Rosali forsøger at stoppe tiden

Jeg tror ikke, jeg kendte sangskriveren Rosali Middleman, før jeg for nylig hørte hendes single 'Rewind' fra det kommende album Bite Down.

Hun har skrevet under med Merge, og det er som regel noget, man hæfter sig ved, men det vidste jeg ikke, da jeg lyttede første sang. Sangen fandt mig, og det var jo det, Simon Raymonde engang sagde: Den gode musik skal nok finde vej.

Dermed også sagt, at 'Rewind' er en god sang. Den er faktisk glimrende. Den er sig selv, samtidig med at den er historie, for den lander også midt i det hele, det er selvfølgelig hørt før, det er bare solidt på en måde, hvor der samtidig er hjerte og umiddelbarhed. Det hele kunne også lande dér, hvor man har hørt det før, og det føles tænkt, søgt, forceret osv. Ikke med Rosali.

Det er indierock i både folk- og countrymusikkens fodspor. Tempoet er ikke højt, men hun synger næsten på en måde, hvor hun trækker sætningerne lidt efter instrumenterne. Som om hun forsøger at stoppe tiden, hvilket lever op til ønsket i titlen. Hun leger catch up med instrumenterne. Alligevel synger hun med et vist overskud. Måske hun svinger sig op til at tro på, at hun faktisk kan indfange de følelser, hun vil bevare. Eller snarere: Indoptage dem, lade sig svøbe i følelserne, lade dem tage bolig i hende.

Bite Down er ude 22. marts.

 /Martin

Et sted under vandet med Dawn Richard og Spencer Zahn

Jeg var ved at skrive, at nogle af de dejligste overraskelser er de uventede. Det gav ikke mening. En overraskelse er selvfølgelig per definition uventet. Hvad mener jeg så? Noget ekstra overraskende?

Lad os kalde det en uventet glæde. En glæde ved noget uventet. Det uventede er her et møde mellem to verdener, to musikalske verdener: På den ene side moderne klassisk komposition (Spencer Zahn), på den anden side pop og R&B (Dawn Richard). Men det er ikke et møde, som nogle smarte typer har sat op for at iscenesætte mødet og dokumentere det.

Det er to nysgerrige mennesker, der har haft et ønske om at møde hinanden, lytte til hinanden, udvide hinandens forståelse for skønhed og potentiale. Nu bliver det for meget af det gode, så nu stopper jeg mig selv.

Med albummet Pigments har de to skabt et flot værk af klassiske og ambiente toner, som Dawn Richard krydrer med sin flotte stemme. Spencer er multiinstrumentalist og har skrevet og komponeret, Dawn har leveret lyrik og sang.

 /Martin

Torres er bedre end nogensinde før

29-årige Mackenzie Scott, bedre kendt som Torres, har netop udgivet sit fjerde album. Efter bruddet med 4D har Merge sat kløerne i hende, og det kan de være glade for: Silver Tongue er hendes hidtil klart bedste album og en stor fornøjelse.

Der er spor af både V V Brown (anno Samson & Delilah) og en smule Bat For Lashes. Det er med andre ord underspillet storladent og imponerende produceret.



/Martin

Twerps på skuldrene af små giganter

Melbourne-favoritterne Twerps har med Range Anxiety udgivet én af årets første store popoplevelser. Med den australske baggrund in mente er det næppe overraskende, at de selv har nævnt fabelagtige The Go-Betweens som inspirationskilde, og det høres bestemt også på det nyeste udspil.

Pladen rammer et stabilt højt niveau med fokus på fine hooks og ofte med fornemme, jangly guitarer. Et personligt højdepunkt er den enkle Shoulders, hvor Jules McFarlane tager sig af vokalen. Det må hun i øvrigt gerne gøre noget oftere.

Have no fear on my shoulder
Have no fear on my shoulder



/Martin

Waxahatchee bevæger sig fremad

Under navnet Waxahatchee udgav Katie Crutchfield i 2012 debutpladen American Weekend på Don Giovanni Records (stadig ét af de bedste navne til et pladeselskab). Året efter fulgte hun op med Cerulean Salt, der blev til et bredere gennembrud for sangskriveren.

Hjemme i USA er hun rykket videre til Merge, der udgiver hendes tredje plade, Ivy Tripp, den 7. april. Wichita udgiver internationalt.

Førstesinglen Air følger samme enkle struktur, som hun har gjort en herlig dyd ud af på de foregående plader. Frem for et mere eksplosivt omkvæd er der snarere en ro omkring det, der fint understøttes af nogle få synth-toner. Klarhed og omsorg. Og så kan hun tydeligvis godt lide hunde, hvilket altid er et plus.



/Martin

Blå is og mere svensk

Stockholm-kvintetten Shout Out Louds er ikke altid lige stabile, men de har ved flere lejligheder ramt plet med veloplagte og velskrevne (i bedste forstand) banaliteter. Nu er de ved at være klar med deres fjerde album, der udkommer tidligt i 2013.

Næste år er det allerede ti år siden, bandet udgav debutalbummet Howl Howl Gaff Gaff, der siden blev fulgt op af de udmærkede Our Ill Wills og Work. Hvor sidstnævnte skuffede mange (undertegnede inklusive), bød de to første plader på adskillige perler, selvom de med rette kan kaldes lidt ujævne.

Første single fra det kommende album er Blue Ice, der trods en bombastisk start er en stille perle, der på det nærmeste kan betegnes som en ballade. Sanger Adam Olenius synger afdæmpet og konstaterende, og det klæder ham. Han er én af de skikkelser, man har kunnet tilgive for nogle enkle leveringer, der ofte mere end grænser til det ynkelige. Ja, sådan skulle det nærmest være med de tekster, bandet har forfattet. Her lyder det:

I keep running away, running away, running away / And you keep fading away, fading away, fading away / It always ends in the same way / The sun gets in your eyes / I won't get surprised the next time / But this blue ice came out of the blue

Vi er stadig ude i det ulykkelige. Forliste forhold. Omstændighederne er de samme, men der er en forskel i indsigten, der også afspejles i lyden. Skal man imidlertid tro de første meldinger, er resten af pladen mere livlig, men det må vi vente med at afgøre til starten af det nye år.



/Martin

Telekinesis

Vi fortsætter de foregående indlægs positive toner med lidt lettilgængelig amerikansk bilmusik. Telekinesis er hverken mesterligt eller banebrydende, og det besidder heller ikke en coolness, der kan vinde dem helsidesartikler i de rigtige magasiner. Alt imens det ikke betyder, at der ikke er nogen lyttere til det - det er der bestemt - må man nogle gange også bare indrømme, at man har behov for en simpelt skåret, guitarbåren popsang.

Michael Benjamin Lerner er en 24-årig sangskriver, der gennem et samarbejde med guitaristen Chris Walla fra Death Cab for Cutie fik produceret nogle sange, der endte med at blive udgivet på Merge - og senere Morr. Samarbejdspartnere med en vis magt må man sige. I 2009 udgav han det næsten selvbetitlede debutalbum Telekinesis! og har så i går fulgt op med 12 Desperate Straight Lines. Lerner står vist bag det meste selv, men nu har han fået samlet et band at turnere med. Så må vi se, om de lægger vejen forbi Europa.

Nu da vi på siden er begyndt at benytte SoundCloud oftere, må det hellere siges for dem, der ikke har benyttet det så meget, at man ofte kan downloade MP3'en via den lille pil til højre. Som det eksempelvis er tilfældet med denne sang.

Der findes imidlertid en mere poppet version af sangen, der fjerner den lo-fi-følelse, der kan høres i nedenstående version. Det klæder sangen med den renere produktion, og såfremt jeg finder versionen igen, kommer den naturligvis på siden.

Telekinesis: dirty thing by morrmusic

/Martin