EMA

De seneste uger har jeg forsøgt at finde frem til, hvad der tiltrækker mig ved EMA, der i april udgav debutalbummet Past Life Martyred Saints. Albummet er en anelse ujævnt, men det byder på nogle fremragende øjeblikke og er alt i alt en stærk debut og en værdig tilføjelse til tyske Souterrain Transmissions' roster.

EMA er amerikanske Erika Anderson (svenske rødder må vi vist antage), der tidligere har spillet i både Amps for Christ og (nyligt opløste) Gowns.

Der er dele af albummet, jeg decideret ikke kan lide. Men jeg hører det sædvanligvis som en helhed, selvom jeg ikke tænker på det som et nødvendigvis sammenhængende album frem for en samling sange. Det er stemmen alene, der gør det.

Jeg har ikke læst nogen interviews med Erika Anderson, og jeg ved ærligt talt ikke meget om hende eller projektet EMA. Lytter man sig gennem albummet, tænker man ikke umiddelbart, at Anderson lyder synderligt rar. Snarere som pigen i klassen man hørte på men ikke lyttede til. Så på uden at betragte. En slags skønhed, der er køn uden at være betagende.

Mange sangskrivere synger, så man omgående får medlidenhed med dem. Enten gennem en vis form for ægthed eller ved en skræmmende forståelse for en generel empatisk dynamik. EMA er ikke typen, man har ondt af ved første gennemlytning. Derimod synger hun lettere arrogant. Ved anden gennemlytning er der imidlertid ridser i lakken, og det er her, det bliver interessant.

Det er den stærke pige, der er såret. Den populære pige i high school-filmen, der pludselig selv græder på toilettet. Så når hun synger I don't mind dying eller I'm begging you please to look away, virker det, fordi man undres. Det kan lyde besynderligt, men man får i første omgang ikke ondt af hende, men det kryber ind og undrer, at hun synger sin smerte, som hun gør det. Egentlig undrer jeg mig stadig, men det kan EMA vist ikke beklage sig over.

I know nothing lasts forever / If you won't love me / Someone will

Besynderlig afklarethed i den umiddelbart kyniske betragtning. Det er ikke gammelklogt. Snarere en anelse ynkeligt på en kær måde.

MP3: EMA - Milkman

/Martin