WU LYF

Da albummet blev udgivet tilbage i januar, er det vist kun på tide, jeg får skrevet lidt om engelske WU LYF. Kvartetten fra Manchester udgav i starten af året debutalbummet Go Tell Fire to the Mountain og har siden oplevet fin opmærksomhed, selvom de må siges allerede at have oplevet solid hype op til udgivelsen.

Titlen til trods har vi ikke at gøre med post-rock men snarere en ganske særlig omgang "heavy pop", som gruppen selv kalder det. Albummet slutter sågar af med en fremragende sang med denne forfriskende genrebeskrivelse som titel. Navnet er en forkortelse af World United Lucifer Youth Foundation. Ingen kommentar.

Frontmand Ellery Roberts synger som oftest med det absolut bageste af halsen, men der skriges ikke som sådan. Det er muligvis det mest markante træk ved gruppen, men man må ikke se forbi de instrumentalstykker, der ofte står i næsten opposition til denne bastardunge af Tom Waits. Enkle og langstrakte guitarflader spiller hen over simpelt men præcist eksekveret trommespil på en måde, der måske alligevel kan lede tankerne hen mod visse traditioner inden for post-rocken. Gruppen er flere steder blevet kaldt lo-fi, men det behøver vi ikke. Det bliver vist ofte brugt nok i forvejen (også her på siderne). Værd at hæfte sig ved er orgelfladerne, der trods basale konnotationer - tænk igen på bandnavnet - stadig er et fantastisk stærkt element, der stadig ikke udforskes af synderligt mange nyere bands.

Jeg opdagede i sin tid Heavy Pop gennem engelske The 405, der gennem deres playlister ofte viser stort overblik over, hvilke kunstnere det kan betale sig at holde øje med. Nu har jeg så endelig fået fulgt op og kan gengælde med endnu engang at anbefale denne relativt unge og hastigt voksende side.

MP3: WU LYF - Heavy Pop

/Martin