Neko Case med frigørende tilbageblik

Hvordan oversætter man 'empowerment'? Diskussionerne har været mange og lange, men vi har ikke det rigtige ord på dansk.

Neko Case er tilbage med sit syvende soloalbum, og det er godt. Særligt i midtersangene The Curse of the I-5 Corridor og Gumball Blue. Her kommer empowerment ind i billedet gennem skrøbeligheden.

"I left home and faked my ID / I fucked every man that I wanted to be."

Hun følger op med "I was so stupid then", og vi er selvfølgelig vant til, at vi bliver klogere med årene. At vi ser tilbage på fejltagelserne og dertilhørende lærdom. Men der kan også gemme sig stolthed bag fejltagelserne, som netop gør, at det ikke er fejltagelser.

Har hun været i seng med dem, fordi hun har været duperet? Eller fordi hun ville vokse, lære, kopiere, suge til sig? Ungdommens kækhed og umiddelbarhed har været med til at vise vejen for Neko Case. Hun var måske so stupid, men der er så absolut kærlighed i stemmen. Deri ligger én af hendes store styrker som sanger: blandingen af det resignerede og investerede.

Hell-On er endnu en god plade fra rutinerede Neko Case.



/Martin

Destroyer à la Bruce og Bowie

Dan Bejar er en særegen herre. Bittersød. Fløjlsblød til tider, andre gange hård og kantet. Godt og vel 10 soloplader inde i karrieren under navnet Destroyer med et had til selve idéen om karriere. Mange tanker, store tanker, en markant stemme.

Den stilfulde herre med det uregerlige hår blev kommercielt tilgængelig i 2011 med den mageløse Kaputt, som står tilbage som én af de stærkeste plader de seneste mange år. I høj grad én af mine personlige favoritter.

Til sommer, 28. august, vender han tilbage med opfølgeren Poison Season via Merge og Dead Oceans. Et dobbeltalbum, der ifølge hovedpersonen selv lover mere mørke men allerede har vist prøver på en slags høvlet fløde gennem den Bowie- og Springsteen-inspirerede førstesingle Dream Lover.

Bejar er fan af førstnævnte og ikke i samme grad af sidstnævnte. Men referencen undslipper han ikke, selvom han blæser til kamp mod postmodernitetens referencehelvede og dens generelle trækken på skuldrene. Vi må formode, at han ikke har lyttet til Håkan Hellström, men GBG-barnet besøger samme tempels guder.



/Martin

The New Pornographers – født med en lyd

De fleste, der er bekendte med The New Pornographers, vil nok forbinde dem med særligt Neko Case, Dan Bejar (Destroyer) og Carl Newman. Sidstnævnte er en slags leder af supergruppen, og det har altid været hans mest succesfulde projekt, hvor de andre efterhånden kendes bedst fra deres respektive – og ganske forrygende – solokarrierer.

Nu er kollektivet tilbage med pladen Brill Bruisers, der er deres klart stærkeste siden den veloplagte Twin Cinema fra 2005. En plade, der stadig indeholder nogle af de bedste trommer indspillet i senere års popmusik.

De seneste tre titler – Challengers, Together og nu Brill Bruisers – har alle haft mere end en snert af samhørighed og kollektivitet, hvilket også blev fint pointeret i anmeldelsen af pladen på Drowned in Sound. Netop denne samhørighed gør alle tanker om 'sideprojekt' til skamme. Alle tre vidt forskellige sangere lyder bedre sammen end nogensinde før, og vigtigere endnu lyder det virkelig, som om de nyder at være en del af det.

Det gør ydermere, at det på det nærmeste giver mening at kalde det powerpop. Efter en fornem start på pladen bliver vi forkælet med den herligt betitlede Champions of Red Wine, i hvilken Neko Case giver én af de stærkeste vokalpræstationer, man har hørt fra hende siden, ja, muligvis Star Witness. Om end stilen selvsagt er radikalt anderledes her. De fortsætter ufortrødent herfra, og der er ikke en eneste svag sang på pladen.

Man kunne fremhæve mange øjeblikke på Brill Bruisers, men jeg vil nøjes med ét mere, der hører blandt de mest rørende indtil videre i 2014: På Born with a Sound synger Dan Bejar ærligt "I want you quite often", til hvilket gæstevokalist Amber Webber svarer "I want you all of the time..." med en sådan ømhed, at hun gør sig fortjent til alle de kram, man kunne forestille sig, man ville give, hvis man blev genfødt som labrador.

Såfremt skarpe ører har hørt sig frem til endnu en kvindelig vokal på pladen, hører den fine overraskelse med, at det er Newmans niece Kathryn Calder.





/Martin

Destroyer og ødelagte ting

Dan Bejar er en satans rutineret herre. Han startede med musikken i midten af 90'erne tilbage i Vancouver og rykkede til Montreal, lige før det hele begyndte at eksplodere der. Dog har han aldrig opnået samme kommercielle succes som mange af byfællerne.

Men meget på bagen har han - og meget på hjerte. Solonavnet er Destroyer, hvilket er et noget særegent navn i forhold til den musik, der laves - og den umiddelbart bløde og mystiske stemme. Når det nye album ligefrem hedder Kaputt, fornemmer man dog en vis tematisk sammenhæng, der nu skuer bagud og forholder sig til manden selv.

Manden har nemlig også haft travlt med andre projekter, hvoraf han måske bedst kendes som del af The New Pornographers (Neko Case, Carl Newman m.fl.), selvom det er uvist, hvor meget manden egentlig bidrager med i dette projekt. Mange kender ham måske også gennem det (mærkeligt nok) undervurderede Swan Lake, som han deler med den venlige hund Carey Mercer og kongen selv, Spencer Krug. Nu har han tilmed startet Hello, Blue Roses med sin kæreste. Dvs. for et par år siden men uden at have modtaget den store opmærksomhed med deres debutalbum.

Nu gider jeg ikke mere biografi, så jeg springer frem til 2011 og udgivelsen af Kaputt, der er et rigtig fint og, selv i 2011, modigt album med masser af låve. Selv kærlighedsfilmmusik fra 80'erne (i særdeleshed Vangelis) hører man spor af. Det er heldigvis ikke forfærdeligt, og vi kan glæde os over, at saxofonen bliver brugt mere og mere fornuftigt i den moderne popmusik. Titlen Kaputt er i sig selv fantastisk. Masser af kærlighed tilbage til Dan Bejar herfra og en stor anbefaling fra Börneblogger. Manden går ikke efter vor tids nerve eller en kitsch lyd. Det er komplekst i al sin enkelhed og enkelt i al sin kompleksitet. Det er kærligt ment både herfra og fra Dan Bejar selv. Og det er frem for alt ærligt.

MP3: Destroyer - Chinatown

/Martin