Ét af vor tids mindst produktive bands, The Wrens, er endelig tilbage! I år har de eksisteret 20 år som band, og selvom de aldrig er gået i opløsning, har de kun udgivet tre albums. De debuterede i 1994 med Silver og fulgte forholdsvis hurtigt op med Secaucus i 1996. Herefter skulle der gå hele syv år, før de udgav det suveræne The Meadowlands i 2003. Tillykke til Portishead med alligevel at have vundet slaget om mest tålmod.
Efter '96-albummet blev deres pladeselskab, Grass Records, opkøbt, og gruppen nægtede at adlyde kravene om at gå efter en mere poppet og radiovenlig lyd. Senere valgte Grass (der nu hed Wind-Up Records) at signe Creed, så det var nok meget smart af The Wrens at forlade dem.
De næste år blev brugt på at skrive lidt musik i ny og næ, medens de havde ganske normale jobs ved siden af. Allerede i 1999 optog de trommesporene til det, der skulle blive til The Meadowlands, men der skulle altså gå fire år endnu, før de fik udgivet albummet af Absolutely Kosher (Frog Eyes, The Hidden Cameras, The Mountain Goats, Sunset Rubdown, Xiu Xiu).
Nu er der så gået seks år igen, og bandet giver nu endelig lyd fra sig på deres nye hjemmeside, der byder på flere guldkorn (Øverst står der eksempelvis 'The Wrens | keeping folks waiting... since 1989'). De seneste indlæg er meget anbefalelsesværdige. De lover endvidere, at vi får et nyt album fra dem i 2009, selvom pladeselskabet, igen Absolutely Kosher, ikke er sikre på den sag.
Selvom man ofte kan tage sig selv i at synes, at tingene godt kan blive for ironiske, må man tage hatten af for et band, der kan tage pis på sig selv:
"Timing being all, we patiently waited, wanting to synch our reentry to active indie rock with a worldwide economy primed to the absolute peak of its consumer-spending power." Sådan.
Den mesterlige The Meadowlands kunne engang fås som dobbeltvinyl, men bandets seneste update på deres webshop fra sommeren 2007 siger, at der er udsolgt og snart vil komme flere. Man kan jo teste sit held her.
Her kan én af sangene, She Sends Kisses, fra det 'nyeste' album høres med en fans stop-motion-video som ledsager:
/Martin
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
jeg kendte ikke wrens men nu har jeg youtubet dem... det er sgu lækkert
L
Send en kommentar