Årets album 2023

Tak for i år. I mit voksenliv har jeg aldrig lyttet til så lidt musik, som jeg har i år. Det falder sammen med mit første hele år som far. Der har været mindre tid. Men det er fint, sådan må det være, jeg har ikke savnet noget. Det ville jeg måske gøre, hvis jeg havde været yngre, men følelsen af at gå glip af noget sidder ikke længere i mig. Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil have mere tid, og det er jo udtryk for noget positivt: At verden er fyldt med ting, man gerne vil se, høre, læse, opleve og mennesker, man gerne vil tilbringe (mere) tid med.

Jeg vil ikke forsøge at dissekere musikåret 2023. Der har som altid været en masse godt og en masse skidt, sådan må det nødvendigvis være.

Den klassiske disclaimer: Årslister skal ikke tages for alvorligt. Både udvalg og placeringer skal tages med et gran salt. Om en uge ville listen se anderledes ud. Årslister giver for mig kun mening, hvis de er personlige – som denne – og/eller hvis de er inspirerende på en eller anden måde. Inspirerer til lytning, peger på noget nyt og potentielt spændende. Noget sjovt og inspirerende. Mere alvorligt må det ikke blive, det overlader vi til andre arenaer i livet.

God læsning og tak for i år. Her er 20 plader, der var godt selskab i 2023.

Hvis du vil have mit nyhedsbrev om ugentlige udgivelser, kan du skrive dig op her.

20. Julie Byrne: The Greater Wings

Den melankolske sangskriver har føjet mere synth til det tidligere bare landskab. Det er stadig luftigt og naturrigt, og så er det frem for alt flot tristesse. Julie Byrnes producer og gode ven gik bort under arbejdet med albummet, og der er både sange fra før og efter dødsfaldet. Særligt interessant bliver det, når hun på ‘Moonless’ synger om et “blivende fravær”. Et fantastisk interessant koncept og fokus på negation. Hvad findes, hvad findes ikke, hvordan og hvornår findes noget som helst.

19. ML Buch: Suntub

Det er ikke mange forundt at kunne lyde som en tur i øvelokalet og få det til at fungere. ML Buch og Bar Italia er blandt få nyere navne, der slipper af sted med det. Med danske ML Buch bliver det aldrig tænkt eller akademisk, men det er også mere end en tidsrejse, mere end 90’er og pedaler. Nogle gange minder det om Tirzah uden klaverloops, hvor man også får muligheden for at synke lidt længere ned i karbadet og blive lidt varmere.

18. Khotin: Release Spirit

Titlen på canadiske Dylan Khotin-Footes nye album er taget fra World of Warcraft. Han har tidligere lavet mere dansable ting, men her har han helt klart lavet musik, der skal høres hjemme. Det er både rørende og sjovt og kan minde en del om Boards of Canada. Albummet er først og fremmest fyldt med gode ideer.

17. Asma Maroof + Patrick Belaga + Tapiwa Svosve: The Sport of Love

Ambient jazz. Det er romantisk, let vemodigt uden at være voldsomt melankolsk. Ofte som kvidrende fugle. Svosve og Belaga spiller saxofon, fløjte, klaver og cello. DJ og producer Maroof samler det hele.

16. Marlene Ribeiro: Toquei no Sol

Debutalbum af portugiser, der senere er flyttet til England, Ireland og nu Wales. Titlen betyder "jeg rørte solen" på portugisisk. Varmen fornemmer man. Det er hypnotisk, ofte langstrakt. Man får lyst til at sidde på en hvid plasticsol midt på gaden i en lille, solstegt by. Der er melodier, men man skal nogle gange lede efter dem.

15. Slowdive: Everything Is Alive

Sympatisk titel. Alligevel lyder den mere i retning af vished om døden og altings eventuelle afslutning. Det er deres måske mest vemodige album, men også afklaret. Det er mere bart, reflekterende og mindre søgende. Det klæder dem, og det er et modent take på drømmepop og shoegazer.

14. Le Cri du Caire: Le Cri du Caire

En bekendt har beskrevet det som et “magisk sted mellem sufi, arabisk spoken word og jazz.” Den parisiske trio består af egyptiske Abdullah Miniawy, der synger vidunderligt og med en melankolsk smerte, den tyske cellist Karsten Hochapfel og den britiske saxofonist Peter Corser. I Paris har de skabt denne Cairos gråd.

13. The Embassy: E-Numbers

Göteborgs eskapist-pop-godfathers er her endnu! New Order, Marine Girls og The Field Mice høres stadig, men duoen er stadig bare charmerende The Embassy, som blander de smittende popsange med lange instrumentalstykker. Der er få egentlige sange på albummet, men det lyder himmelsk fra start til slut. Overgangen fra ‘Amnesia’ til ‘Renegades’ er uovertruffen, to så skarpe popsange i streg kan ingen vel slå i 2023.

12. Colin Stetson: When We Were That What Wept for the Sea

Supersaxofonisten vrider ofte overraskende ting ud af sin sax, og denne gang har han på ret kort tid lavet et album for et bearbejde sin fars død. Det er hans nok flotteste og mest sammenhængende album og en ret intens omgang. Man får nogle chancer for at ånde ud, fx på 'Passsage' og senere på 'The Lighthouse II' i samarbejde med den skotske sækkepibespiller Brìghde Chaimbeul. Overraskende god arbejdsmusik.

11. Nation of Language: Strange Disciple

Sympatisk synth-pop. Nation of Language stjæler med arme og ben. Særligt fra tidlige Orchestral Manoeuvres in the Dark-udgivelser, Kraftwerk og New Order. På dette album får vi en lidt roligere udgave af Nation of Language, som dog stadig har et skær af noget hektisk gennem sanger og frontmand Ian Devaney, der næsten synger som Lars H.U.G. til tider. Gispende med små stød. Yndlingslinje: “Walk me home and walk away.” (Sole Obsession).”

10. Nuovo Testamento: Love Lines

Man bliver sendt troværdigt tilbage til cirka 1983 af den italienske-amerikanske trio. Italo og Madonna i fokus. Otte sange på knap 32 minutter, der alle er nogenlunde lige lange. Skarpt produceret, velskrevne og meget mere end pastiche. Der er rigeligt med hjerte kombineret med præcist kendskab til en gren af pophistorien.

9. Fenne Lily: Big Picture

Flot og sympatisk indie-folk-pop. Den Bristol-fødte sangskriver balancerer flot det tunge med en vis lethed i lyden. Fenne Lily synger gerne lavt og helt tæt på mikrofonen, og der er (også) på den måde noget at komme efter for fans af Cassandra Jenkins. Singlen ‘Lights Light Up’ er en af de flotteste sange, jeg har hørt i år.

8. Avalon Emerson: & the Charm

Jeg har aldrig dyrket Avalon Emerson som dj, men jeg kan forstå, at hun ikke normalt dyrker det poppede. Det gør hun i den grad på sit debutalbum, som snarere er svævende drømmepop med stærke Saint Etienne-vibes.

7. Brìghde Chaimbeul: Carry Them With Us

Skotske Brìghde spiller på smallpipes, altså en slags sækkepibe. Hun forbinder folkemusik med drone, og på de fleste sange har hun også den yderst kyndige saxofonist Colin Stetson med til at levere fylde og tapet. Den lille sækkepige i sig selv kalder på landskaber … Saftig muld. Ikke bare gråvejr, men en lysende grå, næsten sølvhimmel. ‘Crònan (i)’ har en tyngde, der holder dig i stolen, mens tankerne rejser højt op.

6. Sweeping Promises: Good Living Is Coming For You

Duo fra Boston, der er flyttet til Kansas og har fået kontrakt med Sub Pop. Støjpop-post-punk med skønne basgange og solid 80'er-inspiration. Det er veloplagt og til tider kækt, og Lira Mondal har en fantastisk charmerende stemme. Er det optaget på en båndoptager? Det lyder sådan. Det fungerer i hvert fald, og det bør næsten høres højt i en bil.

5. Lankum: False Lankum

Storslået folkemusik fra Dublin. Lankum har længe været anerkendte, men spiller stadig på de mindre spillesteder, når de turnerer. Med False Lankum har de nået nye højder både kunstnerisk og målt på popularitet. Det er dramatisk, det er romantisk, med både gotisk horror og hjerteskærende ballader. Albummet er langt, over en times spilletid, og føles som en film, hvis man lukker øjnene. De har lagt instrumentale åndehuller ind, så man kan tage den næste store følelse til sig, det næste store drama. Det er ikke bare folkemusik som gimmick eller i en nedtonet udgave (som The Decemberists), det er det store dyk ned i historien for at finde menneskets mørkeste afkroge og et eller andet sted finde håb. Særligt ‘Lord Abore and Mary Flynn’ er uforligneligt flot.

4. Tirzah: trip9love…???

Ud af det blå kom det. En onsdag var det der bare, fyldt med en enkelthed og et flot arbejde med lag i lyden. Man kan lytte igen og igen og nå et lag længere ned. Det er stadig undervandspop og alternativ R&B, og Mica Levi har – som på de to første plader – været med til at skrive og producere. Fundamentet er korte klaverloops, sværere behøver det ikke være.

3. Rắn Cạp Đuôi: *1

Eksperimenterende kollektiv fra Vietnam. De laver en slags ambient techno, men mest af alt føles det som at blive hvirvlet op i en farvestrålende tornado. Der var lidt flere elementer af jazz og hiphop på det flotte debutalbum, hvor det nye er en anelse mere fokuseret. Ja, ikke at det første var decideret ufokuseret, måske bare mere vildt. Men vildskaben er sandelig også at finde her, hvilken eksplosion!

2. Lisel: Patterns for Auto-Tuned Voices and Delay

Klassisk trænet sopran sampler sin egen stemme og skaber eksperimenterende pop, som er ret nøgent i sit udtryk. Det er mere tilgængeligt, end det lyder. Der er religiøse snit, noget kirkeligt, men fra en fremtidskirke.

1. Vince Clarke: Songs of Silence

Alvorstungt veksler den engelske legende mellem det meditative og underligt medrivende. Vi kender ham bedst fra Depeche Mode, Yazoo og Erasure, men her er han så langt fra poppen, som man kan komme. Alle kompositioner er bygget op om én tone. Der er noget katedralsk over det, og hvis ikke det var et ord, så er det nu. Det bliver sci-fi-industrielt på ‘White Rabbit’, hvor jeg mindes det gamle spil Deus Ex, og hvad sker der pludselig på ‘Scarper’? Hvordan får man så meget ud af dette minimale koncept? Min favorit er ‘The Lamentations of Jeremiah’, der binder det hele sammen midt på pladen. Man burde måske have sagt sig selv, at Vince Clarke kunne lave dette album, men det overrasker mig alligevel. En tung, men vidunderlig oplevelse.

/Martin 

Årets album 2021

Årslister er åndssvage. Men de er sjove. De fleste medier ender med nogle underlige konsensuslister, der viser, at de har fulgt med, men de mangler som oftest personlighed. Selvfølgelig kan det være interessant at se, om der er en kunstner, som går igen rundt omkring, men hvor meget får vi egentlig ud af at konstatere, at en kunstner har været populær et givent år?

Nej, sådanne lister skal primært inspirere. Så har de en funktion. Hvis man kan finde noget, man ender med at holde af og måske bliver udfordret af, så har de en mening. De kedelige algoritmer gør, hvad de kan for at holde os fast i de samme forbrugsmønstre, så vi har brug for måder, hvorpå vi kan bryde ud.

Men et udtryk for nogen sandhed, det er sådanne lister sgu ikke. De skal ikke tages alvorligt, de skal underholde og inspirere, ikke andet (og selvfølgelig generere klik, hvis man har et medie, der også skal tjene penge).

Hvad kan vi sige om 2021 som musikår? Det har været helt udmærket i den forstand, at der som altid har været gode singler, EP'er og LP'er med såvel nye som etablerede kunstnere i alle mulige genrer fra alle mulige lande.

Alligevel har det føltes lidt undervældende inden for visse genrer, herunder techno og særligt hiphop, hvor trap og drill efterhånden har sejret sig selv ihjel. London og Chicago har igen i år budt på spændende jazz, selvom der har manglet nogle højdespringere.

Der har, trods alt, været meget godt, og jeg er heldigvis stadig interesseret i at høre nye ting. Det betyder ikke, at det nye er godt, fordi det er nyt (for mig), men det har en værdi i den forstand, at jeg måske kan udfordre mig selv. Uanset om jeg så bliver skuffet eller begejstret.

Tak for i år. Her er 25 plader, som jeg har været glad for i 2021.

25. Karima Walker – Waking the Dreaming Body

Det er ikke alle, der kan blande ambient og drone med klassisk sangskrivning. Selvom hun løber lidt tør for idéer mod slutningen, er det en flot plade om stadiet mellem søvn og vågen tilstand.

24. Aeon Station – Observatory

Kevin Whelan fra The Wrens solodebuterer med 10 sange, der er skrevet over en periode på 14 år. En stor del af sangene var tænkt som Wrens-sange og ligger på en måde naturligt i forlængelse af bandets storroste The Meadowlands fra 2003. Der er stadig resignation at spore, men han er kommet videre i livet og er heldigvis stadig en meget kompetent sangskriver.

23. Kedr Livanskiy – Liminal Soul

Russerens tredje album byder på veloplagt, drømmende techno-pop.

22. The War on Drugs – I Don't Live Here Anymore

Bandet er gået full on stadionrock, og det klæder dem, da de var begyndt at køre i tomgang. Titelsangen er deres hidtil bedste.

21. Green-House – Music for Living Spaces

Olive Ardizoni laver ambient, der beroliger sjælen. Hendes første fuldlængde følger flot op på den endnu skønnere EP Six Songs for Invisible Gardens.

20. Scotch Rolex – Tewari

Den japanske producer Shigeru Ishihara (også kendt som Scotch Egg) har haft et residency hos Nyege Nyege-kollektivet i Uganda, og det er der kommet en ret vild omgang elektronisk smadder ud af. Der er også blevet plads til lidt metal (med growl af kenyanske Lord Spikeheart fra metalduoen Duma). Don Zilla og MC Yallah fra Nyege Nyege er også med.

19. Jon Hopkins – Music for Psychedelic Therapy

En rejse til Ecuador og særligt ind i ecuadorianske huler har inspireret den engelske producers flotte omgang beatløse terapi.

18. Cold Beat – War Garden

Synthpop og post-punk med flotte melodier. De er fra Californien, men lyder mere kontinentaleuropæiske.

17. Nahawa Doumbia – Kanawa

63-årig malisk legende. Hun synger vidunderligt. Hendes band spiller bl.a. på de traditionelt maliske strengeinstrumenter ngoni og kamalé ngoni.

16. Mogwai – As the Love Continues

Apropos legender: Hvordan bliver skotterne ved med at spytte så gode (primært) instrumentale værker ud?

15. Chuck Johnson – The Cinder Grove

Pedal steel guitar og synth! Albummet er en opfølger til det langsomme og flotte album Balsams fra 2017. Musik, som du kan stirre ud i luften til.

14. Dry Cleaning – New Long Leg

Der har været flere hæderlige London-bands de seneste år, der taler hen over en post-punket baggrund, og Dry Cleaning er muligvis de mest interessante. Det kræver, at man har stemmen, timingen og intonationen, og Florence Shaw har det hele. Ekstra point for at have en sang, der hedder John Wick.

13. Nation of Language – A Way Forward

Brooklyn-trio, der stjal loyalt fra starten af 80'erne på deres mere poppede debutalbum og denne gang stjæler lidt mere fra 70'ernes kraut. Det er stadig synthpop, og de lytter stadig til OMD og New Order, men der er mere Kraftwerk denne gang.

12. Arooj Aftab – Vulture Prince

Pakistansk newyorker med drømmelandskaber, harpe og en smuk stemme. Selvom sangen Last Night er decideret elendig, indeholder albummet også sangen Mohabbat, som er blandt de allerflotteste, jeg har hørt i år.

11. Vanishing Twin – Ookii Gekkou

På det skønne debutalbum Choose Your Own Adventure fra 2016 var London-gruppen tæt beslægtet med sfærisk-romantiske grupper som Broadcast og Stereolab (bandmedlem Phil M.F.U. var også medlem af Broadcast), selvom de nåede vidt omkring rent sonisk. De er blevet en anelse mere avantgarde siden da og inkorporerer nu bl.a. afrofunk. Det er stadig spændende, hvis man er fan af Broadcast eller småjazzet kraut. Trommeslager Valentina Magaletti er en oplevelse i sig selv. Titlen er i øvrigt japansk for "stort månelys".

10. Field Works – Cedars

Ambient americana med mellemøstlig indflydelse. Og et helt album om cedertræ. Producer Stuart Hyatt er hovedarkitekten, men det er et projekt med mange medvirkende. Første halvdel fortælles og synges på arabisk, og aldrig har jeg haft så meget lyst til at forstå det som i sangen Ḥalaqah Azaliyyah. Anden halvdel fortælles og synges på engelsk. Kan til tider minde om William Tyler (som også medvirker), andre gange som gammel KLF-ambient.

9. Saint Etienne – I've Been Trying to Tell You

Den (musik)historisk bevidste trio holder stadig et højt niveau. Deres nye album er primært baseret på samples, og den tilgang har de ikke brugt siden So Tough fra 1993. Denne gang er deres samples udelukkende fra perioden 1997-2001 og af bl.a. Honeyz, Lightning Seeds og Natalie Imbruglia. Det er melankolsk og kun lidt vemodigt.

8. Hollie Kenniff – The Quiet Drift

Himmelstræbende ambient. Filmmusik til en flot hverdag med alt, hvad den indebærer af små skuffelser og diskrete opture.

7. The Weather Station – Ignorance

Tamara Lindeman har efterhånden lavet en del dejlige plader, og nu hvor Weather Station mere er blevet et band end et soloprojekt, er lyden også blevet større. Den milde stemme, de flotte arrangementer og ret tydelig inspiration fra Talk Talk er en herlig kombination.

6. Arushi Jain – Under the Lilac Sky

Den indisk-amerikanske komponist og sanger blander modular synth med klassisk musik fra Indien.

5. Japanese Breakfast – Jubilee

Mit yndlingsalbum i den poppede ende af skalaen fra 2021. Højt bundniveau og med en alvorlig højdespringer i singlen Be Sweet.

4. Rắn Cạp Đuôi Collective – Ngủ Ngày Ngay Ngày Tận Thế

Eksperimenterende vietnamesisk kollektiv med en decideret overrumplende plade, der rager til sig fra elektronisk musik, jazz, hiphop og popkultur og blender det sammen til en følelse af at spadsere gennem en fremmed by og opfange samtaler hist og her. Det er aldrig mørkt, men der er mørke at spore hos menneskene, som der altid er. Mest af alt er der dog håb, både for musikken og menneskene.

3. Mabe Fratti – Será Que Ahora Podremos Entendernos

Komponist og cellist fra Guatemala med base i Mexico. Avantgarde og ambient. Hun leverer en slags hverdagsmagi, ikke ulig følelsen af at se en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God).

2. Little Simz – Sometimes I Might Be Introvert

Et karrierehøjdepunkt for den britiske rapper. Det er jazzet og tilbagelænet, humoristisk, flyvende. Der er meget på spil, og det leveres knivskarpt.

1. Cassandra Jenkins – An Overview on Phenomenal Nature

Som at se solskin ramme støv gennem vinduet. En hyldest til naturen og troen på sine medmennesker. Sophisti-pop og drømme-folk af en sympatisk sangskriver. Mesterligt produceret af Josh Kaufman (Bonny Light Horseman mm.). Cassandra Jenkins synger meget diskret, helt tæt på mikrofonen. Albummet er sorgbearbejdende og umådeligt smukt, og spoken word-værket Hard Drive er mit yndlingsøjeblik fra musikåret 2021.

/Martin