Viser opslag med etiketten The Go-Betweens. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten The Go-Betweens. Vis alle opslag

tirsdag den 28. august 2018

The Goon Sax

Australien har selvfølgelig leveret vidunderlige bands, hvoraf ingen er over The Go-Betweens.

Mindre kan også gøre det, og der er rigeligt med nyere eksempler at komme efter, hvis man er til skrabet og følsom pop. Det kunne være The Goon Sax fra Brisbane (ligesom The Go-Betweens). De var teenagere, da de udgav debutalbummet Up to Anything i 2016, en charmerende plade, der også er lidt for kedelig til for alvor at fæstne sig i erindringen.

Nu er de gamle nok til at blive på de klubber, hvor de tidligere er blevet smidt ud efter at have varmet op for deres helte. Og de er på vej med en ny plade, We're Not Talking, den 14. september på Wichita, hvorfra man allerede kan høre tre sange.

Louis Forster og James Harrison har tidligere skrevet sangene, og Riley Jones tager nu del i sangskrivningen og synger mere, hvilket har skabt en bedre balance i sangene. Det får dem til at lyde mere som The Go-Betweens end tidligere, men der er også en humor og løssluppenhed på spil, der trækker i retning af Twerps fra Melbourne.



/Martin

torsdag den 19. februar 2015

Twerps på skuldrene af små giganter

Melbourne-favoritterne Twerps har med Range Anxiety udgivet én af årets første store popoplevelser. Med den australske baggrund in mente er det næppe overraskende, at de selv har nævnt fabelagtige The Go-Betweens som inspirationskilde, og det høres bestemt også på det nyeste udspil.

Pladen rammer et stabilt højt niveau med fokus på fine hooks og ofte med fornemme, jangly guitarer. Et personligt højdepunkt er den enkle Shoulders, hvor Jules McFarlane tager sig af vokalen. Det må hun i øvrigt gerne gøre noget oftere.

Have no fear on my shoulder
Have no fear on my shoulder



/Martin

lørdag den 14. juli 2012

Bart & Friends

Én af Australiens mere velbevarede hemmeligheder er sangskriveren Bart Cummings. Han har været involveret i et hav af projekter, og i 1998 sammenbragte han mange af sine samarbejdspartnere under navnet Bart & Friends. Blandt de mange bands, der har nydt godt af Cummings' evner, tæller The Cat's Miaow, Hydroplane, Pencil Tin, Shapiros m.fl. Senere har han benyttet sig af medlemmer fra bands som The Lucksmiths, Summer Cats, The Zebras og Black Tambourine. Men nok namedropping for nu.

Bart & Friends kan minde om landsmændene The Go-Betweens (der bl.a. har bedrevet den fantastiske Cattle & Cane) og er ofte blevet sammenlignet med Birmingham-bandet The Felt, men de bringer nu mestendels tankerne hen mod en mere jangly (så kom den igen) og nedbarberet version af Yo La Tengo. Og det er nu ikke helt skidt. Ja, så blev det namedropping alligevel. Mange udgivelser har der ikke just været over de 14 år siden dannelsen, men stærke sange har de nok af. Pladen Make You Blush (de kalder den selv en EP) når på 12 minutter forbi otte sange. Det er meget rørende, og det minder mig af og til om en mere tilbageskuende version af de formidable Brittle Stars.





/Martin

torsdag den 15. april 2010

Natten før begravelsen

The Night Before the Funeral er en på en gang dramatisk og stille titel. Den passer derfor fint til svenske The Mary Onettes, der udgiver den dejlige single i anledning af Record Store Day i USA d. 17. april - digitalt d. 5. maj.

Bandet leverer gang på gang kvalitetspop i en 80'er æstetik med gotisk inspiration og med en smule postmoderne distance. En fin strygersektion akkompagnerer resten af bandet, der mere end nogensinde før lyder hen ad The Go-Betweens uden dog at plagiere australierne.

There's nothing I can do to make it all just go away / There's nothing I can say to make it all just go away / So it falls apart / It falls apart / Just like you wanted it to fall apart

Det lyder som en næsten nøgtern betragtning af sanger Philip Ekström. En konstatering. Han smelter elegant sammen med produktionen; man er bevidst om effekterne, der skaber lyden af 80'er weltschmerz, men selvsamme effekter fungerer næsten som et skjold for Ekström, der på den måde skaber en sikker distance, så det hele ikke bliver for meget for ham. Så hans stemme kan få ordene sikkert ud.

MP3: The Mary Onettes - The Night Before the Funeral

/Martin