Der har aldrig været noget stort fokus på elektronisk musik her på bloggen. Det har naturligvis en del at gøre med smag, men vægtningen (eller den deciderede mangel på netop dét stof) er alligevel besynderlig i betragtning af mit forbrug deraf. Til en vis grad har det også noget at gøre med min begrænsede referenceramme. I endnu højere grad er der dog en mulig forfængelighed på spil, som også truer musikkritikken på et mere generelt plan: Mange har simpelthen sværere ved at skrive om elektronisk musik.
Nu bliver det allerede en anelse overfladisk, da "elektronisk musik" jo egentlig er en forfærdelig og ofte misvisende eller begrænsende betegnelse. Heri består en del af problemet, men - og ret skal være ret - sådan er det jo også langt hen ad vejen med andre (udvandede) genrebetegnelser.
Det er på sin vis paradoksalt, at mange har så svært ved at skrive om (suk) elektronisk musik, da det langt hen ad vejen burde have bedre betingelser for en
åben, fænomenologisk lytning, der netop ikke er præget af alt for forudindtagede holdninger, referencer, genkendelige instrumenter med dertilhørende associationer.
For ganske kort at blive ved idéen om associationer er det netop her, der er et enormt potentiale for en emotionel tolkning og formidling, hvilket oftest er den klart mest interessante form for musikkritik. Frem for kedelige referencer, namedropping, biografi etc. Ikke at disse ikke kan være vigtige - husk eksempelvis historien om The Wrens og deres forrygende
The Meadowlands - men det bliver ofte tørt og ganske søgt objektivt. Koldt.
Ak ja. Nu vil jeg svine mig selv til og midlertidigt dreje nøglen om til min indtil videre begrænsede begrebsverden: Først nu har jeg opdaget Lapalux fra Essex. Stuart Howard er manden bag, og selveste
Brainfeeder er selskabet, han har fået æren af at slutte sig til. Der er en vis lighed med Baths med en lidt (dog mærkbart) mørkere lyd, ligesom tempoet ofte er sat en anelse ned. Særligt EP'en
When You're Gone er anbefalelsesværdig.
/Martin
