søndag den 29. januar 2012

Capybara

Her er et opløftende og lovende orkester til vinteren: Capybara fra Kansas City. Det vil egentlig sige: Barndomsvenner, der efter senere ophold i Brooklyn, Portland og netop Kansas City endte med at starte et band i Taos, New Mexico. Og nu hvor geografien er på plads og alligevel komplet rodet, kan vi bevæge os lidt videre.

Gruppen har allerede udgivet et enkelt album, Try Brother, fra 2009, og nu er gruppen ved at være klar med opfølgeren Dave Drusky via det relativt ukendte The Record Machine. Navnet hjælper dem selvfølgelig heller ikke just.

I forbindelse med sit arbejde med Where the Wild Things Are, lavede Spike Jonze et mixtape, hvor han inkluderede gruppen, hvilket selvsagt gav dem lidt opmærksomhed, og senere fik de æren af at turnere med Daniel Johnston.

Fra det kommende album har vi allerede fået den herligt betitlede single Late Night Bikes, der med en enkel melodi, herligt vibrerende trommer og kyndigt korarbejde skaber en meget veloplagt og næsten eksotisk omgang popmusik, der med undtagelse af de intensiverede trommer efter 3:59 er en næsten perfekt komponeret lille sag. Men lille er den kun i sin lethed. Som en fordums bokser i letvægtsklassen. Det er ikke nødvendigvis her, vi finder den største af de største, men inden for sin egen kategori kan en smule stil og - netop - lethed skabe noget uforståeligt større.

De er grundet denne lethed blevet sammenlignet med bl.a. Givers, hvilket kunne være mere forkert, men der er også ligheder med Islands til tider. Et andet sted er sangen blevet sammenlignet med en indie-rock version of the Lion King, hvilket kun kan være en god ting.



MP3: Capybara - Late Night Bikes

/Martin

1 kommentar: