Nyt fra Candy Claws

Hov, i mandags rundede vi indlæg nr. 300 uden at tænke over det. Det må fejres. I bedste nørdestil bliver det med en ny mp3 fra det kommende album med undervurderede og hemmelige Candy Claws.

Deres herlige temaalbum In the Dream of the Sea Life fra sidste år bød på adskillige fine sange. Siden har gruppen skiftet det sympatiske, irske label Indiecater ud med Two Syllable, der udgiver det nye album Hidden Lands 20. juli.

Musikken er stadig hviskende og drømmende, og der lader til at være rigeligt at elske dem for på det nye album også.

MP3: Candy Claws - Sunbeam Show

/Martin

Glitter Bones

På de tyske landeveje blev der hørt skræmmende meget Falco. Af og til også The Kinks og The Smiths. Lidt radio med klassikere fra 80'erne og 90'erne såvel som lokale schlagere fik også plads på Autobahn. En klub i Münster spillede Liquido. I Kölns natteliv var der nogenlunde styr på musikken.

Meget af tiden forblev tonerne af Glitter Bones imidlertid hos mig. Det er drømmende og fjernt, men man drages langsomt med. Langsomt som på en rulletrappe i lufthavnen (det forbliver forhåbentlig ugens dårligste metafor). Lad os bare kalde det psykedelisk pop og springe videre til musikken.

MP3: Glitter Bones - Race to Heaven
MP3: Glitter Bones - Glow in the Dark

/Martin

Ferie

Jeg drager på en lille bilrejse gennem Tyskland ugen ud. Lidt Flensburg, lidt Hamburg, lidt Köln, lidt Münster, lidt Essen, lidt Frankfurt am Main. Mere eller mindre. Bloggen vil blive opdateret igen fra næste uge. Måske endda før - såfremt broderbloggeren føler trang til at ytre sig.

En mail fra Sincerely Yours betyder som regel noget rart. Mystisk som altid efterlader de en enkelt linie og et link. Faktisk to links denne gang. Den nye artist er CEO. Men helt ny er han ikke. Det er såmænd Eric Berglund fra The Tough Alliance, der har startet et nyt projekt. Og når man nu ejer et fremragende pladeselskab, kan man vel lige så godt udgive sig selv. Ingen mp3'er er endnu frigivet, men følger man hjemmesiden, når man på et tidspunkt frem til en lille, interessant video.

Og for at give lidt dejligt bort følger et par mp3'er, der nok skal få solen frem igen inden for nogle dage.

En god uge ønskes herfra.

MP3: Glitter Bones - Race to Heaven
MP3: Glitter Bones - Glow in the Dark

/Martin

Endnu mere Beach Fossils

Det er nu tredje gang i år, jeg giver plads til Beach Fossils. De to andre gange har jeg ikke kunnet lade være med at nævne solen, og intet er anderledes denne gang. Meget er sket siden første indlæg om Dustin Payseur tilbage i januar (i øvrigt også en søndag), men musikken betager på samme måde. Beroliger og inspirerer.

Det er meget simpelt egentlig, men fascinationen må vist forklares gennem det meget, meget fine guitararbejde. Og så er 'simpelt' jo på ingen måde noget negativt i denne sammenhæng. Musikken er så herlig, at den fortjener at blive fremhævet. Endnu en sang er frigivet fra den kommende, selvbetitlede debutskive. Et album, der er ude 25. maj. Vi glæder os.

MP3: Beach Fossils - Youth

/Martin

Natten før begravelsen

The Night Before the Funeral er en på en gang dramatisk og stille titel. Den passer derfor fint til svenske The Mary Onettes, der udgiver den dejlige single i anledning af Record Store Day i USA d. 17. april - digitalt d. 5. maj.

Bandet leverer gang på gang kvalitetspop i en 80'er æstetik med gotisk inspiration og med en smule postmoderne distance. En fin strygersektion akkompagnerer resten af bandet, der mere end nogensinde før lyder hen ad The Go-Betweens uden dog at plagiere australierne.

There's nothing I can do to make it all just go away / There's nothing I can say to make it all just go away / So it falls apart / It falls apart / Just like you wanted it to fall apart

Det lyder som en næsten nøgtern betragtning af sanger Philip Ekström. En konstatering. Han smelter elegant sammen med produktionen; man er bevidst om effekterne, der skaber lyden af 80'er weltschmerz, men selvsamme effekter fungerer næsten som et skjold for Ekström, der på den måde skaber en sikker distance, så det hele ikke bliver for meget for ham. Så hans stemme kan få ordene sikkert ud.

MP3: The Mary Onettes - The Night Before the Funeral

/Martin

Megafaun

En måneds tid siden missede jeg Megafaun på Musikcaféen. Egentlig havde jeg kun læst om dem, så det er først nu, jeg har en idé om, hvad jeg gik glip af.

Efter at have tilbragt aftenen i selskab med en bog og The Tallest Man On Earth kommer man nemt i en særlig stemning, hvilket da også har gjort det lettere for den beskæggede trio Megafaun at pårøre sindet. De tre startede projektet ud fra resterne af DeYarmond Edison, der bestod af de tre og Justin Vernon - også kendt som Bon Iver. Sidstnævnte har siden oplevet en del mere anerkendelse og eksponering, men Megafaun er stadig en respekteret størrelse, der med deres nye album Gather, Form and Fly har modtaget meget fine anmeldelser for deres folk/country/hygge.

Man inspireres til en tur til North Carolina. Men det er nemmere at krydse fingre for, at de snart kommer til Danmark igen.

MP3: Megafaun - Volunteers

/Martin

Fang Island - Daisy (video)

Fang Island er stadig én af de største positive overraskelser fra 2010. Deres nye, selvbetitlede album er fyldt med gejst, og jeg tænker ofte på deres beskrivelse af deres egen musik: Everyone high-fiving everyone. Mere præcist kan man ikke gøre det. Ovenstående video til Daisy er fantastisk og fanger bandets lyd og ånd meget præcist. Videoen kan umiddelbart virke 'nem', men det hele falder i hak, og der er ikke just tale om et typisk forsøg på hypermediacy. Og ja, der bliver såmænd high-fivet i videoen.

/Martin

Nyt på vej fra Maps and Atlases

Tilbage i februar skrev jeg om Cast Spells, et soloprojekt af Dave Davidson. Han spiller normalt i Maps and Atlases, der er på vej med albummet Perch Patchwork.

Maps and Atlases har spillet sammen et stykke tid og har nogle fine udgivelser bag sig, men først til juni, nærmere bestemt d. 29., udgiver de altså deres første officielle LP. Bandet kan nærmest siges at have dyrket math-rocken, før folk rigtigt havde hørt om begrebet. Deres brug af guitar er dejlig og forfriskende, og disses harmonier med vokalen er ret interessante at følge. Nedenstående single er ikke en specielt typisk Maps and Atlases-sang, men interessant er den stadig. Barsuk Records står bag den kommende udgivelse, og det kan begge parter vist være godt tilfredse med.

MP3: Maps and Atlases - Solid Ground
MP3: Cast Spells - Glamorous Glowing
MP3: Cast Spells - Potted Plant

/Martin

Tokyo Police Club tilbage

Der er noget sjovt ved udtrykket 'guilty pleasure'. Og samtidig kan det lyde utrolig snobbet at tale om en guilty pleasure. Som om man normalt er til bedre musik. Eller mere udfordrende musik. Måske nogle vil driste sig til at sige 'avantgarde'. Forleden brugte jeg udtrykket om Regina Spektor og gav med det samme mig selv kvalme. Udtrykket kan selvfølgelig godt bruges i nogle tilfælde, men det kan i høj grad også misbruges.

Nu blev jeg fristet til at kalde Tokyo Police Club for en guilty pleasure, hvilket ville være way off. Når alt kommer til alt, er det jo bare et fint og ungt popband, der har en del gode sange på repertoiret. Et par gode EP'er og en ret habil fuldlængde er det blevet til for canadierne, og senere i år er de klar med deres anden LP, Champ. Som sanger Dave Monks synger på førstesinglen: It's good to be back. Lad os håbe det er et overskud, man kommer til at høre på albummet.

MP3: Tokyo Police Club - Breakneck Speed

/Martin

Baths

Med dagens store mængder regn er det måske passende at tale om ting, der skyller ind. Siden slutningen af foråret 2009 har adskillige navne meldt deres ankomst inden for, ja, glitch pop / ambient strand pop / tribute til VHS-bånd og bilspil. I lang tid har Washed Out været min favorit, medens Toro Y Moi også har budt på rigtig fine sange - om end lidt kedeligere.

Nu er Anticon på banen med deres bud på en ny favorit: Baths. Det er primært instrumentalt og byder på en smule sang eller samplede stemmer. Will Wiesenfeld benytter ret interessante beats, der ofte er lige en anelse tungere end hos mange af de andre glitch-poppere (sikke sjovt man kan have det med latterlige genrebetegnelser).

MP3: Baths - Maximalist

/Martin

Fra London 2010 til Massachusetts 1999

I London i januar gik jeg rundt i Brick Lane og stødte på citatet på billedet. Siden da har nogen tilføjet "SLAYER" ret brutalt, hvilket på sin vis er en herlig detalje.

Elbowtoes citat lyder: You are like the afterglow of a firefly. Haunting my memory with a strange remorse. Med Panda Bear i ørerne skrev jeg det ned i en lille notesbog og fortsatte min færd, medens jeg begyndte at tænke på evigt undervurderede Wheat. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg måtte tage høretelefonerne af for bedre at kunne høre den afvæbnende Don't I Hold You for mig.



/Martin