Det følgende er skrevet omkring januar måneds absolutte afslutning. Den første måneds sidste dag. Med solnedgang og det hele. Årstiden står bøjet i kursiv, og der er ingen, der løfter med knæene.Lige så frygtelig, som alle er enige om at døbe konceptet "nytårsaften", lige så bekræftende er det aspekt, som i første omgang besidder en faretruende tristesse: Vor evne til at tænke symbolsk. Eller mere præcist: At vi dybest set ikke er i stand til at slå dette fra. I denne sammenhæng, musikblogs og musikjournalistisk, er det regelen frem for undtagelsen, at man laver en årsliste. Året skal opsummeres. Ord er ikke af vejen, men vi tænker gerne i tal.
Det er hele idéen om årslister, jeg gerne vil tage fat på. Vi har alle en holdning til dem, og den lette konklusion er, at vi både afskyr og elsker dem.
(en lille indskydelse i toget: Solen har altså været større, end den plejer over de sidste par dage)
Som med snart sagt alt og intet, manifest og teoretisk, reelt, virtuelt etc. kan vi anskue det ud fra en afsender og modtager, hvor banalt dette kan synes til tider. Det virker imidlertid lidt lettere at forstå, når det kommer til modtageren: Som både forbrugere og nysgerrige væsener er der flere grunde til at interessere sig for, hvad andre mon fremhæver fra året, der gik. Ét aspekt er selvfølgelig at finde ny musik, man måtte være gået glip af; såfremt det ender på en årsliste, er der ofte god sandsynlighed for, at man bør udforske det. Sådan tænker man i hvert fald umiddelbart. Timingen er også god. Markedet vil det således, at det er en tid for opsamlinger omkring julen, og det er sparsomt med nye udgivelser, hvilket giver plads og ånderum. Ny musik kan indtages (mere! Mere!).
Et andet aspekt udforsker et lille paradoks: Det er på én gang idealistisk og dybt kynisk. Ved at danne sig et overblik over diverse årslister deltager man i konstitueringen af en slags musikkanon. Noget nær en konsensus. Men det bliver det naturligvis aldrig. Her kunne vi diskutere en kantiansk sensus communis, demokratisk potentiale og belgiske Thierry de Duves læsning af denne mulige fælles ånd - hvor flygtig den så end måtte være - men det må blive en anden gang.
Idealistisk fordi vi sammen markerer, hvad der har været særligt afholdt. Hvad der har været særligt smukt, og hvad menneskeheden måske kunne være interesseret i at dele.
Kynisk af åbenlyse årsager: At sammenkoge noget så stort og plædere en forståelse for objektivitet. Årslister er i det hele taget dybt kyniske, og heri består da også udfordringen: Hvordan retfærdiggøre det? Hvis vi da skal retfærdiggøre det. Det vigtigste er, at man forholder sig til det. For at gentage hvad det amerikanske band HEALTH udtalte få år tilbage: "I think the most cynical thing I do is fill out a top ten list every year…" Men de gør det, trods alt.
Læserne af disse sider vil vide, at der også her forekommer årslister. Jeg er hverken over eller under andre skribenter, bloggere, journalister etc. Hvert år kæmper jeg med samvittigheden, men jeg vælger hvert år at lave en sådan liste. Vel at mærke uden pres fra en redaktør hvilket i nogle tilfælde forklarer fremkomsten af sådanne lister - det ser man af og til i kvaliteten (eller rettere sagt mangel på samme) af disse.
Efter et år hvor vi musikbloggere kortvarigt fik ry for at være små forbrydere, kan vi jo tage udgangspunkt i denne status, om end den her er mindre juridisk og mindre latterlig. Som kyniske forbrydere mod kunsten som sådan må vi skabe en ligevægt. Mit håb består i, at dette som oftest er udgangspunktet. En nødvendig erkendelse af kynismen, der afføder en vægtning af idealismen på den anden side.
Hernæst risikerer vi at få status af frelste individer, men det handler ikke om kulturbærere, bannerførere og andre forfærdelige udtryk. Med mere ydmyghed kan det siges at handle om trangen til at dele (virtuelle fællesskaber, web 2.0 etc. er ikke emnet her). Ikke som en meningsløs diskussion men for at konstituere det mulige som kraft. Potentialiteten som bærer af mere end en subjektiv dom. Helt enkelt: Erkendelsen af at visse ting er så smukke, at vi ikke kan holde dem for os selv. Vi er ikke af den grund poeter, og jeg påstår ingenlunde, at det er en kunstnerisk trang. Men jeg vil vove at påstå, at det er en antydning af det sublime, der overskrider det rationelles sfære i en sådan grad, at vi kun kan lade os overvælde.
Det er en dybt subjektiv trang, og det skal en sådan årsliste naturligvis være. Men endnu mere interessant bliver det, hvis vi antyder det førnævnte mulige: eksistensen af det objektive som en mulighed, hvor transitorisk og flyvsk den måtte være. Inden for det reelle, det håndgribeliges diskurs, afviser vi den prompte. Ikke kun af frygt: Den må nødvendigvis eksistere som mulighed, og vi er dybest set ikke interesserede i ræsonnementer, der forklejner den sanseperceptuelle oplevelse.
Men det mulige er netop ikke en del af vor empirisk-perciperede verden, og gennem bl.a. kunsten får vi netop adgang til det ikke-skete. Både gennem drømmen, håbet, traumet og erindringen. De er alle bearbejdelser af virkeligheden og med et (nært eller fjernt) udgangspunkt i det skete. Det skal ikke drejes over på essens, tautologi eller metafysik som sådan. Man kunne jo også bare sige, at vi deler, fordi vi ikke kan lade være, men det er så kedeligt.
Her er det nok formålstjenligt at gøre det mere konkret, og vi skal også adskille dét at formidle, eller blogge generelt, fra den praksis, vi dyrker, når vi udformer årslister. Det er trods alt udgangspunktet. Vi har altså et generelt behov at dække, der både kan anskues kynisk og idealistisk (vi skal heller ikke være bange for at kalde det smukt). Ud over det helt generelle behov for at dele en begejstring er der en idé om, at der med årets (forestående) afslutning vækkes en symbolsk bevidsthed, der afføder det mere konkrete behov: Hvad bevægede os mest i det forgangne år. Også dette er både kynisk og (altså i positiv forstand) idealistisk. I det nødvendige fravalg indrømmes en skam, og kynismen triumferer. Men den afbalanceres her (idealistisk og altså forhåbentlig) af den positive trang til begejstret og muligvis naivt - som den produktive fætter til kynismen - at fremhæve X og Y. "På falderebet og med en pistol for panden kan jeg alligevel ikke lade være at nævne…" Det er kynisk, egentlig uundgåeligt, men der er ingen grund til udelukkende at behandle det sådan.
Nu vi er på falderebet, må vi også sørge for ikke helt at miste balancen: årslister med konkrete interesser eksisterer naturligvis også, om disse så er økonomiske eller opstået som et resultat af umådelige egoer. Der findes naturligvis utallige årslister, der skal være korrekte og afspejle en forståelse for tidens tendenser. Disse skal blot repræsentere i værste forstand og bevæger sig netop væk fra erkendelsen af det subjektives magt. Her bliver det udelukkende kynisk. Ikke decideret ubrugeligt men primært nyttigt for sociologien og psykologien.
Et yderligere aspekt bør også behandles. Hvor det tidligere blev antydet, at der skabes en slags kanon, kan dette både relativeres og gøres endnu bredere: Vi bidrager i både metafysisk og konkret forstand til ét stort arkiv med selve vores eksistens, og det samme er naturligvis tilfældet med sådanne årslister. Det er ganske enkelt interessant at kunne spore sig frem til en tidsånd, en zeitgeist, tendenser fra det forgangne år, fra året før det og så fremdeles. Der skabes et tidsbillede, og selvom der disse år muligvis er for megen fokus på vor museale præsens (her kan anbefales Andreas Huyssens bog Present Pasts), er det trods alt interessant med et sådant arkiv. Også når man selv har sammenfattet en årsliste og formentlig har udviklet sin smag i mere eller mindre betydelig grad siden udformningen af listen.
Der er en stærk følelse af retfærdighed på spil. Når det kan føles kynisk at foretage en næsten forceret-kvalitativ udvælgelse (og dertilhørende fravalg), er det imidlertid også værd at fremhæve det positive potentiale heri: Det tvinger afsenderen til at foretage en revurdering af prioriteter og værdier inden for en sådan bedømmelse. Hvorfor fremhæver jeg dette frem for hin album, når de begge har begejstret mig. Hvorfor fortjener netop dette kunstneriske udtryk at blive anbefalet frem for et andet?
Såfremt en årsliste virkelig skal afspejle årets forløb, testamentere musikåret, bliver det ydermere en anelse perverst: Da bør man begynde allerede ved årets første måned at notere sig, hvad man holder særligt meget af, eller hvad man føler sig særligt rørt af. At sidde i november eller december og genkalde sig den sanseperceptuelle oplevelse i sin nøjagtighed er selvsagt umådeligt svært. Det kan således blive en proces, der i sig selv - forsøg på emotionel loyalitet til trods - er udtryk for en mærkværdig kynisme og ikke just signalerer den romantik, som resultatet (i sig selv et kynisk ord) i sidste ende bør reflektere.
For at vende tilbage til kommentaren fra HEALTH: Selvom der er en bevidsthed om den næsten dominerende kynisme, trodser vi den med en forhåbning om, at der er en mening i at udforme en sådan liste. På samme tid er det naturligvis vigtigt ikke at tage noget for givet. Medmindre der er andre interesser på spil, er en årsliste altid kun det bedste forsøg på en retfærdig liste, men der er næppe en eneste af os, der kan sige sig fri for ikke at tænke anderledes om sådanne lister blot få måneder senere. Kynismen sejrer kun, hvis vi ikke selv giver den modvægt, som idealismen og den oprigtige kærlighed til musikken naturligt besidder.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar