Årets album 2012: Nr. 25-11

De seneste år har jeg sædvanligvis startet mine årslister med at skrive noget á la "endnu et stærkt musikår er forbi". Tendensen er den samme hos de fleste musiksider, -magasiner og -blogs. Men uden at være hverken negativ eller pessimistisk af karakter er det en smule trættende, og man aner en frygt hos mange publikationer. Denne frygt er mangefacetteret og gudskelov dybt menneskelig. I denne menneskelighed findes imidlertid også en farlig forfængelighed. Mange publikationer frygter at være tilbageskuende, de frygter ikke at have forståelse for samtiden, de frygter at være blevet koblet af, og de frygter (værst af alt i senmoderniteten!) ikke at have været, hvor de bør: Overalt. Såfremt man er utilfreds og stiller en kritisk diagnose, er det gerne, fordi man så ikke har ledt godt nok efter det stærke materiale. Eller ikke har forstået det, fordi man - gisp! - er blevet gammel. Sat af. Og så er der selvfølgelig ingen læsere at være formidler for. Hvordan kan man være ekspert, hvis man ikke kan finde ud af at finde noget at være begejstret over? Således manifesterer denne frygt sig uheldigvis.

Sådan er billedet lige nu, og her kommer den vurdering, man så kunne vente efter ovenstående: 2012 var lidt skuffende, om end året bød på mange stærke udgivelser. Når jeg ser på de plader, jeg har på min liste (og på dem, der ikke nåede top 25), er det jo en liste over en masse plader, jeg virkelig holder af. Plader, som har rørt mig på den ene eller den anden måde. Men at der er mange stærke plader er jo ikke ensbetydende med, at man ikke på et overordnet plan kan være en anelse kritisk. Trods denne moderate skuffelse over musikåret som sådan er der så meget at hylde, og tiden dertil er nu kommet. Her følger nr. 25-11 over de bedste plader fra 2012:

25. Poolside - Pacific Standard Time

Det halvt danske Poolside med base i L.A. beskriver deres egen musik som "daytime disco", hvilket er en udmærket betegnelser. For nu at lyde lidt ung: Det passer skam glimrende på læsesalen med sit generelt langsomme tempo. Det er på mange måder en logisk sammensmeltning af flere tendenser med denne næsten dovne lyd. Kontinentaleuropa er de seneste år blevet begejstret for dance med væsentligt lavere BPM, end man ville forvente, hvilket også Nico Jaar har formidlet fremragende. Pladen er med sine 16 sange måske lidt for lang, men de lyder oftest ganske oplagt og har bl.a. stort helt med deres cover af Harvest Moon.

24. Fang Island - Major

Med en så fremragende albumtitel er der naturligvis visse forventninger, man ikke har lyst til at anerkende eksistensen af. Disse trænger sig dog allerede på, hvis man ligesom undertegnede var meget (meget!) begejstret for deres 2010-plade Fang Island. Den nye skive er mindre helstøbt men spiller stadig på klichéer med så forfriskende et sind, at man kun kan holde af det. Det er på det nærmeste helterock, der antyder ironien uden at overskride fatale grænser eller at undskylde sig med post-modernisme.

23. Saint Etienne - Words and Music by Saint Etienne

Veteranerne kommer stærkt igen med deres stærkeste plade siden, ja, engang i 90'erne. Den engelske trio kan vel bedst beskrives som en konceptuelt gennemført gruppe af flittige semionauter (Bourriau'sk betegnelse for "samlere af kulturelle tegn"). Mange vil indvende, at det ganske enkelt er for kitsch, men det vil være at misse pointen. Alle 13 sange - uden undtagelse - er et studium i popmusik. Et yderst medrivende studium med en Sarah Cracknell i topform.

22. Twin Shadow - Confess

George Lewis Jr. skuffede en smule med sin debutplade men råder i dén grad bod på det med den meget mere gennemførte Confess. Som med Saint Etienne er der tale om en mand, der har studeret fortiden og har luret visse dynamikker. Dette har han kombineret med stærke kompositioner, der holder en høj kvalitet det meste af pladen igennem. Han er i øvrigt et fint eksempel på en mand, der for mig overskrider biografismens begrænsninger: I musikken udtrykker han alt det, han har så store vanskeligheder ved at få ud i interviews. Det antydes i interviews, at han har noget på hjerte, men hvor han her fremstår meget begrænset, mærker man fuldt ud i musikken, hvad der er på spil. Ganske fascinerende. Confess er lykkeligvis meget mere end en hyldest til romantiske motorcykelbander og 80'er-æstetik.

21. Lotus Plaza - Spooky Action at a Distance

Lockett Pundts andet album som Lotus Plaza nærmer sig, hvad han til tider har bedrevet med suveræne Deerhunter. For en sjælden gangs skyld oplever man også en unik sammenhæng mellem lyd, titel og artwork. Titlen passer i sig selv fint på Deerhunter også, og der er vel ikke overraskende mange ligheder. Det hele kulminerer med pladens næstsidste sang, Remember Our Days, der hører til 2012's absolut bedste sange.

