Alex G

Ét af de begreber, der frustrerer mig mest, er 'slacker'. Jeg tager gerne afstand fra det. Det sender uklare signaler, der har for dybe rødder i biografisme, og det er ingen tjent med.

Den talentfulde Alex G bliver imidlertid omtalt sådan adskillige steder. Lad os gøre ham en tjeneste og få biografien hurtigt ud af verden: Den 21-årige gut hedder Alex Giannascoli og har base i Philadelphia.

Hans soveværelsespop bringer tankerne mod Sparklehorse og The Microphones. Eller måske endda en væsentligt blødere Bored Nothing.

Tidligere i år udgav Brooklyns pålidelige Orchid Tapes hans nye plade DSU, der flere steder opfattes som en slags debutplade, da hans andre samlinger af sange ikke er blevet professionelt mastererede. Andre beretter, at han har lavet op til seks plader forud for DSU. Nuvel, sådan noget er ikke værd at spilde tid på.

Det er til gengæld musikken. Pladen er en overbevisende samling, der med udgangspunkt i en DIY-ånd fra midten af 90'erne spiller på en lidt skævere americana. DTU bliver udgivet i Europa på Lucky Number d. 10. november.

Alex G's plader kan høres på Bandcamp. Førstesinglen Hollow er ude nu.



/Martin

Bored Nothing

I længere tid har jeg været træt af de mange (forfejlede) forsøg på at dyrke slacker rocken. Som alle andre har jeg selvfølgelig også hyldet den og er derefter blevet så træt af den, at jeg delvist har afskrevet flere gode plader, fordi det akkumulerede og endte som en slap længsel mod forstaden i et allersidste postmoderne åndedrag (undskyld Mac DeMarco, din plade er god).

Lad os tage til Australien. Nærmere bestemt Melbourne, der netop har været vært for én af de mest charmerende Grand Slam-turneringer i verden, Australian Open. Her (ind)spiller en ung gut under navnet Bored Nothing. Han indspiller en form for guitarbaseret pop, som han selv kalder for "inspireret af 90'erne og indspillet på en lille 4-track".

Her burde jeg selvfølgelig være konsekvent, men da der sjældent er grund til at være konsekvent negativ, havde jeg her en fin grund til at hylde et øjebliks befriende følelse af inkonsekvens. Debutpladen Bored Nothing fra slutningen af 2012 er ganske enkelt fyldt med fremragende sange fra en talentfuld sangskriver, der i selve navnet (og titlen) tematiserer det problem, jeg har skitseret ovenfor (den paradoksale og legende quasi-nihilisme). Ikke at der partout kan tales om slacker rock i dette tilfælde. I så fald er det mere som en tabt lillebror til Elliott Smith, der har valgt at udforske andet territorium og nyligt har lyttet til Real Estate. Og sikken sangskrivning at debutere med. Bored Nothing er ude via Spunk Records.

Stream: Bored Nothing - Popcorn (indlejring midlertidigt deaktiveret)
Stream: Bored Nothing - I Wish You Were Dead

/Martin