Et hjerte knuses i ro og mag

Det er hinsides enhver tvivl, at The Walkmen er blandt vor tids mest habile rockbands. De har altid været i stand til at leve op til de høje forventninger, og for hver plade cementerer sanger Hamilton Leithauser, at der er få - om nogen overhovedet - der bare tilnærmelsesvis har så vital en stemme i den moderne rockmusik. Rent teknisk såvel som emotionelt.

Hvad skal vi så stille op, når Bella Union i deres pressemeddelelse skriver, at The Walkmens nye plade Heaven er lyden af et band "hitting maturity, comfortable in its mastery"? Naturligvis: vi lader os skræmme. Det betyder selvfølgelig, at der er noget - så mondænt dette ord! - kedeligt over musikken. De to første udspil er lige præcis kedelige. Det er gode sange, det er fine sange, det er kedelige sange. Nyligt kom andensinglen Heartbreaker, der følger op på pladens titelsang. Leithauser er habil som altid - bandet lige så. Derfor synes det passende, at det netop kedeligt annonceres: I'm not your heartbreaker.

Det er modet til det kedelige. Det er rent i sit modne udtryk. Pladeselskabet er bekymret. Det står tydeligt skrevet. Mange vil være mismodige, skuffede. De mere dramatiske vil være desillusionerede. Men The Walkmen ved, hvad de laver og har ingen grund eller indbildsk motivation til at være djævelsk vitale. Netop vitaliteten ligger her i kurverne og ikke i accelerationen.



/Martin