Australsk musik har der ikke været meget af på bloggen gennem årene. Og med sikkerhed ikke orkestral drømmepop i stil med Wintercoats fra Melbourne.Wintercoats er en énmandshær bestående af James Wallace, der selv komponerer, arrangerer, indspiller og mixer sin musik. Selv kalder han musikken for "orchestral pop", og det orkestrale element kan næsten anskues som en mere filmisk version af en fjern slægtning til Owen Pallett (så er vi ovre den basale namedropping og kan bevæge os videre).
Efter den selvudgivne debut Cathedral EP udgav Wallace en 12" med den fine titel Sketches gennem Cascine (Selebrities, Chad Valley) og det lokale superlabel Mistletone (Panda Bear, Julianna Barwick, High Places, Beach House, Ariel Pink).
Lad os bare undersætte lidt og kalde musikken for æterisk (man støder så ofte på ethereal i engelske musikmedier). Eller holde os strengere til gængse definitioner og kalde det "flygtigt." For da bliver det virkelig interessant i denne sammenhæng. Det flygtige har en dobbeltrolle i sig selv (das Ding an sich) og for os. Som en ballon, der i bogstaveligste forstand flyver bort og samtidig får lov at repræsentere, hvad end der aktiveres i os i det øjeblik, vi indser elementet af det flygtige. Da får det status af noget flygtende i næsten aktiv forstand. Vort mismod og vor frygt giver så at sige vinger til objektet. En form for aktiv passivitet. Flashbacks og minder om barndommen, der tager over og pacificerer den konstruktive nostalgi (eller potente nostalgi som Benjamin ville kalde det).
Men vi støder ikke det minde fra os, som vi begærer. Vi erkender det som flygtigt. Og i samme øjeblik anerkender vi vor egen flygtige væren. Man forholder sig til det umulige begær i teoretisk forstand og konstituerer dermed eksistensen af det reelle begær. Umuligheden er virkelig, og heri består den på én gang grusomme og betagende skønhed. Det er næppe nok at kalde den for nostalgi.
Wintercoats - Working on a Dream from Cascine on Vimeo.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar