Han kan ikke styre sine tanker. Han er begejstret og samtidig bange for begejstringen. Devon Welsh står ikke alene.
Montreal-duoen Majical Cloudz er tilbage. Den nye plade Are You Alone? bliver udgivet 16. oktober via Matador, og tredjesinglen Downtown er deres hidtil bedste. Deres nye album bliver efter alt at dømme endnu bedre end Impersonator fra 2013.
Store ord.
Devon Welsh er en mester i at levere de enkle linjer. Gerne små ord:
Is it really this fun when you're on my mind Is it really this cool to be in your life
Majical Cloudz er blevet beskrevet som minimalistisk. Neddæmpet er det i hvert fald. De giver plads til tomhed, udforsker disse små huller. Der er visse ligheder med Dreamers of the Ghetto og deres enormt undervurderede Enemy/Lover fra 2011, om end Welsh ikke går efter samme åbenlyse potens som Luke Jones.
Let overstyrede guitarer, trommer i øst og vest, delvist skramlet produktion, fængende melodier. Det lyder næppe unikt, men engelske Kid Wave kombinerer det med en afvæbnende charme.
Gruppen blev dannet i 2014, og debutalbummet kom allerede i foråret 2015. På sidste uges Reeperbahn Festival så man, at bandet måske heller ikke er vanvittigt sammenspillet, men det gjorde absolut intet. Både vilje, hjerte og melodier var til stede – i rigt mål.
Ét af Sveriges bedste – og dermed ét af verdens bedste – bands er tilbage med en ny single, der ikke kommer til at være med på en eventuel ny LP. Lyder det allerede bekendt?
The Radio Dept. er med This Repeated Sodomy tilbage til en mere skramlet lyd, der ligger tættere på bandets tidlige singler og debutpladen Lesser Matters fra 2004.
Blandt de absolut mest oversete bands i den alternative pophistorie er The Blue Nile fra Glasgow. En perfektionistisk tilgang, langsomme arbejdsprocesser og et pressesky liv gjorde ikke tingene nemmere, men gruppen har – formentlig af disse grunde – efterladt nogle af de stærkeste plader, Storbritannien har at tilbyde.
Særligt debutalbummet A Walk Across the Rooftops (1984) og opfølgeren Hats (1989) står tilbage som stort set perfekte plader. I disse dage bliver Destroyer / Dan Bejar fremhævet som et moderne bud på vellykket sophisti-pop, og der er bestemt ligheder mellem ham og The Blue Nile. Det er kontemplativ popmusik med inspiration fra både ambient og jazz, til tider i retning af Peter Gabriel, der i øvrigt er stor fan af bandet.
Oversete er de kun i bred forstand; anerkendte er de så sandelig. Få har kunnet fange lyden af at være fremmedgjort i (stor)byen. Øjeblikke hvor alt synes mørkeblåt i uoverstigelig grad. I denne forstand deler skotterne nogle af de kvaliteter, man møder i et kanonisk værk som Blade Runner.
Foruden titlen på debutpladen afspejler også andre titler dette fokus. Se eksempelvis titlerne på Hats:
Over the Hillside The Downtown Lights Let's Go Out Tonight Headlights on the Parade From a Late Night Train Seven am Saturday Night
Her vil enkelte læsere måske indvende, at dette også kunne lyde som en hyldest til forstaden, hvilket også passer fint ind i selve idéen om at være underligt afkoblet. Om det er et mindre miljø, samfundet, den pulserende metropol eller (gisp) selve menneskeheden. Her ville kæden hoppe af for de fleste, men The Blue Nile bliver aldrig patetiske i dramaet.
I stedet er der ofte en følelse af selvransagelse og en næsten analytisk tilgang midt i et emotionelt virvar. Dette virvar opbygges så umådeligt fornemt på en måde, der aftvinger en anden form for lytning, end hvad der oftest kræves af lytteren. Dette er kun en god ting.
I eskapismens stund er vi vant til tordenskrald. Paul Buchanan synger i stedet med en stille desperation. Let's go out tonight...
Meget foregår nemlig rundt om de festlige indslag. Med en sørgmodig distance. På debutpladen finder man Easter Parade. På opfølgeren finder man singlen Headlights on the Parade. En sang, der bobler underligt af sted og bliver ved at bygge op.
Her trækkes en lige linje tilbage til gruppens mest kendte sang: Tinseltown in the Rain fra A Walk Across the Rooftops. Også her synges om en parade, og også her finder vi dette boblende element. Instrumenterne tårner sig op som bygninger, der indrammer verset, imens Buchanan søger en vej ud gennem tanker, følelser, associationer.
Han spørger primært sig selv. Han svarer primært sig selv.
Do I love you? Yes, I love you.
Vokalpræstationen i netop Tinseltown in the Rain hører til blandt mine favoritter i pophistorien. Præcis som The Blue Nile er blandt mine favoritkunstnere i selvsamme historie.
Farvel til en omgang balearisk popmusik af svensk karat.
Farvel til sommeren.
"It sort of underlines exactly everything we wanted to do from the beginning but never yet achieved. Lifelovingness, big words and melancholy in three and a half minutes, for the last time."
NY-duoen Telepathe gjorde sig fortjent til fin opmærksomhed med habile singler fra 2006 til 2009 (hvad vi næsten kan kalde MySpace-æraen), hvor de også udgav debutalbummet Dance Mother.
Opfølgeren har ladet vente på sig, men den er nu klar på gruppens nystartede label BZML Records. Ventetiden er forklaret med "industry and label politics", der forklarer bruddet med IAMSOUND.
Gruppen var endog i studiet tilbage i 2012 for at indspille de sange, der endelig udgives som Destroyer: 10 fine popsange indrammet af en legefuld alvor, der finder klar inspiration i post-punken.
En trist tendens for mig de senere år har været markant mindre opmærksomhed til musikvideoer. Selvom det selvfølgelig er en myte, at lyd ikke er visuel, er denne mere direkte form for visuelt akkompagnement til musikken ofte en stærk forbindelse til menneskets følelsesspektrum.
Til gengæld kan jeg også konkludere, at stort set alt i livet bliver bedre med tilføjelsen af en hund.
Hvad bringer det os frem til? Julia Holter er tilbage med en ny, forrygende single, og hendes hund er lykkeligvis hovedpersonen i videoen.
Feel You er taget fra den Have You in My Wilderness, der udkommer 25. september på Domino. Sangen flyder fornemt og måske endnu klarere, end man længe har hørt fra den henrivende Holter. Hendes kunstneriske baggrund og akademiske ophav fornægter sig ikke, men hun har taget den nødvendige afstand til at perfektionere det udtryk, vi allerede har forbundet hende med i en lille håndfuld år.
Og hunden. Denne åbenbaring. Hvorledes hun følger den. I hælene på den fødte fænomenolog. Den skumfødte zenbuddhist, som Klaus Lynggaard har kaldt miraklet på fire ben. De finder hinanden. Forbliver tætte. Sansningen intakt.
