Neko Case med frigørende tilbageblik

Hvordan oversætter man 'empowerment'? Diskussionerne har været mange og lange, men vi har ikke det rigtige ord på dansk.

Neko Case er tilbage med sit syvende soloalbum, og det er godt. Særligt i midtersangene The Curse of the I-5 Corridor og Gumball Blue. Her kommer empowerment ind i billedet gennem skrøbeligheden.

"I left home and faked my ID / I fucked every man that I wanted to be."

Hun følger op med "I was so stupid then", og vi er selvfølgelig vant til, at vi bliver klogere med årene. At vi ser tilbage på fejltagelserne og dertilhørende lærdom. Men der kan også gemme sig stolthed bag fejltagelserne, som netop gør, at det ikke er fejltagelser.

Har hun været i seng med dem, fordi hun har været duperet? Eller fordi hun ville vokse, lære, kopiere, suge til sig? Ungdommens kækhed og umiddelbarhed har været med til at vise vejen for Neko Case. Hun var måske so stupid, men der er så absolut kærlighed i stemmen. Deri ligger én af hendes store styrker som sanger: blandingen af det resignerede og investerede.

Hell-On er endnu en god plade fra rutinerede Neko Case.



/Martin

The New Pornographers – født med en lyd

De fleste, der er bekendte med The New Pornographers, vil nok forbinde dem med særligt Neko Case, Dan Bejar (Destroyer) og Carl Newman. Sidstnævnte er en slags leder af supergruppen, og det har altid været hans mest succesfulde projekt, hvor de andre efterhånden kendes bedst fra deres respektive – og ganske forrygende – solokarrierer.

Nu er kollektivet tilbage med pladen Brill Bruisers, der er deres klart stærkeste siden den veloplagte Twin Cinema fra 2005. En plade, der stadig indeholder nogle af de bedste trommer indspillet i senere års popmusik.

De seneste tre titler – Challengers, Together og nu Brill Bruisers – har alle haft mere end en snert af samhørighed og kollektivitet, hvilket også blev fint pointeret i anmeldelsen af pladen på Drowned in Sound. Netop denne samhørighed gør alle tanker om 'sideprojekt' til skamme. Alle tre vidt forskellige sangere lyder bedre sammen end nogensinde før, og vigtigere endnu lyder det virkelig, som om de nyder at være en del af det.

Det gør ydermere, at det på det nærmeste giver mening at kalde det powerpop. Efter en fornem start på pladen bliver vi forkælet med den herligt betitlede Champions of Red Wine, i hvilken Neko Case giver én af de stærkeste vokalpræstationer, man har hørt fra hende siden, ja, muligvis Star Witness. Om end stilen selvsagt er radikalt anderledes her. De fortsætter ufortrødent herfra, og der er ikke en eneste svag sang på pladen.

Man kunne fremhæve mange øjeblikke på Brill Bruisers, men jeg vil nøjes med ét mere, der hører blandt de mest rørende indtil videre i 2014: På Born with a Sound synger Dan Bejar ærligt "I want you quite often", til hvilket gæstevokalist Amber Webber svarer "I want you all of the time..." med en sådan ømhed, at hun gør sig fortjent til alle de kram, man kunne forestille sig, man ville give, hvis man blev genfødt som labrador.

Såfremt skarpe ører har hørt sig frem til endnu en kvindelig vokal på pladen, hører den fine overraskelse med, at det er Newmans niece Kathryn Calder.





/Martin

Worriers og overgangen fra punk til folk

Tidligere i år udgav Don Giovanni Records det umådeligt stærke andet album fra Waxahatchee, Cerulean Salt. Nu er endnu en slagkraftig kvinde klar til at profilere deres voksende katalog. Det drejer sig om Lauren Denitzio, der tidligere har gjort sig bemærket i punkbandet The Measure [SA] fra Jersey. Under navnet Worriers er hun nu klar med EP'en Cruel Optimist.

Hvor nogle af sangene er i velkendt højt tempo, er det mere interessant at høre hende forsøge sig med det mere folkede á la Neko Case. Sangen Precarity Rules løber af sted med rastløse trommer og små bebrejdelser, som Denitzio ikke helt ved, hvordan hun skal angribe ("I didn't take you for the gambling type"). De to guitarer akkompagnerer hinanden meget fint, og de to breaks kommer på de rigtige tidspunkter.

Denitzio kalder selv Worriers for et kollektiv, men medlemmerne har været skiftende i længere tid. Worriers har tidligere udgivet en 7", og med Cruel Optimist får man nu grund til at glæde sig til mere fra Brooklyn-"kollektivet".



/Martin

Mere fra den kommende The Dodos

Selv i disse tider kan man stadig opleve forventningens glæde som musikfan. Men efterhånden som folks bevidsthed om lækkede plader bliver mere og mere dominerende, er der ting, der ændrer sig. Jeg er ikke bekymret på musikernes vegne. Egentlig heller ikke på pladeselskabers og distributørers vegne.

Men man kan være bekymret på lytternes vegne. For blot tre dage siden skrev den yderst rutinerede musikjournalist Simon Reynolds et fint lille indlæg på sin blog vedrørende den kommende Panda Bear-skive, Tomboy. Han slutter af med en fin lille svada:

You know this sort of maddening excited-but-frustrated feeling you're going through? Really really really wanting to hear the album but not being able to, yet? That's what life was like for music fans in the not-do-distant past (the 90s). And that was a good feeling. So try living on it, for sure it'll be an acquired taste for members of the "want it NOW" generation, like black olives, or S&M... It's called anticipation, and it'll make the pleasure of actually hearing the record for the first time all the more keener.

Lad mig sige det kort: Hvor jeg dog glæder mig til at høre den nyeste plade fra The Dodos! Først på måneden skrev jeg om det sublime første udspil fra pladen, og nu har de en ny sang klar fra pladen. Endda pladens sidste sang, Don't Stop. Det lover rigtig, rigtig godt indtil videre. Dette nyeste udspil byder på både akustisk og elektrisk, og vi får stadig ikke lov til at høre Neko Case, selvom hun angiveligt er at høre på halvdelen af albummet. Anticipation!

Det må i øvrigt være et af de skønneste pressebilleder i lang tid, de her har begået.

Find Don't Stop som MP3 hos Stereogum (der kan ikke deeplinkes fra Stereogum)

/Martin