Hvor blev han af?

Hvor blev han af, Hendrik Weber? Pantha du Prince var her, der og alle vegne dengang for 10-12 år siden. Dengang vi læste forskellige musiksider og blogs, dengang jeg orienterede mig mere efter, hvem der spillede på forskellige klubber for at blive klogere på elektronisk musik efter flere år med tiltagende generisk indie-rock i ørerne.

Forsvandt Pantha du Prince? Var det min radar, den var og er gal med? Det er måske ligegyldigt. Tyskeren har i hvert fald været ok aktiv i de mellemliggende år, og de år er kun mellemliggende, fordi vi er nået fra før til nu: Et nyt album, Garden Gaia, er ude, og forud kom den flotte, fantasifulde single 'Golden Galactic'.

Den franske jazzmusiker Friedrich Paravicini har leveret strygere på sangen, der plimrer venligtsindet, men med en smule bekymring. Hvordan er vores forhold til naturen? Det er Hendrik Webers ærinde, han ved det ikke, han spørger ud i lokalet, ud i rummet, ud i skoven. Har man læst eller set Annihilation (roman af Jeff VanderMeer, filmatisering af Alex Garland), kan man måske se fyrtårnet i Area X for sig. Både flot og foruroligende.

/Martin

Courtney Marie Andrews søger det luftige

Phoenix, Arizona. En sangskriver, der blander americana og folk-rock. En sangskriver, der nærmer sig et mere luftigt indie-territorium med ambient føling.

Courtney Marie Andrews er på vej med nyt, og singlen 'Satellite' lover utroligt godt. Chris Bear (Grizzly Bear) er med på trommer, Josh Kaufman (Bonny Light Horseman) spiller forskellige instrumenter, og Sam Evian har hjulpet med indspilningerne. Det har han også gjort for Big Thief og Cassandra Jenkins, og sidstnævnte kommer man til at tænke på, når man hører 'Satellite'.

Det er en kærlighedssang, en kærlighedserklæring, en kærligheds-whatever, vi har brug for den.

Albummet Loose Future udkommer 7. oktober.

/Martin

Acid House Kings og svensk elegance

Acid House Kings dukker op fra tid til anden. De var engang mere aktive, måske mere ambitiøse, men det klæder de fleste mennesker at smide ambitionerne og slappe mere af.

Svenskerne har nu delt den letsindige og alligevel let melankolske single 'Honey, Honey', der bringer tankerne hen på vidunderlige Sambassadeur fra Göteborg. I virkeligheden er Sambassadeur nok oprindeligt inspireret af Acid House Kings, og på den måde slutter cirklen flot. Ligesom Pet Shop Boys og Savage i 80'erne.

And if you long for someone
I can be that one

Det er en på sin vis trist fortælling om at søge tilbage mod den person, der forlod dig. Det lyder ikke desperat. Man tror endda næsten på, at det vil være en god idé.

'Cause it's you
It's always you

/Martin

Let's Eat Grandma og store ord

Jeg har gennem årene ofte gjort mig skyldig i overdreven, unøjagtig eller ligefrem ligegyldig kategorisering à la "én af årets bedste ..." eller "årets hidtil mest spændende ..."

Hvorfor denne trang til at rangordne? Man fristes til at sige: hvorfor ikke? Det er selvfølgelig begejstringen, der taler. Det kan også være lysten til virkelig at fremhæve noget, og det er jo netop det spændende ved kunst, i hvert fald den mere poppede del af kunsten, som nærmer sig eller er popkultur: Idéen om, at noget har en værdi, en betydning, at flere burde høre/se/opleve/føle det.

Før jeg går længere ned ad den vej, stopper jeg mig selv. Måske det har givet mening og fortsat vil give mening at skrive den slags fremover. Måske det ikke gør. Nu gør jeg det igen:

Two Ribbons af Let's Eat Grandma er det bedste popalbum, jeg har hørt i 2022. Men vi er jo kun i  maj? Ja ja, men det er så veloplagt og fyldt med reflekteret gejst. Reflekteret gejst? Luk røven, prætentiøse blogger. Alright.

Vennerne Jenny Hollingworth og Rosa Walton fra Norwich debuterede i 2016, fulgte op i 2018 og tog sig så længere tid om dette tredje album, som er fyldt med nysgerrighed og hooks. Det er ikke hyperpop, måske snarere ultrapop, selvom det til tider også er en mindre poppet udgave af for eksempel Robyn. Men det er heller ikke præcist, for de er i bund og grund bare sig selv: Søgende sjæle med et stærkt popøre eller fire. Og nu har jeg brugt ordet 'pop' nok for resten af maj måned.

/Martin

Nailah Hunter

Her gik jeg og troede, at ingen kunne konkurrere med Mary Lattimore som min yndlingsharpist.

Nailah Hunter fra Los Angeles er harpist og komponist, og hun er ikke bange for at snige lidt fræk saxofon ind.

Den nye single 'Forest Dark' er en slags drømmende soul, og den er yderst anbefalelsesværdig.

Med en harpe fristes man selvfølgelig til at kategorisere alt som 'drømmende'. Intet instrument er mere drømmende i sin lyd.

Men hvad er livet uden drømme?

Hvad er en musikblog uden klichéer?

 

/Martin

Forårsbebuder

I betragtning af, hvor meget jeg lyttede til Animal Collective og Panda Bear i 00'erne – eller måske netop derfor – er det meget lidt, jeg er vendt tilbage til dem de seneste 10 år.

Det har to franske fætre ændret på. Alain og Stéphane Quême er begge house-pionerer fra Paris' festlige 90'ere, hvor de under navnene Alan Braxe og DJ Falcon havde en slags storhedstid.

Det skulle tage en pandemi, før de besluttede at udgive noget sammen, og det er der kommet en EP ud af, der lander 30. maj. Titelsangen, 'Step By Step', er med Panda Bear på vokal, og den er decideret livsbekræftende. Vejret bliver bedre, når man hører den, fordi perspektivet bliver lysere.

Tempoet er relativt lavt. Nogle toner bliver slået an, undervandseffekt er slået til, der skrues op, mens Panda Bear kommer på banen. Break. Undervandseffekten bliver slået fra, og det er ren hi-fi og det pure forår.

Herfra går det slag i slag, hvilket underbygger titlen. Det er repetitivt, og man får sympati med udsagnet. Et skridt ad gangen, så går det nok.

 


/Martin

Babehoven

Man skal lige komme sig over det dårlige kunstnernavn. Selvom det også er lidt sjovt med streg under lidt.

Babehoven er først og fremmest Maya Bon, der skriver og synger sangene. Ryan Albert figurerer som koproducer, men er med i visse interviews. 

Nogle af de tidligere udgivelser er fine, men den seneste EP, Sunk, er flot i al sin langsommelighed. Det er til tider en slags slowcore, tålmodigt opbygget indie-rock. Elliott Smith har været en større inspirationskilde denne gang, og det er da også tristessen, der springer i øjnene. Eller ørerne. Eller hjertet.

/Martin