20. Beachwood Sparks - The Tarnished Gold

Sikke veteraner! Sikket comeback! Sikke en, ja, formentlig afsked. Det hele er så befriende kedeligt. Som de synger på pladens stærkeste sang, Earl Jean, er de virkelig "back in town, out of style". Med lidt Dean Wareham her, lidt Clientele der, lidt åbenlys Neil Young mm. er Beachwood Sparks nået til et punkt, hvor de er befriet for egne forventninger. The Tarnished Gold er lyden af et band, der hviler i sig selv og på ingen måde har travlt.

19. Lower Dens - Nootropics

Med én af årets absolut stærkeste singler i bagagen, den stabilt futtende Brains, sikrede Lower Dens sig et godt udgangspunkt forud for udgivelsen af Nootropics. Med Jana Hunter i spidsen har bandet dyrket deres forkærlighed for kraut i endnu højere grad og er tilmed blevet væsentligt mere tilgængelige.

18. Sigur Rós - Valtari

I 2008 skuffede Sigur Rós stort med en plade, hvis titel er alt for lang til at skrive her. De seneste år måtte de også lægge ører til meget, da de pludselig var dømt ude af adskillige musiksnobber. Siden midten af 00'erne var det blevet så mainstream at lytte til bandet, at mange ikke turde stå ved det. Tendensen var tydelig, men bandet hører stadig til verdens bedste. De har allerede pioneret en ny genre, som vi stadig ikke har begreb om, og det er meget at forlange, at de skal blive ved at forny musiklandskabet. Med Valtari har de fundet frem til en samling sange, der ganske rørende repræsenterer en forventeligt langstrakt forhandling af kulde og varme. Hvilket privilegium det er at have de garvede islændinge til at udgive musik i denne tid!

17. Blondes - s/t

NYC-duoen Blondes har med deres debutalbum af samme navn udgivet én af de konceptuelt stærkeste plader i 2012. Pladen er bygget op af fire modsætninger eller divergerende værdisæt, hvoraf de fleste er blevet udgivet som singler med disse modstridende A- og B-sider: Efter første sang Lover følger selvfølgelig Hater. Senere hører man Business / Pleasure, Wine / Water og slutteligt Gold / Amber. Det er smittende dance til høretelefonerne, og jeg ved tæt på ingenting om den slags. Men hvor er det en fornøjelse at lytte til.

16. Bat for Lashes - The Haunted Man

Ja ja, det er ikke Two Suns, men bevares hvor har frøken Khan dog skabt et fint album med en lang række fornemme samarbejdspartnere. Det er ofte stort anlagt, og det har en eventyrisk dimension, som ingen andre i 2012 har ramt så smukt.

15. The Deadly Syndrome - All in Time

Jeg havde det på fornemmelsen efter bandets anden plade: De var ved at æde sig selv op. Deres soniske ærlighed omkring deres bitterhed var tydelig på Nolens Volens, og den er ikke aftaget på deres tredje udspil, All in Time. Men de har til en vis grad accepteret den og spiller på denne anerkendelse. Samtidig har de nu - også på underlig vis forventet - valgt at gå hver til sit. All in Time er en fornem plade at gøre det med, og selvom bandet altså aldrig fik det gennembrud, mange spåede dem i 2007-2008, har de en lang række stærke kompositioner bag sig at bryste sig af.

14. Julia Holter - Ekstasis

Igen må jeg konstatere: Sikken titel! Hvor passende den viser sig frem og bliver ved at vise sig frem, som man dykker ned i dette forunderlige album! Julia Holter får virkelig, med den græske visdom intakt, komponenterne til at stå uden for sig selv og udforsker rummet og rumligheden på så fornem vis. Som et spøgelse, der søger at manifestere sig i den fysiske realitet, er Ekstasis historien om en kunstner, der er uden for sig selv og er på en rejse tilbage mod sig selv. Et imponerende narrativ.

13. Port St. Willow - Holiday

Det hele starter med tåge. Langsomt kommer der trommer i spil, og den dominerende drone forhandler med noget ambient (for nu at lyde som en idiot). På trods af at Nick Principe har delt pladen op i 11 sange, er der i høj grad tale om en helhed. Han er angiveligt gode venner med The Antlers, hvilket nok ikke vil gå mange forbi efter en gennemlytning af Holiday.

12. Japandroids - Celebration Rock

Det hele starter og slutter med fyrværkeri i bogstaveligste forstand. Titlen er et tegn på veludviklet selvbevidsthed. De to allerførste sætninger er i direkte konflikt. Men de er et bevis på, hvordan netop selvbevidsthed kan bekæmpes med rendyrket gejst. Og det er netop, hvad canadierne er: Gejst. Det har de forankret i deres musik som ingen andre i 2012.

11. Moonface - With Siinai: Heartbreaking Bravery

Igennem en årrække var Spencer Krug én af vor tids utvivlsomt største sangskrivere med én de mest karakteristiske stemmer. Senere skuffede han en anelse med de sidste Wolf Parade-plader og en nedgang i kvaliteten med Sunset Rubdown. Hans soloprojekt Moonface kom heller ikke heldigt fra start. Så meget desto større er overraskelsen over styrken på denne anden fuldlængde under Moonface-navnet, som han har lavet i samarbejde med det finske band Siinai. Det hele er relativt tungt, stemmen er (selvfølgelig) fænomenal, og en sang som Shitty City er på det nærmeste ulig noget, man tidligere har hørt. Spencer Krug er tilbage, hvor han hører hjemme: Som én af vor tids mest interessante stemmer.

Top 10 følger én af de kommende dage