Pure Bathing Culture med fortrinlig KEXP-optræden

De har for meget filter på billedet, har de ikke? Vi kritiserer for meget i denne verden, gør vi ikke?

Om få måneder bliver Börneblogger 10 år, og selvom jeg ikke ligefrem skriver så mange indlæg, som jeg gjorde de første 5-6 år, er det stadig en fornøjelse at have denne mulighed for at dele musik, der fortjener mere opmærksomhed. Der er brug for seriøs kulturkritik – lige så meget og måske endnu mere end nogensinde før – men på bloggen er der et positivt fokus. Jeg fremhæver ting, jeg holder af. Musik, der rører mig.

I 2011 blev Pure Bathing Culture nævnt for første gang på disse sider i forbindelse med de sange, der ledte op til duoens første EP. I 2013 skrev jeg om dem for anden gang i forbindelse med deres første fuldlængde. I 2015 i forbindelse med deres anden fuldlængde. Nu er der igen gået to år, og Portland-gruppen er nu i studiet for at indspille plade nummer tre.

Sidste år besøgte de KEXP, hvilket der kom en fortrinlig session ud af. Duoen indspiller alt analogt, men effekterne drukner nogle gange sangene en anelse på pladerne. I denne session får man en klar fornemmelse af, hvorfor de har så godt et ry live, og særligt sangerinde Sarah Versprille udviser en autoritet, man ikke tidligere har hørt. Det gælder ikke mindst i Pray for Rain, der også byder på forrygende reverb-guitar af Daniel Hindman.

Hvis Pure Bathing Culture fortsætter udviklingen (og tillader Versprilles stemme at træde mere frem), bliver deres tredje plade en stor begivenhed. Jeg glæder mig i hvert fald.

Se hele deres session hos KEXP (23 minutter)

/Martin

Nyt fra The Ruby Suns

Da The Ruby Suns debuterede i 2005 var der ikke mange, der lagde mærke til dette nye skud på popstammen fra New Zealand. I 2008 udgav de så den fremragende Sea Lion, der stjal med arme og ben fra diverse genrer og generelt var et friskt pust. Det var eksotisk, letbenet, sommerligt, og McPhun virkede generelt ganske oplagt.

I 2009 så jeg dem et par gange live i forskellige opsætninger, og særligt den sidste af de to koncerter var væsentligt mere elektronisk, hvilket senere skulle blive et fokus, man hørte på Fight Softly fra 2010. Pladen var en anelse skuffende, men den var - ret skal vel være ret - også ganske anderledes end gennembrudspladen.

Ryan McPhun styrer mere eller mindre projektet egenhændigt, og efter at have afbrudt et langt forhold med sin kæreste (og nu tidligere bandmedlem) er han nu ved at være klar med sin nye plade Christopher, der har fungeret som en art terapi for den nysgerrige musiker. Han er flyttet til Oslo og har være så heldig at kunne samarbejde med Chris Coady. Blandt de kunstnere, der har gjort fornuftig brug af Coady tæller Grizzly Bear, Beach House, Gang Gang Dance, Delorean, Yeah Yeah Yeahs, Zola Jesus, TV on the Radio og mange flere.

Førstesinglen Kingfisher Call Me vidner umiddelbart også om en ny begyndelse for McPhun. Smerten er ikke til at overse. Det er på det nærmeste ømt. Vokalen og melodien minder mere om Grizzly Bear, end Ruby Suns tidligere har gjort, medens produktionen er mere i retning af en lidt lysere Gang Gang Dance.

Omkvædet optræder relativt hurtigt, og det vidner da også om det forsøg på styrke, der søges som produktivt fokuspunkt efter et brud: Dry your eyes / Is what to do / Don't listen to anyone / Except for you. Dette kan naturligvis fungere som de fortrøstningsfulde ord til den forladte, ligesom det kan være et (desperat) forsøg på at give sig selv styrke i et skrøbeligt vakuum. Tvivlen ift. narrativ bekræftes af det forvirrende c-stykke, ligesom også sangens outro synes at være resultatet af destru-produktiv fri leg.

Pladen udkommer i slutningen af januar på hhv. Sub Pop (USA) og Memphis Industries (UK).



/Martin