Min mest fantastiske opdagelse i lang tid er de forlængst opløste Brittle Stars fra Gainsville, Florida. Min broder introducerede dem for mig ganske nyligt, hvorefter jeg stort set ikke har lyttet til andet. Gruppen blev dannet af resterne af Crush 22, som i sig selv blev dannet af det første forsøg på at spille som Brittle Stars. Kvartetten eksisterede fra 1998-2000 og nåede kun at udgive en enkelt LP og en EP, før de drog hver til sit. En smuk og enkel historie fra et ganske ærligt band - i såvel biografisk som æstetisk forstand.
Til forskel fra de fleste sådanne historier er Brittle Stars' diskografi imidlertid stort set perfekt. Det er twee med masser af anerkendende nik til Sarah Records. I 1999 udgav gruppen debutalbummet Brittle Stars på det stærke Shelflife Records, der har udgivet små perler siden 1995. Siden fulgte så EP'en Garage Sale, der med sin smukke titel afslører, at vi her fik de absolut sidste sange, gruppen havde klar. Planen var ellers at indspille en ny fuldlængde efter EP'en - ligeledes til udgivelse på Shelflife. Men da gruppens sangerinde og tekstforfatter Estelle besluttede at flytte til Texas, besluttede gruppen at gå i opløsning.
Splendid Magazine har i øvrigt et ganske interessant interview med bandet få uger før deres beslutning om at gå hver til sit. Det angiveligt første og eneste interview med hele bandet samlet. Her får man fornemmelsen af et usædvanligt ærligt band, der mere end indikerer, hvilke problemer de står over for og åbent anerkender forskellige prioriteter og roller. Samtidig får vi et indblik i visse mekanismer omkring internettets fremgang omkring årtusindskiftet og et spørgsmål fra intervieweren omkring MP3.com og dets potentiale.
De fire nåede også at indspille et cover af Orchestral Manoeuvres in the Darks fremragende Souvenir fra deres formidable hovedværk Architecture & Morality fra 1981. Det skete i anledning af pladeselskabets tribute til OMD, men selve kompositionen passer fint til Brittle Stars. Som de selv formulerer det: "Its simplicity reminds us of what our music is about."
På TweeNet havde man i 1999 en afstemning blandt deres læsere, hvor Brittle Stars tog prisen som det mest lovende nye band - lige foran The Clientele. En tilfældig, lille ting men ikke uvæsentlig. Sådan er der mange små detaljer, man støder på omkring bandet. De nåede ikke meget i deres karriere, men de har på én LP og EP flere stærke sange end de fleste bands nogensinde kan frembringe og fremføre. Dertil kommer elementet af det uforløste. "Hvad kunne de ikke have bedrevet det til, hvis blot..." (den samme følelse har jeg med American Football, der ligeledes nåede en enkelt LP og EP i næsten præcist samme periode).
Det ene af medlemmerne var (og er muligvis stadig) i øvrigt en del af Clairecords, der de senere år bl.a. har udgivet Averkiou. Det synes i dag svært at ignorere en vis lighed med visse svenske popbands i dag, hvoraf særligt The Radio Dept. og The Embassy springer i øjnene som bands, der formentlig har ladet sig kraftigt inspirere af Florida-bandet. I 2008 mødtes de igen til en sidste koncert nogensinde, og i dag har de travlt med andre bands, karrierer, ægteskaber. Sådan er der jo så meget.
/Martin
mandag den 30. april 2012
Brittle Stars
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar