Badlands klar med første fuldlængde

Med sin fine single Tutu markerede svenske Catharina Jaunviksna sig under navnet Badlands tilbage i 2013. Efter længere tids optakt er hun nu endelig klar med sin første fuldlængde, Locus, der udkommer medio april.

Som med Tutu er der også her tale om en mørk verden, der fyldes med lys og synthesizer-storhed. Ikke helt ulig Den uendelige historie. Filmen, ikke sangen.

Catharina synger fint en stemning frem, men hun giver også plads til instrumentale passager, der ofte er længere, end man er vant til i denne slags synth-baseret popmusik.

Locus holder et højt niveau fra start til slut. Fang den på svensk-irske Rite den 15. april.



/Martin

Fear of Men og fodspor i sneen

I 2014 udgav Fear of Men én af de bedste plader det år. Loom var titlen. Man stod ude i kulden og stirrede på pejsen gennem vinduet. Altid både tæt og fjernt. Mange referencer til havet.

Trioen fra Brighton er klar med plade nr. to, Fall Forever, den 3. juni, og derfra kan man nu høre den fine, fine single Island. En hyldest til uafhængigheden ifølge sangerinde og guitarist Jessica Weiss. Glædelig kampdag.



/Martin

Cat's Eyes føler intet afsavn

Det er altid fascinerende med den åbenlyse benægtelse. Italesættelsen af ikke at savne en person, som eksempelvis Dylan mestrer det.

Cat's Eyes gør det fornemt på deres nye single Chameleon Queen, der kan bringe tankerne hen på Magnetic Fields med diskrete trommer, klaver, orgel og trompet. Det er en nærmest heroisk benægtelse i al sin skønhed.

Duoen består af Faris Badwan fra The Horrors og den canadiske sopran Rachel Zeffira. De to har arbejdet sammen siden 2011 og har udgivet et enkelt studiealbum og lavet soundtracket til Peter Stricklands roste The Duke of Burgundy.

På Chameleon Queen går alt op i en højere enhed. Rachels fjerne røst supplerer Faris' stille benægtelse. Mere kompliceret behøver det ikke være.

Det nye album Treasure House udkommer 3. juni på RAF Records.



/Martin

Gå en tur

Du har brug for at gå en tur. Det har man sådan set altid.

Tag Brighter med dig. Inside Out fra 1989 gør alt det rigtige. Hvis du ikke kender til Sarah Records (1987-1995), vil jeg anbefale at finde deres manifest ("a day for destroying things...") og dykke ned i deres arkiv. Hjerteblod. Idéer. Dedikation til idéer.



/Martin

Memoryhouse med blødt had

Den canadiske duo Memoryhouse er efter tre og et halvt år klar med opfølgeren til debutpladen The Slideshow Effect fra 2012. Dengang havde de – en sympatisk udgivelse til trods – lidt svært ved at følge op på lovende EP'er, men at dømme efter de første singler er der stadig grund til at glæde sig til Soft Hate, der udkommer 9. februar.

Deres drømmepop er stadig drømmende og tilmed mere poppet. Det klæder dem. Tilbage i 2010 excellerede de i det mere sørgmodige hjørne (her kan særligt anbefales EP-versionen af Bonfire), hvor de senere var fanget mellem flere stole. At omfavne en friskere produktion er en fin vej at gå, når vokalen forbliver så fin, som det er tilfældet på en single som Sarah.

Memoryhouse udgiver selv denne gang. Soft Hate er ude 9. februar.



/Martin

Wild Nothing og popmusikkens rigdom

Det kan synes absurd at lytte til andet end Bowie disse dage. Den største af dem alle er gået bort (eller i det mindste i forvejen), men det må jo fortsætte. Det hele. Uden det skal blive for patetisk, kan man sige, at han ville ønske netop dét. At vi forbliver nysgerrige og åbne.

Jack Tatum – bedre kendt som Wild Nothing – er i høj grad en musiker, der opsøger og opdyrker historien uden at forsøge at genoplive genrer eller fordums eksperimenter. Et par forrygende LP'er og EP'er har han bag sig, og 19. februar får vi endelig Life of Pause via Bella Union.

Førstesinglen Reichpop oscillerer mellem det labyrintiske og det kaleidoskopiske. Som den lange intro afslører, er der tale om første sang på den kommende plade, og netop derfor peger den så fornemt i flere retninger. Efter xylofonerne får selskab af trommer, guitar, bas og synth kommer Jack Tatum først ind i billedet efter 2:03 og proklamerer:

I am the silent son
I am the only one

Tatum er så sandelig tilbage med spændende lydeksperimenter og dragende melodier. Den stille søn (eller mente han mon den stille sol?) observerer, suger til sig, bearbejder. Det er vi mange, der kan lære noget af.



/Martin

Gwenno

Gwenno er et eksotisk navn for de fleste. I Gwenno Saunders' hjemland Wales er det mere normalt. For hende er det også normalt at synge på walisisk (eller: y Gymraeg).

Det falder hende også naturligt at tage afstand til sin nære fortid som del af The Pipettes, hvor hun følte, hun spillede en rolle, der allerede var blevet skrevet.

Gwenno står nu kunstnerisk på egne ben og spiller ikke længere en rolle. Med en tydelig forkærlighed for Broadcast og med en smule inspiration fra kraut har hun begået et forrygende debutalbum, der til tider er en slags folktronica.

Efter en EP i 2012 lod hun vente på sig, før hun i 2014 udgav debutalbummet Y Dydd Olaf i begrænset oplag på walisiske Peski Records (Cate Le Bon, R Seiliog), før Heavenly i 2015 genudgav pladen til større opmærksomhed.

En overset plade i 2015 – også herfra.



/Martin