Nyt fra Beach Fossils

Ja ja, nu kommer den forsinkede årsliste snart. Men lad os lige se lidt fremad, medens vi ser tilbage. Sidste år kom DIIV og overhalede Beach Fossils indenom. Beach Fossils var gennem flere år blevet kørt i stilling til noget stort gennem en række fremragende singler for så at skuffe en smule med første fuldlængde og sidste års What a Pleasure EP. Ikke desto mindre var det en anelse overraskende, at vi sidste år kunne vidne guitaristen Zachary Cole Smiths soloprojekt DIIV gå sin sejrsgang verden over med en yderst fornem plade, der vidnede om andet og mere, end hvad der nemt kunne være blevet af et sådant sideprojekt.

Dustin Payseur er dog stadig i udmærket form som leder af Beach Fossils og er nu klar med anden single fra det kommende album, der har fået titlen Clash the Truth. Captured Tracks udgiver pladen d. 19. februar. Singlen Generational Synthetic er her tilgængelig med en fin tekst, der også udmærket passer ind i albumtitlen.



/Martin

Årets album 2012: Honourable mentions

Et udmærket musikår er (for længst) slut, og jeg er igen sent ude med min årsliste for 2012. Ja, den er ikke engang ude endnu, for jeg starter som altid med en række af plader, der var ganske stærke men alle falder lige uden for den arbitrære og modsætningsfyldte top 25, der bliver lagt op over de næste dage.

Når jeg ser på nedenstående og tænker, at disse ikke engang er blandt de øverste femogtyve, føler jeg mig uendeligt lille. Jeg har lyst til at undskylde til de nedenstående, for de kunne lige så godt være endt på selve listen, såfremt de var blevet hørt på det rigtige tidspunkt. Tilfældigheder, kaffe og kærlighed, I ved.

Honourable mentions fra året 2012 i fuldstændig tilfældig rækkefølge for at hylde dem gennem forvirringen:

Magic Castles - s/t
Cat Power - Sun
Grizzly Bear - Shields
The Walkmen - Heaven
Goat - World Music
Everyone Everywhere - s/t
Woods - Bend Beyond
Mount Eerie - Clear Moon
Cheval Sombre - Mad Love
Tame Impala - Lonerism
The Men - Open Your Heart
The Twilight Sad - No One Can Ever Know
Errors - Have Some Faith In Magic
Chromatics - Kill For Love
Frank Ocean - channel ORANGE
Polica - Give You the Ghost
Wild Cub - Youth
Cloud Nothings - Attack on Memory
Islands - A Sleep & a Forgetting
Tanlines - Mixed Emotions
Alabama Shakes - Boys & Girls
Bowerbirds - The Clearing
Porcelain Raft - Strange Weekend
Spiritualized - Sweet Heart Sweet Light
Ceremony - Zoo
Memoryhouse - The Slideshow Effect
Hot Chip - In Our Heads
Frankie Rose - Interstellar
Holy Other - Held
Laurel Halo - Quarantine
Liars - WIXIW
The Tallest Man on Earth - There's No Leaving Now
Animal Collective - Centipede Hz
Jens Lekman - I Know What Love Isn't
Mac Demarco - 2
King Tuff - s/t
Crocodiles - Endless Flowers
Advance Base - A Shut-In's Prayer
Damien Jurado - Maraqopa
Sun Kil Moon - Among the Leaves
The xx - Coexist
Memory Tapes - Grace/Confusion
Purity Ring - Shrines
Dirty Projectors - Swing Lo Magellan
Peaking Lights - Lucifer
Ariel Pink - Mature Themes
Dark Dark Dark - Who Needs Who
How to Dress Well - Total Loss
Tamaryn - Tender New Signs
Lilacs & Champagne - s/t
Passion Pit - Gossamer

/Martin

A Beacon School

Der er endnu ikke meget info at finde på A Beacon School fra New York. Gruppen har netop udgivet deres første EP, der er blevet skrevet og indspillet siden sommeren 2011 og nu er gjort tilgængelig på Bandcamp.

Bandet består af unge studerende, der har spillet i en del forskellige konstellationer gennem årene og altså nu har fundet sammen i denne lovende trio. Musikken er ret varieret og lyder ofte som en slags post-shoegazer pop med mange breaks og temposkift. Den rodede men fine produktion giver fin plads til guitarerne, der altså kun sjældent opbygger en wall of sound, hvor bandet effektivt skriver sig ud af en decideret shoegazer-tradition.

Enkelte sange lyder som en tidlig og mere poppet udgave af Abe Vigoda (særligt Darling Threads). De har en lyd, der kendetegnes af en vis lethed og væves ind og ud af snævre gange. Når det bliver tungt, viser de altid udgange fra mørket. Gode, gamle MP3Hugger fra Irland har vist mig bandet - stor tak for det.

MP3: A Beacon School - Invitation

/Martin

Nyt fra Schultz and Forever

Bevidstheden om superlativernes magt hindrer os gerne i at vise blot en smule konsekvens eller simpelthen at eksplicitere enkle sentimenter, følelser, vurderinger og endog smagsdomme.

Nu kalder jeg den: For mig er den allermest lovende danske sangskriver lige nu Jonathan Schultz, der indspiller under navnet Schultz and Forever. Jeg skrev kort herom i sommers, og siden da har jeg været så heldig at opleve Schultz live i to forskellige opsætninger, der begge fungerede fornemt. Ikke blot fordi håndværket er på plads, men fordi sangskrivningen og vokalen er af så helhjertet en karakter.

Jonathan Schultz står på skuldrene af små og store giganter, og resultatet er en formidabel omgang folk-pop. Efter EP'en Odd Stories for godt et år siden fandt vej til de første lyttere, er der sket meget, og nu er en ny EP på trapperne. Titlen er Céline, og udgivelsesdatoen er d. 28. januar. Det franske pladeselskab Cracki Records inviterede i efteråret Schultz til Paris for at indspille nye sange, og resultatet udgiver de altså om en lille måned. Allerede nu er første sang dog sluppet løs, og den lover (som ventet) utrolig godt for resten af EP'en. Lyt til Two Flowers lige her.



/Martin

Den dovne vinter

Det går langsomt for tiden - også på disse sider. Det kunne der såmænd gøres op for med fokus på bands, der har været overset gennem året eller bands, jeg først selv har fået fulgt op på mod årets afslutning. Ja, det ville såmænd give mening at lave en årsliste, men den skal nu nok komme, om end det muligvis bliver tidligt i januar.

Her skal det i stedet handle om en gammel kending, jeg har fundet frem igen: The Blue Depths af Odawas fra starten af 2009. Jeg skrev om pladen for snart fire år siden, og den er stadig fænomenal. Den er som skabt til vinter med sine kolde synthflader. Kompositionerne kan minde om poppet psychfolk svøbt ind i noget, der på det nærmeste lyder som en Vangelis-produktion. Odawas lyder som ingen andre, og selvom sangskriver Michael Tapscott senere har udgivet i eget navn, må bandet meget gerne komme tilbage, men Jagjaguwar melder endnu intet om en kommende plade. En umådeligt undervurderet plade og noget af en grower.





/Martin

Nothing

Philadelphia-scenen lever i bedste velgående. Blandt de nytilkomne er Nothing, der gør sig i en relativt poppet omgang shoegaze. De har netop signet med A389 Records, primært kendt for mere hardcore og metal, der næste år udgiver bandets første fuldlængde.

Gruppens klart stærkeste sang er Downward Years to Come, der er den eneste af deres sange, der giver nok plads til vokalen. Det hele er ret støjende, som det sig hør og bør med denne slags shoegazer, men den luftige vokal skaber en forrygende popbalance. Carsten Holm sammenlignede den sågar ganske smukt med Neil Tennant!

Det hele starter ret ligepå og angriber lytteren. Trommerne varierer kompetent, og efter tre og et halvt minut indikerer de ved deres poetiske fravær, at sangen stopper. Det er dog kun delvist tilfældet. I stedet får vi en lang og sørgelig outro, der nærmest grænser til ambient, som man kender det fra No Age, når de sætter ind med disse pauser.

EP'en, af samme navn, holder ikke niveau hele vejen igennem, men der er lagt op til en lovende debut LP - trods alt.



/Martin

Jul med Team Me

Ét af Norges absolut bedste bands, Team Me, leverede sidste år et umanerligt stærkt debutalbum i form af den anmelderroste, nysgerrige og poppede To the Treetops!. Pladen blev først udgivet uden for hjemlandet i februar i år, og op til jul har de nu en EP klar til højtiden.

Musik, der på den ene eller anden måde referer til julen, synes oftest at være decideret forfærdeligt, og selv kunstnere med ubenægteligt talent og integritet ender med højtidssange, der i bedste fald er forvirrende.

EP'en Female Lead er lykkeligvis mere end godkendt og er momentvis ganske glimrende. Den indeholder også sange, der blev skrevet i forbindelse med bandets debutalbum, og det er da heller ikke eksklusivt en juleudgivelse, selvom produktionen og valget af instrumenter oftest bærer tankerne i den retning. EP'en er tilgængelig digitalt og som limited 10" via Propeller Recordings.

Herunder kan den stærkt Sufjan Stevens-inspirerede og enormt hyggelige Sixteen Steps streames og downloades.



/Martin