Tak til Handsome Furs

Canadiske Handsome Furs lagde i går for første gang vejen forbi Århus og Musikcaféen. Duoen, Dan Boeckner + konen Alexei Perry, har tidligere spillet nogle gange i København med begrænset succes, den ene gang grundet en trommemaskine, der valgte at gå i stykker.

Men lad der ikke være nogen som helst tvivl: Vi blev vidner til en fantastisk koncert med en veloplagt duo, der heldigvis havde teknikken på deres side. Publikum virkede ligesom canadierne ganske fredagsberusede, hvilket gudskelov ikke ødelagde koncerten. Tværtimod: Samspillet mellem de to størrelser var helt i top.

Der var blevet plads til en del nye sange, og mest interessant var det at høre, hvordan de på scenen var både mere elektroniske og støjende i deres udtryk end på debutpladen, Plague Park. Aftenens højdepunkt for mit vedkommende var dog fra pladen: Dead + Rural. En sang Boeckner præsenterede således: "This is a song about going to a high school where your nickname is 'faggot'."

MP3: Handsome Furs - What We Had
MP3: Handsome Furs - Cannet Get, Started

Bonushistorie!

Ganske beruset på vej fra Mejlgade til min kjære lejlighed gik jeg og hørte Bon Iver. Tre fulde mænd kom løbende ud fra en lejlighed, den ene lavede et mystisk pose på vejen, den anden løb videre, og den tredje gik over til mig og bad mig tage høretelefonerne af, så han selv kunne høre musikken. Først skamroste han kvaliteten af høretelefonerne, dernæst udtalte han sig om musikken, lige fra hjertet: "Det er musik, der er virkelig godt, når man er forelsket."
Mig: "Eller trist."
Ham: "Er du trist? Så skal du med os i byen. Kom."
Mig: "Nej nej, jeg er ikke trist!"
Ham: "Er du forelsket? Nå, men du må have en fremragende aften!" Herefter løb også han.

Måske tillægger jeg den mystiske ordveksling for megen betydning, men jeg kan ikke slippe ordene.

MP3: Bon Iver - Skinny Love

God weekend til jer alle.

/Martin

Pallers + Blackout Beach

Kort og godt: To nye sange til jer, kære læsere.

Pallers er en ny elektronisk duo fra nabolandet Sverige. De er netop blevet signet til det fine Labrador, der udgiver debut EP'en Humdrum d. 3. december.
Ud fra dette første nummer er der en del i vente for os lyttere. Det er en smule dystert, men med glimt af håb. Kjanske som på billedet.

MP3: Pallers - Humdrum

Blackout Beach er et soloprojekt fra den smågale Carey Mercer, der nok er bedst kendt som sanger og guitarist fra Frog Eyes. Det skal dog ikke glemmes, at han også udgør en tredjedel af det undervurderede Swan Lake. Han har kun udgivet et enkelt album under navnet Blackout Beach, mens det andet album, Skin of Evil, er på vej.
Første sang vi har hørt fra pladen, Cloud of Evil, starter som noget, der kunne være et remix af Animal Collectives Purple Bottle, men viser sig hurtigt som værende del af Mercers karakteristiske, mareridtsagtige univers - dog i mere elektronisk form end hos hans andre bands. Som han tidligere har bevist på plade og til koncerter, er han stadig en skræmmende sanger. Og skræmmende dygtig.

MP3: Blackout Beach - Cloud of Evil

/Martin

Dark Dark Dark

Amerikanske Dark Dark Dark har ganske få år på bagen. Derfor er det også naturligt, at de endnu mangler lidt for at få dem til at skille sig rigtigt ud. Men skille sig ud fra hvad?

Her er ikke tale om emo, selvom navnet måske kunne antyde enten dét eller noget mere gotisk. Her er snarere tale om en blanding af sømandsviser og noget mere balkaninspireret. Sidstnævnte dog i mindre grad end hos eksempelvis A Hawk and a Hacksaw og på Beiruts debutalbum. Vort evige referencepunkt...

