Det bedste fra Moon Duo

Jeg har altid respekteret Moon Duo, men jeg har aldrig dyrket dem. Jeg beundrer dem for at dyrke et univers, fylde det ud, arbejde tålmodigt og vedholdende.

Deres nye album, Stars Are the Light, er min favorit, og det skyldes i stor stil titelsangen, som adskiller sig væsentligt fra resten af pladen – og deres lyd helt overordnet. Den passer dog fortrinligt ind som del af et generelt mere farverigt udtryk på pladen.

De elektroniske elementer, den luftige stemmebrug hos Sanae Yamada og de vanligt repetitive elementer giver en følelse af kosmisk blip-blop, som fortjener at blive udforsket meget mere. Forestil dig coveret til Mellon Collie and the Infinite Sadness og de mest vinteragtige sange på denne plade gentænkt som sommersange blandet med en mere eventyrlig Kurt Vile.

Netop Kurt Vile har i øvrigt en smuk reference til sine venner i KV Crimes fra 2013:

Club Mate, on holiday
With a Moon Duo
Space partners

Her lyder a hen ad the på en måde, der flot blander forestillingen om bandet som band og bandet som mennesker. Repræsentation og repræsentanter. Og med space partners skriver han sig selv ind i fællesskabet, bliver en del af dem og dét, de står for. Det er et fællesskab, man også inviteres ind i med den sært tryghedsskabende Stars Are the Light.



/Martin

The War On Drugs tilbage med røde øjne

The War On Drugs er tilbage. Til marts udgiver de deres nye plade Lost in the Dream på Secretly Canadian, der ligeledes tog sig af den overbevisende forgænger Slave Ambient.

Førstesinglen Red Eyes har allerede fået fin opmærksomhed, og det er værd at bemærke, hvor meget den åbner sig op gennem talrige gennemlytninger. Sangskriver Adam Granduciel har altid skiftet meget ud i besætningen, men man hører naturligvis stadig spor af Kurt Vile i dette første udspil. Det lyder umiddelbart også som om, Jeff Zeigler stadig sidder bag knapperne.

Som med Kurt Vile er det også svært ikke til tider at tænke på en vis folkelighed gennem dyrkelse af klassikere som Dire Straits og Tom Petty. Bemærk også det interessante C-stykke.



/Martin

Kurt Vile - og indlæg nummer 400

(Jeg burde vel skrive om Radiohead, men jeg har endnu ikke hørt den nye skive - det kræver imidlertid megen fantasi at forestille sig, at jeg ikke vil elske den)

Det var vist kun på tide, at jeg fik skrevet om Kurt Vile. Manden har forud for sin nye plade Smoke Ring For My Halo udgivet tre fuldlængder og to EP'er, men jeg har først rigtigt givet ham en chance i år. Jeg forsøger ikke at fortryde for meget, men jeg er bitter over først nu at have åbnet op for den langhårede mand, der af og til ligner en ung Dave Mustaine. Kun bogstaveligt.

Det kræver egentlig ikke det store at komme ind på Smoke Ring For My Halo. Egentlig har det vel også lyden af en mand, der har været på Woodsist og nu er på Matador. Det er forholdsvis lettilgængeligt med et hint af en trashet kant. Det er hverken udsyret eller mystisk. Det er heller ikke skævt for at være skævt. Det er mestendels den langhårede mand med sin akustiske guitar, der suppleres af dovent spillede trommer, af og til en elektrisk guitar, af og til lidt klaver. Det er muligvis ikke sublimt fra start til slut, men der er nok højdepunkter til at gøre det til et af årets foreløbigt bedste albums.

Rigtig god weekend ønskes herfra.

MP3: Kurt Vile - Jesus Fever
MP3: Kurt Vile - In My Times

/Martin