fredag den 14. februar 2014

Rumrejsen 2014: Spiritualized og hengivenheden

Der er nok mange, der drømmer om, at verden en dag skal høre noget, der kan minde om storheden på Ladies and Gentlemen, We Are Floating in Space. Det er - ganske utroligt - seksten og et halvt år siden, Spiritualized udgav mesterværket. Sommeren 1997. Det er også ved at være fem år siden, jeg på et herretoilet læste et uddrag af titelsangen og formentlig derfor aldrig har glemt netop den aften.

Man kan ikke forvente, at Spiritualized igen skal lave noget så smukt, men hvis ikke man må forvente lidt skønhed i livet, er der intet håb for mennesket. Lykkeligvis er der stadig mennesker, der kigger op engang imellem, og på den mest utrolige vis er der nogle gange mennesker, der kigger ned fra de fjerne punkter, vi glædes over ikke at kunne forstå.

Et sted i Portland - naturligvis - sidder en mand ved navn Matt Halverson. Han står bag Lefse Records, og hans videnskabeligt anlagte svoger ligger inde med megen viden om NASA og rumfart. Sidstnævnte fortalte Halverson om lydoptagelser lavet af Voyager 1 og 2, og før man nu tænker, at der jo ikke er nogen lyde i rummet, skal det måske specificeres, at disse "lyde" er: electromagnetic radiation fluctuations in the magnetosphere of the planets, moons and large asteroids the Voyager probes traveled near. Each celestial body is composed of different elements, has its own size and mass, and therefore sounds unique (læs mere).

Halverson fik den idé, at man med udgangspunkt i nogle af disse lyde - Voyager 1 og 2 blev sendt op i 1977 - kunne få nogle af vor tids største drømmere til at skabe musik, der kan hjælpe os til at forestille os noget større end os selv. Noget, der synes vigtigere end nogensinde før. Det er der kommet 14 bidrag ud af, der er inddelt i hhv. Jupiter, Miranda (én af Uranus' måner), Neptun, Uranus, Saturn, Jorden og Io (én af Jupiters måner). Titlen er ganske enkelt The Space Project. Et fantastisk projekt, der byder på inspiration og liv fra bl.a. Porcelain Raft, The Antlers, Mutual Benefit, Youth Lagoon, Beach House og selvfølgelig Spiritualized.

Spiritualized er som skabt til denne opgave. Under navnet The Spiritualized Mississippi Space Program har de leveret den forrygende Always Forgetting with You (the Bridge Song) med 'lyde' fra og muligvis til Neptun. Tålmod er nøglen. Der er megen hengivenhed på spil. De bygger langsomt op, og efter næsten to minutter hører vi første gang Jason Pierce:

If you want a radio
I would be a radio for you

If you want an aeroplane
I would be an aeroplane for you

If you've got a lonely heart
I would be a lonely heart for you

If you want a rocket ship
I would be a rocket ship for you

If you walk the galaxies
I would walk the galaxies with you

If you'll be my lonely girl
I would be a lonely boy for you

If you want a shooting star
I would be a shooting star for you

If you want another world
I would be another world for you

If you want a universe
I will be a universe for you

Og så gives der plads til forestillinger om stratosfærens skønheder. Vi er blevet overvældet af dedikation, og pludselig forsvinder stemmen. Lydene fortsætter, og vi er igen klar til at tage imod budskabet. Flere stemmer synger nu oveni hinanden, som vi har hørt det så ofte med Spiritualized. Overvældelsen er velkommen.

Nyligt fortalte en god ven, at han gennem det seneste år har udvidet sin horisont på den mest fantastiske vis: Han har i nattetimerne søgt viden om rummet. Astronomien har i de søvnløse timer fået plads i hans sind. I ly af nattens mulm og mørke har han læst og læst. Ernæret sig med viden. Han har følt sig draget af det ydre rum. Han er en storslået tænker, og jeg føler mig tættere på ham, når jeg hører denne mesterlige sang af Spiritualized.

Den 19. april - på Record Store Day - udgiver Lefse endelig The Space Project på vinyl, CD og som 7" box set. Jeg både tror og håber, at vi er mange, der har svært ved at vente.

If you want another world
I would be another world for you



/Martin

Ingen kommentarer: