søndag den 19. januar 2014

Kevin Morby dyrker langsommeligheden

Kevin Morby er bassist i Woods og sanger/guitarist i The Babies. Førstnævnte har en masse stærke sange bag sig, selvom man også hurtigt kan springe over en del af deres plader. The Babies har mindre at byde på, selvom de af og til er et sjovt bekendtskab.

Nu har Kevin Morby så udgivet en soloplade, der selvfølgelig er blevet varetaget af Woodsist. Pladen kalder han selv for en hyldest til NYC, for det er der åbenbart stadig brug for. Harlem River er titlen, og den passer fornemt ind i Woodsist-kataloget: uden tvivl bedre end det meste andet, men løber tør for energi. Det skyldes imidlertid ikke en mangel på kvalitet som sådan: hos Woodsist søger man ikke variation for variationens skyld, hvilket man også må rose til en vis grad, om end man nogle gange som lytter sættes på en prøve på tålmod.

Bedste sang på pladen er Slow Train, som walisiske Cate Le Bon synger med på. På trods af hendes fine stemme havde sangen måske været stærkere uden hendes medvirken, da det havde styrket følelsen af ensomhed i den fine, langsomme komposition.



/Martin

Ingen kommentarer: