unouomedude

For to dage siden var det præcist et år siden, jeg sidst skrev om Idiot Glee. Siden var jeg heldig nok til at se ham på det nu hedengangne Bang Bang Club (senere blevet til Levee). På det seneste er jeg faldet for unouomedude, der deler visse ligheder med Idiot Glee. Det er ikke blot harmonierne og naiviteten.

Der er noget ved letheden i musikken. Den bevæger sig ubekymret af sted med en vis bevidsthed om fortiden og uden bekymring for fremtiden. Den svæver vel egentlig mere, end den flyver af sted. Bag unouomedude står en 20-årig gut fra Jacksonville, California, og han forstår sig på solskin uden at forcere det.

Såfremt man skulle have svært ved at tilgive ham et kunstnernavn, der ikke ligger lige til højrebenet, skal det nævnes, at han ikke selv er helt vild med det længere, men at han blot værdsætter, hvordan det ser ud. I det hele taget er det en fornøjelse at læse nogle af de interviews, der er til rådighed med ham, da han tager alting med en ophøjet, næsten stoisk ro. Forbløffende. Må han blive ved med at spytte solskinspop ud til os.

En masse gratis musik kan findes på hans Bandcamp, og særligt Island Summer kan anbefales.

Island Summer by unouomedude

/Martin

Team Me

Den norske musikscene blomstrer endelig. Det er muligvis hårde ord, men inden for visse stilarter kan Norge siges enten at have haltet lidt efter de nordiske brødrelande eller at have holdt deres mindre mainstreamkunstnere mere eller mindre hemmelige.

I år har én af deres åbenbaringer været unge Einar Stray og hans orkester, og nu stormer Team Me frem med deres kuriøse og energiske blanding af Sufjan Stevens, Patrick Wolf, Jonquil og danske Efterklang. Ikke at de kan holdes til fire referencer, men de blander elegant kvaliteter fra disse nævnte kunstnere. Og nu da folk begynder at få øjne og ører op for Treefight For Sunlight, er det måske heller ikke helt forkert at sige, at lidt af den samme ånd kan findes hos såvel nordmændene som danskerne.

At kalde noget for naivt i 2011 er næsten umuligt, men om ikke andet er der tale om en hyldest til naive sjæle. De ved per definition ikke, hvem de er, men der er al mulig god grund til at hylde dem. Lad denne weekend stå i deres tegn. Team Me er upbeat popmusik, der nok skal finde et større publikum. Det fortjener de.

Team Me - Dear Sister by Anorak London

/Martin

Nyt fra The Wrens

Hvis man kender The Wrens, har man muligvis behov for at læse overskriften to gange. Visse ting i livet kræver tid, og sådan er det mildest talt også med The Wrens' proces i forhold til at indspille plader. Produktive er de ikke just, og efter et par langspillere i 90'erne måtte man vente syv på den mesterlige The Meadowlands fra 2003.

Tilbage i januar 2009 var der rygter om et nyt album fra veteranerne (med kun tre fuldlængder bag sig...), hvilket vi også med glæde skrev om her på siderne. Gruppen lovede en ny plade ved årets udgang, og pladeselskabet, det glimrende Absolutely Kosher, var med god grund skeptiske. Mere end to år senere venter vi stadig på denne plade.

Til gengæld har der været mulighed for at høre nogle nye demoer, og nu er endnu én sluppet løs. En glimrende én af slagsen og på alle måder en typisk The Wrens-sang. Den gør det ikke nemmere at vente på det nye udspil, som forventes udkommet inden årtiet er omme.

MP3: The Wrens - As I've Known

/Martin

Seapony

Seapony fra Seattle har indtil videre kun udgivet en 7" på et par sange, og de har en vis styrke i ikke at repræsentere noget nyt under solen. Forstået på den måde at de i stedet tydeliggør, at der rent faktisk er en sol at befinde sig under. Ikke at der blot er en sol, eller at vi 'blot' er til (sidstnævnte sætning kræver vist desarmerende anførselstegn). Men bevidstheden om - og erkendelsen af betydningen af - de to størrelsers samspil.

Afhængighedsforhold. Afhængighed generelt. Her er ikke tale om afhængighed som en farlig eller alarmerende størrelse. Det er afhængighed som et romantisk begreb. En slags omfavnelse af svagheden, der vender den til en styrke i ro og mag.

Enkel guitarpop. Fint på en lørdag med solskin eller en gråvejrsdag, der lader som om, solen er fremme. De to sange på 7" kan findes på deres Bandcamp.

MP3: Seapony - Dreaming

/Martin

Lidt af hvert

Den seneste tid har været meget travl, hvilket antallet af indlæg formentlig vidner om. For tiden nyder jeg i særdeleshed Twitter-updates fra Los Campesinos!, der stort set kun handler om fodbold.

Generelt nyder jeg simple kendsgerninger, ytringer og bemærkninger, der ikke forsøger at være mere, end de er.

Marts. Fantastisk.

Her er lidt af hvert. Ganske simpelt. Snarligt vender jeg tilbage med lidt mere sammenhængende beskrivelser.

MP3: Princeton - To The Alps
MP3: Mood Rings - Year of Dreams
MP3: Mind Spiders - Don't Let Her Go

/Martin

Stations in the Valley

Jeg holder det simpelt i dag. Jeg var aldrig en stor fan af Secondsmile, men omvendt gav jeg dem heller aldrig en fair chance eller værdsatte post-hardcore dengang. Nu spiller de sammen som Stations in the Valley, og det er egentlig ret simpel og gejstfyldt popmusik med et sydengelsk touch.

Jeg forestiller mig, at en del af lytterne ikke vil kunne lide det i første omgang, og at vokalen måske kan være en forhindring. Men tænk på solen (eller kig ud) og nyd en simpel perle. Gratis download af første udspil Finders Keepers på Bandcamp.

/Martin

Sleep ∞ Over

Jeg har det meget ambivalent med genrebetegnelsen "witch house". Den er selvfølgelig - i øvrigt som alle andre betegnelser - ikke andet end et navn, der i sig selv lyder enten begrænsende, vag eller fjollet. Men den giver på mystisk vis mening til tider. Netop fordi den er så flyvsk. Apropos ordet 'flyvsk' kommer der muligvis snart et essay om netop dette fantastiske begreb.

Det er egentlig ikke, fordi dagens indlæg som sådan er die hard witch house. Snarere er der et element af det i musikken. Jeg ville muligvis blot benytte lejligheden til endnu engang at ironisere over, hvad jeg egentlig er så afhængig af: Beskrivelser. Halvdelen af læserne er muligvis blevet utålmodige, og det er måske også på tide at komme videre. Marts måned har indtil videre været fantastisk, og til nattetimerne har særligt Sleep ∞ Over (også kendt som Sleep Over Forever) været et smukt bekendtskab.

Og hvorfor så det witch house? Egentlig er det hverken så mystisk eller skræmmende endda. Det er vel snarere en videreudvikling af en art eksperimenterende dream pop. Det absolut magiske i musikken ligger i den nære distance. Eller den distancerede nærhed. Et næsten præcist sted mellem bevidsthed og drøm. Følelsen af at række ud efter noget uden at kunne nå det - men samtidig uden at være i nærheden af frustration. I stedet forbliver man i håbet, der aldrig udvikler sig til erkendelse af illusion. Et umiddelbart meget snævert rum, der alligevel er så uendeligt stort som bandnavnet antyder.

MP3: Sleep ∞ Over - Casual Diamond

/Martin