torsdag den 20. februar 2014

Amen Dunes holder fokus

New Yorks Damon McMahon har under navnet Amen Dunes nogle ujævne udgivelser bag sig - ganske som hans pladeselskab Sacred Bones. Men nogle gange rammer han plet, som det er tilfældet med den seneste single, Lonely Richard.

Medio maj er den nye plade Love ude, og den har angiveligt været et år undervejs. Den er produceret af David Bryant og Efrim Menuck fra Godspeed You! Black Emperor. Lonely Richard tager sig god tid, og guitaren er produceret så lo-fi, at man i dårlige høretelefoner lige så godt kunne høre klaveret fra Freddie Mercurys version af Goin' Back (under navnet Larry Lurex) fra slutningen af 60'erne. Af én eller anden grund er Elias fra Iceage med på Lonely Richard, men det hører man lykkeligvis ikke tydeligt. Denne gang har McMahon vist taget sig bedre tid til at udvikle sine sange, og Amen Dunes står muligvis over for deres første stærke udgivelse. Man har lov at håbe.



/Martin

Ingen kommentarer: