Big Science" (1982, USA)

51. Pixies: "Doolittle" (1989, USA)
52. The Go-Betweens: "Tallulah" (1987, Australien)
53. Talking Heads: "Remain in Light" (1980, USA)
54. David Bowie: "Let’s Dance" (1983, England)
55. Bruce Springsteen: "Nebraska" (1982, USA)
56. Prefab Sprout: "From Langley Park to Memphis" (1988, England)
57. My Bloody Valentine: "Isn’t Anything" (1988, Irland)
58. Sonic Youth: "Daydream Nation" (1988, USA)
59. Book of Love: s/t (1986, USA)
60. Cleaners from Venus: "On Any Normal Monday" (1982, England)

For de statistikinteresserede:

Antal kunstnere fordelt på land

England: 28 (og en halv fra Fleetwood Mac)
USA: 11 (og en halv fra Fleetwood Mac)
Skotland: 9 (og en halv fra Waterboys)
Australien: 2
Tyskland: 2
Irland: 1 (og en halv fra Waterboys)
Canada: 1
Grækenland: 1
Italien: 1
Japan: 1
New Zealand: 1

Antal plader per årstal

1980: 3
1981: 5
1982: 10
1983: 7
1984: 4
1985: 8
1986: 9
1987: 3
1988: 6
1989: 5

Kunstnere med mere end én plade på listen

New Order: 4
Talk Talk: 3
The Blue Nile: 2
The Go-Betweens: 2
OMD: 2
Prefab Sprout: 2

/Martin

The Blue Nile med paraden på afstand

Blandt de absolut mest oversete bands i den alternative pophistorie er The Blue Nile fra Glasgow. En perfektionistisk tilgang, langsomme arbejdsprocesser og et pressesky liv gjorde ikke tingene nemmere, men gruppen har – formentlig af disse grunde – efterladt nogle af de stærkeste plader, Storbritannien har at tilbyde.

Særligt debutalbummet A Walk Across the Rooftops (1984) og opfølgeren Hats (1989) står tilbage som stort set perfekte plader. I disse dage bliver Destroyer / Dan Bejar fremhævet som et moderne bud på vellykket sophisti-pop, og der er bestemt ligheder mellem ham og The Blue Nile. Det er kontemplativ popmusik med inspiration fra både ambient og jazz, til tider i retning af Peter Gabriel, der i øvrigt er stor fan af bandet.

Oversete er de kun i bred forstand; anerkendte er de så sandelig. Få har kunnet fange lyden af at være fremmedgjort i (stor)byen. Øjeblikke hvor alt synes mørkeblåt i uoverstigelig grad. I denne forstand deler skotterne nogle af de kvaliteter, man møder i et kanonisk værk som Blade Runner.

Foruden titlen på debutpladen afspejler også andre titler dette fokus. Se eksempelvis titlerne på Hats:

Over the Hillside
The Downtown Lights
Let's Go Out Tonight
Headlights on the Parade
From a Late Night Train
Seven am
Saturday Night

Her vil enkelte læsere måske indvende, at dette også kunne lyde som en hyldest til forstaden, hvilket også passer fint ind i selve idéen om at være underligt afkoblet. Om det er et mindre miljø, samfundet, den pulserende metropol eller (gisp) selve menneskeheden. Her ville kæden hoppe af for de fleste, men The Blue Nile bliver aldrig patetiske i dramaet.

I stedet er der ofte en følelse af selvransagelse og en næsten analytisk tilgang midt i et emotionelt virvar. Dette virvar opbygges så umådeligt fornemt på en måde, der aftvinger en anden form for lytning, end hvad der oftest kræves af lytteren. Dette er kun en god ting.

I eskapismens stund er vi vant til tordenskrald. Paul Buchanan synger i stedet med en stille desperation. Let's go out tonight...

Meget foregår nemlig rundt om de festlige indslag. Med en sørgmodig distance. På debutpladen finder man Easter Parade. På opfølgeren finder man singlen Headlights on the Parade. En sang, der bobler underligt af sted og bliver ved at bygge op.

Her trækkes en lige linje tilbage til gruppens mest kendte sang: Tinseltown in the Rain fra A Walk Across the Rooftops. Også her synges om en parade, og også her finder vi dette boblende element. Instrumenterne tårner sig op som bygninger, der indrammer verset, imens Buchanan søger en vej ud gennem tanker, følelser, associationer.

Han spørger primært sig selv. Han svarer primært sig selv.

Do I love you?
Yes, I love you.

Vokalpræstationen i netop Tinseltown in the Rain hører til blandt mine favoritter i pophistorien. Præcis som The Blue Nile er blandt mine favoritkunstnere i selvsamme historie.





/Martin