Painted Shrines

Woods er et gennemført rart band. De holder et uhørt højt niveau på trods af en travl udgivelseskalender. Nogle gange kunne man selvfølgelig ønske, at de ville tage den med ro og i stedet udgive halvt så mange, men endnu bedre plader. Og så igen: Det er en del af charmen.

The Reds, Pinks and Purples er ligeledes et rart bekendtskab. Glenn Donaldson står bag, og han elsker – meget forståeligt – australske The Go-Betweens.

Denne Glenn er gået sammen med Jeremy Earl fra Woods om at danne Painted Shrines. Det lyder, surprise, rart. Det er langsom, dreven, underspillet balsamrock med Jeremys høje røst i front. Woods' eget Woodsist udgiver.

/Martin

Woods bringer glæde ind i rutinen

Her er to påstande, som er tæt på at være egentlige sandheder. 1) Vi har alle brug for sonisk D-vitamin 2) Woods har aldrig lavet en dårlig plade. Nogle lidt kedelige, jovist, men aldrig dårlige.

Woods er produktive, og selvom dette sjældent har været en kvalitet i musikverdenen de senere år, holder Woods et forbavsende højt niveau. Bent Beyond fra 2012 var blandt mine yndlingsplader det år.

Den 15. april udgiver de deres nye plade, With Light and with Love, på deres eget pladeselskab Woodsist. Singlen Moving to the Left har allerede været ude i nogle uger, og den har bragt solskin ind, hvor det har manglet herhjemme. Det leverer de altid, og det må vi takke dem for. Et forrygende omkvæd og en hæderlig produktion.



/Martin

Kevin Morby dyrker langsommeligheden

Kevin Morby er bassist i Woods og sanger/guitarist i The Babies. Førstnævnte har en masse stærke sange bag sig, selvom man også hurtigt kan springe over en del af deres plader. The Babies har mindre at byde på, selvom de af og til er et sjovt bekendtskab.

Nu har Kevin Morby så udgivet en soloplade, der selvfølgelig er blevet varetaget af Woodsist. Pladen kalder han selv for en hyldest til NYC, for det er der åbenbart stadig brug for. Harlem River er titlen, og den passer fornemt ind i Woodsist-kataloget: uden tvivl bedre end det meste andet, men løber tør for energi. Det skyldes imidlertid ikke en mangel på kvalitet som sådan: hos Woodsist søger man ikke variation for variationens skyld, hvilket man også må rose til en vis grad, om end man nogle gange som lytter sættes på en prøve på tålmod.

Bedste sang på pladen er Slow Train, som walisiske Cate Le Bon synger med på. På trods af hendes fine stemme havde sangen måske været stærkere uden hendes medvirken, da det havde styrket følelsen af ensomhed i den fine, langsomme komposition.



/Martin