De to frontpersoner Nona Marie Invie (harmonika, vokal) og Marshall LaCount (banjo, vokal) er nogle flyvske størrelser, der har fundet inspiration til musikken på mange, skæve dannelsesrejser på tømmerflåder ned ad Mississippi, godstog gennem landet og "gennem Europa" - som de gerne siger derovre. Endnu en flyvsk størrelse.

Den maritime del / sømandselementet minder en del om The Decemberists' kærlighed til selvsamme, selvom det er en del mere gennemført hos de poetiske forbilleder. Marshalls vokal er en sjov blanding af Dan Bejar (Destroyer, Swan Lake, The New Pornographers) og Ben Garrett (frYars).
Debutalbummet The Snow Magic er ude d. 28. oktober via Supply and Demand Music. Eller som de forkortes: sad music. Så blev det alligevel lidt emo.

Nå ja, og så er M.I.A. gravid. Kapow.

MP3: Dark Dark Dark - New York Song

/Martin

Coconot + El Guincho = Spansk varme

Spanien har i mange år lidt under at være et land, der musikalsk ikke har bidraget med specielt meget godt (endsige relevant). De seneste år er opmærksomheden dog vokset, primært grundet den ene succesfulde festival efter den anden, og nu er den mere eksperimenterende musik også ved at følge med.

Pablo Díaz-Reixa er i år blevet kendt vidt og bredt under navnet El Guincho med albummet Alegranza, der har opnået rigtig fine anmeldelser (også af orlovsblogger Camilla). Den officielle udgivelse er dog i mange lande skubbet til den 13. oktober, så det skal blive spændende, om hypen også når længere i Europa.

Pablo startede dog før sit El Guincho-projekt som trommeslager i Coconot - et band, der deler flere ligheder med hans soloprojekt. Det er svært at opstøve info om bandet - ikke engang en udgivelsesdato på deres netop leakede album, Cosa Astral, har jeg kunne finde.
Hvor El Guincho er tættere på Panda Bear, er Coconot tættere på Animal Collective, selvom brugen af samples stadig er massiv hos disse spaniere. De har, ligesom det gælder for forbillederne (tillader jeg mig at forestille mig, at de er), en nysgerrig og legende tilgang til musikken, men lidt gemt væk i lydbilledet er der alligevel godt med melankoli at hente. 'Reflekterende' vil ikke være helt forkert at benytte. Det er ikke lyden af barndom - det er lyden af mindet om barndommen.

Albummets ni sange varer samlet lige under en halv time og er forholdsvis nemme at komme igennem, hvor El Guincho for nogen er sværere at klare med de længere, repetitive sange (jeg tillader mig at bruge ordet 'repetitiv' for halvdesperat at indikere en forskel på dét og det mere negativt klingende 'ensformig').
Det har ikke været muligt at finde mp3'er at dele ud af, og MySpace-siden har i øjeblikket kun en enkelt sang oppe. Såfremt jeg støder på mp3'er med spanierne, vedlægger jeg links med det samme!

Coconot på MySpace

/Martin

At nyde: Built to Spill + M83

To dage, to koncerter, to smukke oplevelser. Voxhall bød mandag på legenderne i Built to Spill, tirsdag på franske M83. To vidt forskellige kunstnere, to vidt forskellige tilgange til musikken, to vidt forskellige koncerter.
Jeg vil ikke gå i detaljer med koncerterne (min anmeldelse af Built to Spill vil alligevel kunne læses på Voxhall.dk onsdag eller torsdag). Jeg vil snarere dele den umiddelbare glæde og enorme tilfredshed over to valg.

1) Ud over at Built to Spill gav os hele det glimrende Perfect From Now On fra 1997, hev de noget af en guldklump frem som ekstranummer: Klassikeren Car. Én af de sange, der har betydet mest for mig, og én af de sange jeg har hørt mest gennem mit liv. Intet kan beskrive den følelse det var endelig at høre den live - fra Doug Martsch og co. direkte til os. Så enkelt kan pop skæres, og så rørende kan resultatet blive.

Lyt med mærkelig video:



2) M83 diskede op med mange lækkerier, specielt fra det nyeste album Saturdays = Youth, men der var heldigvis også plads til nogle ældre sange. Heriblandt en enkelt, som jeg ikke havde ventet de ville spille: Gone. Den kolde, stemningsfulde og underfundige perle fra Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts fra 2003. Alene og med andre. Påvirket og sober. Glad og trist. En sang, der har fulgt mig trofast.

Lyt med mærkelig video:



God onsdag, kære læsere.

/Martin

Women - igen

For mindre end en måned siden skrev jeg om det canadiske band Women. Nu finder jeg det imidlertid bidende nødvendigt at gøre det igen, da jeg nu har haft den ære at lytte hele deres selvbetitlede plade igennem.

Og hvorfor så bidende nødvendigt? Fordi albummet er af den slags, der nemt kan blive overset. Og det til trods for at det udgives på Jagjaguwar.

Gruppen har indtil videre kun officielt leaket sangene Black Rice og Group Transport Hall, der begge blander syrerock og lettere tilgængelig Kinks-inspireret 60'er coolness. Hele pladen giver dog et meget mere nuanceret lydbillede, der også får specielt Black Rice til at fremstå endnu mere unik.

Women vil måske overraske nogle af de lyttere, der kun har hørt de to førnævnte sange ved langt hen ad vejen at være instrumental - ligesom den også vil lede mange lytteres tanker hen på pladeaktuelle Deerhunter. Og så er der den fantastiske Shaking Hand, der nærmest kan karakteriseres som math-rock. Guitararbejdet har en del til fælles med mange nye engelske bands, specielt fra det sydlige England. En lyd, der de sidste par år har vundet meget frem i det engelske (hør blot mange bands fra selskabet Big Scary Monsters), men også så småt på den anden side af Atlanten. Som hos Maps & Atlases.

Pladen er af den type, der vokser og vokser. Der er plads til forbedringer, og bandet har endnu ikke fundet sig selv fuldstændigt. Men fundamentet er der. Og man kan jo håbe, at de ligesom Deerhunter på deres anden plade går fra at være rigtig godt til at være fantastisk.

MP3: Women - Black Rice
MP3: Women - Group Transport Hall

/Martin

Nyt fra Vampire Weekend

Se lige hvor rare de ser ud. Det er svært ikke at sympatisere med new yorkerne i Vampire Weekend.
Hypen kom hurtigt og er ikke rigtig stoppet endnu. De har tydeligvis ikke lidt under Foals-syndromet (lad os se om sidstnævnte kan revanchere sig engang); de ramte bredt, men forblev accepterede - også i selve branchen. Som Man Man kommer frem til over for Pitchfork:

Pow Pow: "They're a good band, man. I don't give a shit if there's a lot of hype. They're a good band. I love 'em."

Den nye sang, Ottoman, er med på soundtracket til filmen Nick & Norah's Infinite Playlist,
der også har folk som Devandra Banhart (et af hans dårligste numre, Lover), Bishop Allen, Takka Takka, Band of Horses og den elskværdige Mark Mothersbaugh om bord. Sidstnævnte har leveret soundtracks til nogle af vor tids bedste film (læs: Alt af Wes Anderson) og rygtet sagde faktisk, at han havde produceret Ottoman. Dette er desværre ikke tilfældet, selvom brugen af klassiske instrumenter (og i det hele taget Vampire Weekends produktion af disse) gør det oplagt.

Sangen er glimrende, byder på delvist anderledes trommebrug end på albummet, har en glimrende melodi - og sært nok inkluderer sangen linien "this feels so unnatural / Peter Gabriel too", der også var en del af deres egen Cape Cod Kwassa Kwassa. Men det fungerer, og det er stadig sjovt.

Jeg har ingen mp3 af Ottoman, så I må søge den andetsteds. Såsom:

Artikel på Stereogum
Vampire Weekend på MySpace

Bonus: Vampire Weekend på Pitchfork.tv - denne gang teamer de op med en: "Julliard-trained string trio to perform three songs from their self-titled debut in the room where they played their first shows: Columbia University's ADP Literary Society." Se lige hvor rare de ser ud!

/Martin